Prøv avisen
Bøger fra udlandet

Kærligheden er et svævende mysterium

Jon Fosse nævnes i forbindelse med gætterier på kommende modtagere af Nobelprisen, især fordi hans dramatik de senere år har nydt anerkendelse på de største europæiske scener. I 2010, hvor billedet her er fra, modtog han Ibsen-prisen i Oslo. Foto: Scanpix

Med Jon Fosses trilogi af kortromaner om den menneskelige eksistens er vi oppe i de højeste luftlag af den norske prosakunst

Jon Fosse tilhører eliten i norsk skrivekunst, måske endda eliten i europæisk skrivekunst. Hans navn nævnes i forbindelse med gætterier på kommende modtagere af Nobelprisen, især fordi hans dramatik de senere år har nydt anerkendelse på de største europæiske scener. Til Nordisk Råds Litteraturpris i år er han indstillet med de tre fortællinger eller kortromaner ”Andvake” (2007), ”Olavs draumar” (2012) og ”Kveldsvævd” (2014) samlet under fællestitlen ”Trilogien”.

Skulle prisen tilfalde denne enestående bedrift, ville det være en sejr for litteraturen som kunstart. For Jon Fosse ville det bekræfte hans sjældne evne til at udfolde sig med lige stor overbevisning i den dramatiske og den episke genre.

Når det overhovedet behøver nævnes, at Jon Fosse tilhører den kunstneriske elite, skyldes det, at han i Danmark er mindre kendt end for eksempel sin tidligere elev Karl Ove Knausgård. En anekdote går på, at mesteren på en skrivehøjskole forsøgte at lære eleven at skrive fiktion, altså at løfte det biografiske op i det almene, men eleven gjorde - efter to glimrende romanfiktioner - nøjagtig det modsatte, og således kunne man mene, at mesteren havde lært eleven det vigtigste af alt, nemlig selvstændighed.

Jon Fosse holder med sin trilogi fast i fiktionen, men det bliver han ikke det mindste umoderne af at gøre. Fiktion i betydningen digtning, fantasi, dagdrøm osv. har været prosaens særkende i mere end 300 år, og den mister ikke så let aktualitet for dem, der besidder en mere omfattende historisk bevidsthed.

Umoderne er trilogien heller ikke, fordi den beretter en historie om to personer, Asle og Alida, hvis eksistens er henlagt til den fjerne fortid. Ingen årstal optræder, og kun landsbyen Dylgja og den større by Bjørgvin (nu Bergen), et af Norges fem oprindelige stifter, med en historie tilbage til år 1000, omtales. Af levevis og adfærd lader historien sig tidsfæste til middelalderens slægtssamfund.

Snarere end at være historiske er fortællingerne mytisk-eksistentielle, hvis man endelig skal anvende disse firkantede kategorier. Omverdenen betyder ikke noget i sig selv.

Der er ikke én beskrivelse af landskabet, af byerne, af sæderne eller personerne. Alt, hvad vi får adgang til, er Asles og Alidas tanker om sig selv, hinanden og de få personer, der krydser deres vej.

Den første fortælling (genrebetegnelsen er forfatterens egen), ”Andvake”, omhandler de to unge menneskers kærlighed til hinanden og deres rejse med båd fra Dylgja til Bjørgvin. Hvad er egentlig kærlighed mellem to mennesker, spørger Jon Fosse.

Svaret, fortællingen indirekte giver, er, at den ikke opleves forskellig i dag og i middelalderen.

Dens mysterium er mytisk. Det centrale sted, hvor de begge genkender den svævende, uafviselige kærlighed til hinanden, det er, når Asle spiller på sin violin: ”Ho høyrer svevet og ho er i svevet. Ho står i ro og ho svever. Og så svever dei saman, no svever dei saman, ho og han. Alida og Asle.”

Den musisk gentagende sætningsbygning er ikke særlig påfaldende her, den er gennemgående i al Jon Fosses prosa, og det medfører, at fortællingens tempo er langsommere end hos andre forfattere. Derved tilbydes læseren en mulighed for at samle al sin opmærksomhed om at forstå de få, enkle, men emotionelt komplicerede temaer.

Hvad der derimod er påfaldende ved det før citerede sted, er tilstedeværelsen af punktummer. Det er nærmest de eneste punktummer i hele trilogien, for generelt afslutter Jon Fosse altid en sætning uden punktum. Inden for fortællingens vuggende rytme sætter punktummerne her en markant, pointeret opbremsning af læsningen.

Flere gange i de følgende to fortællinger vender Asle og Alida tilbage til ”svævet” mellem og i dem som billede på deres mytiske kærlighed til hinanden. I de to unge menneskers besvær med at finde husly til den gravide Alida i den fremmede by aner man desuden reminiscenser af juleevangeliet og myten om Jesusbarnets fødsel.

Den næste fortælling, ”Olavs draumar”, foregår tre steder i Bjørgvin: på et værtshus, hos en juveler og i et fremmed hus. Asle er draget til byen for at købe vielsesringe til ham og Alida, men allerede i den første sætning aner læseren, at dunkle magter truer hans eksistens. Asle kan ikke længere hedde Asle, han må skjule sin identitet og kalde sig for Olav: ”Han går inn i svingen, og inn i svingen komen kan han sjå i fjorden, tenkjer Olav, for no er han Olav, ikkje Asle “”

Fortælleteknisk er Jon Fosse ret avanceret. Når Asle forestiller sig at være Olav, så lader fortælleren ham blive Olav, hvorfor tanke- og replikangivelser pludselig bliver ”tænker Olav” eller ”siger Olav”. På samme måde med erindringer. Når Asle eller Alida erindrer noget fra fortiden, så lader fortælleren fortiden være nutid i fiktionen. Det er sådanne avancerede virkemidler, fiktionen, og kun fiktionen, stiller til rådighed. I en selvbiografisk fortælling ville dette blive afvist som en mental forstyrrelse hos forfatteren.

Asle, der altså nu ”er” Olav, får købt et dyrebart armbånd i stedet for ringene, men armbåndet franarres ham, og han indhentes af sin mørke fortid. Det hævdes, at Asle har begået mord, og han skal med en gammeltestamentelig logik betale for sin udåd med sit liv.

Ved et tilfælde - eller ved skæbnens gunst? Eller fiktionens magt? - havner det dyrebare armbånd på armen af Alida i den sidste af de tre fortællinger, ”Kveldsvævd”. Alene tilbage med deres fælles barn, uden penge, mad og hus, følger Alida så med Åsleik tilbage i båd til Dylgja, og dermed sluttes cirklen. Til allersidst går den gråhårede Alida beslutsomt ud i bølgerne, til havet lukker sig over hende. På vej ud i bølgerne er hun i sine tanker sammen med Asle, hvem hun aldrig har forladt, skønt han mistede livet undervejs.

Endnu er kun ”Andvake” oversat til dansk, men det kan kun være et spørgsmål om tid, inden hele trilogien er fordansket. Indtil da kan jeg varmt anbefale at rekvirere et eksemplar af trilogien fra Samlaget i Norge, hvorved man får Jon Fosse ind på et for et dansk øre temmelig fremmedartet og derfor aldeles poetisk nynorsk.