Prøv avisen

Mexicansk filmhyldest til kvinder er årtiets absolut bedste film

6 stjerner
Sort/hvid filmen "Roma” er et sandt mesterværk. Filmen kan streames på Netflix fra den 14. december. Foto: Netflix

”Roma” er en helt vidunderlig mexicansk film. En kærlighedserklæring til kvinder og et portræt af et land i gryende opløsning

Corpus Christi-massakren i Mexicos hede sommer i 1971 buldrer i baggrunden af Alfonso Cuaróns blændende bevægende erindringsmosaik ”Roma”. Studenteroprøret, der endte som en brutal nedslagtning af unge mennesker, bliver diskret indskrevet som billeder i en årbog. Glimt af valgplakater, unge mænd, der træner til kamp, gryende frustrationer på gaderne. Det politiske lag er der.

Men det er ikke ærindet med ”Roma”, der er et exceptionelt rigt portræt af almindelige kvindeliv, en skabelsesberetning og en udforskning af hukommelsens uendelige vildveje.

Cuarón, der indtog himmel-rummet med ”Gravity” i 2013 og mange hjerter med ”…Og din mor!” (2001), graver i sin egen erindring. Tjenestepigen Cleo (Yalitza Aparicio) svæver gennem rummene i middelklassehjemmet med sin lille radio, ordner det hele og heler alle.

”Jeg elsker dig, Cleo,” siger børnene på skift. ”Jeg elsker dig, lille skat,” hvisker hun tilbage.

Holdt i sort-hvide betagende billeder stemmer udtrykket overens med hukommelsens plettede ikoner. Vi husker enten barndommens enkelte omvæltende scener eller gentagelserne. Hundens efterladenskaber strøet over atriummet hver aften, morgenvækningens rituelle karakter, måden, ægget bliver rørt ud i grøden. Og så den morgen, det går op for familiens fire børn, at far aldrig kommer hjem. Den formiddag, det går op for Cleo, at hun er gravid. Den eftermiddag, der går op for hende, at faderen til barnet er forsvundet. Den aften, det hele, næsten umærkeligt, går i orden igen.

Cleo og senora Sofia (Marina de Tavira) er de stærke kvinder i en verden af ubrugelige mænd, der enten slås eller stikker af. Cleo er solen i børnenes liv, og fortællingen om hende bliver stykket sammen af barnets konkrete erindringer. Men også af de ting, den voksne filmskabers empati lægger til og trækker fra. Fortalt med både barnets og den modne mands stemme bliver ”Roma” et fuldstændig særegent portræt af forestillingen om et liv.

De grå fortovsfelter i atriummet vaskes af Cleo med vand hver morgen. Vandet er allevegne, som symbol på liv, men også som livet, der løber af sted i bevidsthedsstrømme. Cleo er Guldhjerte, godhjertet. Og filmen om hende er en hyldest til kvindekønnet, til de stærke kvinder, der udgør rygsøjlen i en familie.

Der er meget sorg i ”Roma”. Men som også Cleo gør det, bæres bedrøvelsen med værdighed. De tragiske begivenheder og hverdagens små gentagelser foreviges med samme indlevelse og nænsomhed. Det gør følelserne så meget større, end hvis de blev majet ud som i et melodrama.

De sociale brydninger mellem tjenestepigen og fruen i huset, mellem demonstranterne og det politiske system, bliver blidt orkestreret, men ikke iscenesat. For Cuarón formår med enkle penselstrøg at male både skæbner og revolter, så man ikke mærker, at det bliver skabt til et lærred. Det gør ”Roma” til et sandt mesterværk, der stråler som tidsbillede og som eviggyldig eksistentiel medita- tion over det at være menneske.

Kærligheden, både den mellem karaktererne og den, der løber igennem alle velsignede familier, bliver levende, fordi den netop ikke opstyltes.

”Roma” er en af årets, ja årtiets, absolut bedste film.