”Cold War” er en betagende film om folklorens styrker og kærlighedens afmagt

Instruktøren bag det polske mesterværk ”Ida”, Pawel Pawlikowski, betager igen med en urhistorie om umulig kærlighed mellem stejle sjæle

”Cold War” er en yderst betagende og bevægende film om folklorens styrker og kærlighedens afmagt. –
”Cold War” er en yderst betagende og bevægende film om folklorens styrker og kærlighedens afmagt. – . Foto: Scanbox.

Til mine forældre.

Sådan står der ved slutbilledet i polske Pawel Pawlikowskis smukke og forstyrrende ”Cold War”. Mine forældre.

Taksigelsen sigter ikke kun til de to sjæle, der både har opfostret Pawlikowski og inspireret ham til den sønderrivende kærlighedshistorie mellem Wiktor (Tomasz Kot) og Zula (Joanna Kulig). Mine forældre. Det handler nemlig ikke kun om genomer, om arvemasse, om blodet, der flyder i årerne.

Det handler lige så meget om det slægtskab, der binder en mand sammen med et land, et folk, en kultur. For selvom der i hjertet af ”Cold War” banker en romantisk kærlighedshistorie, så er det sort-hvide – men visuelt overdådige – pragtværk lige så meget en udviklingshistorie om Polens skæbnesvangre skred i årtierne efter Anden Verdenskrig.

Hvor den indre skønhed i Pawlikowskis oscarvindende ”Ida” mere skulle lirkes frem, er ”Cold War” et mindre fremmedartet eventyr. De kvadratiske billeder er de samme, de definitive klip, nærbillederne. Men historien stiller sig anderledes åbent an.

Wiktor og Zula møder hinanden i slutningen af 1940’erne. Han er impressario for den polske folkloremusikgruppe Mazowsze, der genfinder Polens sind i de gamle, klagende kærlighedssange. Zula bliver optaget i truppen, der ikke længe får lov til kun at kigge tilbage for at fremdrage folkets klang.

Hurtigt bliver det bestemt, fra det navnløse foroven, at gruppen skal synge om ”den vise, vidunderlige Stalin”. Wiktor kvier sig og vil hoppe af under et besøg i Østberlin. Zula tør alligevel ikke.

Inden da har de forelsket sig brusende i hinanden. Heftigheden næres af afstand, af modstand. Viljen til fuldbyrdelse bæres af umulighed, forskellighederne træder fortrædeligt frem efter hvert første, iltre favntag.

Kærligheden fører dem gennem Europa i 1950’erne, på tværs af jerntæpperne. I Polen bliver musikken forfladiget af kommunistiske hensyn, i Paris af vestlige. Zula laver en plade som fransk chanteuse, men gløden fordufter op over Montmartres tage.

”Hvem vil jeg være?”, spørger Zula, mens den ypperlige skønhed stadig bærer hende oppe. ”Du vil være sammen med mig,” svarer Wiktor. Og, jo, det er sandt. Men ligesom fædrelandskærlighed ikke kan være ensidig, så er den romantiske kærlighed mellem de to modpoler umulig. De kan ikke leve i eksil, de kan ikke leve sammen. Forskellene er for uoverstigelige.

Musikken funkler i ”Cold War”, der formår at udviske årtierne. Den er på samme tid et klart defineret dokument om en historisk epoke, men samtidig overskrider værket enhver tidslighed og bliver et almengyldigt portræt af to elskende. For evigt dømt til at elske hinanden, selvom de ikke kan leve med hinanden.

”Cold War” er en yderst betagende og bevægende film om folklorens styrker og kærlighedens afmagt.