5 stjerner
Mange vil føle sig ramt af Per Schultz Jørgensens første eksempel på menneskelig adfærd i den nye bog ”Broen til det andet menneske”. To mennesker står og taler sammen, men i stedet for at lytte – med intenst nærvær – så er samtalen i virkeligheden bare en afbrudt monolog. Den ene kværner løs – og den anden overbyder den første med egne erfaringer. Men hvad er så en rigtig samtale? Jørgensens eksempel er en far, der sidder og dimser med sin iPhone, da sønnen pludselig fortæller om væsentlige ændringer i skolen. Faderen kigger op, læner sig frem. Han er overrasket, en smule vred. Han er engageret.
Det er bare ét eksempel på, hvordan der kan være forskelle i vores relationer med andre mennesker. Men faktisk kan de udfoldes som en hel lille grammatik. Et fuldendt system, inden for hvilket vi mødes og knyttes sammen efter allerede forudbestemte mønstre. Jørgensen beskriver det menneskelige samværs ”grammatik”, som han kalder det, gennem fire stadier. Vi mødes altid konkret i en første kontakt, siden knyttes vi tættere med hinanden i en forbundethed, inden vi oplever en distance, forud for at vi så til sidst oplever samhørighed. Og som sådan er bogen ikke overraskende, for meget af det ved vi jo godt.
To ting overrasker dog. Og de er kernen i bogen. Dels distance-delen, dels en hegelsk læsning af det, man kunne kalde ”samhørighedens dialektik”. Sagen er den, at vi partout skal adskilles eller i det mindste opleve en distancering fra den anden for at kunne etablere et ordentligt bånd af nærhed. Vi kender det fra forelskelser, hvor vi i adskillelsesfaserne, specielt i starten, tror, at vi skal dø. Det skal vi ikke. Vi skal derimod knyttes endnu fastere sammen med den elskede. Men bevidstheden om nærhed og tilstedeværelse forudsætter oplevelsen af fraværet og ensomheden.
At kærlighedens natur på den måde simpelthen er at svinge imellem kontakt og ensomhed, er en øjenåbner. Når Jørgensen gennem en række eksempler viser, at kærlighedens adskillelse ikke er noget, der går over, men derimod noget, der hører den til, rystes nogle af os. Det er de umodne, forklarer Jørgensen. For den modne kærlighed er netop en forståelse af, at sådan er det – og at det er godt sådan. Det er her dialektikken kommer ind i billedet. Kærligheden svinger, for den skal jo netop helst swinge. Og man kommer uvilkårligt til at tænke på, hvor mange gange kærligheden faktisk også er beskrevet sådan i litteratur og i sange. Tænk på Marcel Prousts beskrivelser af adskillelse fra den elskede som både uudholdelige og på sin vis sødmefulde. Eller tænk på, hvordan et britisk rockband som The Smiths kalder en musikalsk hyldest til kærligheden for ”Oscillate wildly” – altså at svinge vildt fra side til side.
Per Schulz Jørgensen eksemplificerer hele bogen igennem sine fine pointer med citater og fiktion eller oplevede anekdoter, og til sidst i bogen beskriver han et kærlighedsforhold, hvor et ægtepar netop kan svinge helt fra en unik og nærmest sammensmeltet enhed til en reel mangel på forbindelse – men stadig inden for den samme samhørighed. Og på den måde er der plads til kærligheden med alle dens søde længsler og trygge forløsninger.
Bogen igennem hænger Jørgensen sine betragtninger op på en smuk række af teoretikere. Kærligheden og relationerne beskrives af alle fra Paulus over Shakespeare til Kierkegaard, Merleau-Ponty, Bakhtin, Yalom og Løgstrup, der får æren af at være forfatterens yndling og punchline med den etiske fordring, der er baseret på, at ”du bærer altid noget af den andens liv i din hånd”.
I starten af bogen anfører Jørgensen, at man måske især skal interessere sig for relationer nu, hvor flere og flere bruger tiden på sociale medier, hvor de hverken får glæde af mimik, kropssprog eller tiltrækkende feromoner. Men bogen er ikke et surt opstød rettet imod nutidens unge. Tværtimod er den et tilbud fra en nestor. Gennem bogen kan vi blive bevidste om spillets regler. Og på den måde er den faktisk en slags kærlighedshandling i sig selv.
kultur@k.dk
Læs uddrag fra bogen på