Kærlighedens plads i bøgernes bog

Else Kragelund Holt åbner flydende og lettilgængeligt de bibelske tekster

Kærlighedens plads i bøgernes bog

Centralt i den kristne tro står ordene ”Gud er kærlighed”. Selvom de er centrale, så findes selve ordene kun ganske få steder i Bibelen. Det påpeger Else Kragelund Holt også i denne fine udgivelse i Bibelselskabets Håndbibliotek, og hun minder således om, at den bibelske kærlighed ikke tales om, men vises i handling. Derfor er det ikke ordene, der er afgørende, men det, ordene fortæller om.

Kragelund Holt undersøger det bibelske kærlighedsbegreb. Det gør hun gennem fortællingerne om kærligheden. Det er gennem fortællingen, at det må åbenbares, hvad kærlighed er. Og de fleste af fortællingerne henter hun fra Det Gamle Testamente og får således også tydeligt vist, hvad Det Gamle Testamente kan bruges til i teologisk arbejde. Derfor fører hun os gennem fortællinger om Rebekka og Isak, hvor kærlighed og ægteskab kommer hinanden ved. Selvom det er et fornuftsægteskab, udfolder kærligheden sig. Paulus betragter ægteskabet som en fornuftig indretning af tilværelsen. Overført på Gud selv undersøger Kragelund Holt kort forståelsen af Gud som ægtemand i Det Gamle Testamente, hvorunder pagtstanken også findes, som Kragelund Holt dog ikke i denne forbindelse er inde på.

Forældrekærligheden undersøges gennem fortællingerne om folk som Abraham, David og Jefta, og derved videre over i Gud som far, og endog som mor, hvilket Esajas’ Bog sine steder antyder.

Den venskabelige kærlighed udfoldes selvfølgelig gennem fortællingen om Ruth og Noomi, hvor Kragelund Holt må afvise den tanke, at der skulle være tale om et lesbisk forhold. Ikke på grund af en afvisning af forholdet, men fordi det ligger helt uden for tekstens historiske kontekst. Man kan ikke læse et sådant forhold ind i teksten, selvom det for en nutidig læser måske ville kunne give mening. Venskabet udfoldes igen i gudsbegrebet, og venskabsbegrebet er tvetydigt særligt i Det Nye Testamente, hvor de mennesker, Jesus tiltaler med ordene ”min ven”, ofte ikke har en god fremtid i vente.

Det kunne have været godt, at korsbegivenheden havde været mere udfoldet i bogen. For det er gennem korset, at Guds kærlighed viser sig. Og det er vel netop det, der giver lys til fortællingerne? Kærligheden er den eneste magt, der kan holde til kors, død og opstandelse, og derved er korset åbenbaringen af, at Gud er kærlighed. Som tidshistorisk interesseret kunne det have været godt, at dateringerne af evangelierne ikke blot gentog, at Johannes-evangeliet er yngst. Mange ser i dag Lukasevangeliet som det yngste. Det er småting. Kærlighedens højsang hos Paulus citeres med rette, og der kommer en lille kritik af den nye bibeloversættelse, der ser dagens lys her i år. Netop oversættelsen af kernestedet om tro, håb og kærlighed kritiseres for at gøre kærligheden statisk og evig, for det lyder: ”Det er tro, håb og kærlighed, det handler om.” Oversættelsen burde lyde: ”Nu bliver da tro, håb og kærlighed” for at fange, at kærlighed er levende og dynamisk. Kærligheden er skænket fra Gud og overskrider tiden.

Der citeres hele vejen gennem bogen fra den nye bibel-oversættelse, ”Bibelen 2020”, der ikke er autoriseret. Det viser sig helt ud i bogens titel, som lyder ”Kærligheden holder aldrig op”. I den autoriserede lyder det ”kærligheden hører aldrig op”, og selvom der kan være spændende forhold mellem det at høre, lyde og tro, så er ingen af dem helt i tråd med den græske tekst, der taler om, at kærligheden aldrig falder. Altså et kampmotiv. Det græske ord kan sågar også betyde ”falder i kamp”. Og den latinske bibel har også falder, som endog kan betyde ophøre. Kærligheden, der ikke holder op, lyder netop statisk og monolitisk. Måske havde det været bedre her at være tættere på den græske tekst.

Bogens store gevinst er uden tvivl vægtlægningen på fortællingen. Det er gennem fortællingerne, og mest afgørende fortællingen om Jesus, hvor korset er det helt centrale, at vi kan tro, at Gud er kærlighed. Else Kragelund Holt skriver i et flydende og lettilgængeligt sprog, som åbner de bibelske tekster med kærligheden som tema. Det er flot. Bogen kan anvendes til egen opbyggelse, men også i studiekredse og måske som gave til brudepar, der skal lære at se kærligheden som en del af den største fortælling.

Læs interview med Else Kragelund Holt på

Else Kragelund Holt: Kærligheden holder aldrig op. 136 sider. 119 kroner. Bibelselskabet.