'Lamento' indledes med en grufuld ildebrand, men den tænder ikke en indre flamme i læseren

Madame Nielsens rummer gåder, spejlvendinger og en mangfoldighed af indtryk og adækvate udtryk. Alligevel savner man noget

I et moderne sekulariseret og stærkt individualiseret samfund er kærligheden blevet det element, der alene skal fastholde de to parter i et ægteskab. Derfor er forfatteren Madame Nielsens fortælling om den totale forelskelse relevant
I et moderne sekulariseret og stærkt individualiseret samfund er kærligheden blevet det element, der alene skal fastholde de to parter i et ægteskab. Derfor er forfatteren Madame Nielsens fortælling om den totale forelskelse relevant. Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix.

De fleste mennesker har vel funderet over kærlighedens væsen undervejs i deres liv. Det er vigtigt for alle og derfor fylder emnet meget i skønlitteraturen.

Madame Nielsens lille nye roman er ingen undtagelse. Den handler om kærligheden, eller mere præcist den handler om en meget stærk forelskelse mellem en kvinde og en mand. De udlever forelskelsen efter alle kunstens regler og gifter sig med hinanden. Derefter går forholdet op i flammer.

”Lamento” er fortalt fra kvindens perspektiv. Hun fortæller om sit liv til sit barn, det kærlighedsbarn, der kom ud af det turbulente forhold mellem hende og manden. Hun genoplever i detaljer fryden og ekstasen, da alt endnu var skønt og smukt og forholdsvis ukompliceret. Det er beretningen om den intense kærlighed, der var, som driver plottet frem.

Romanen åbner døren til forelskelsens rum op på vid gab. Fortælleren undersøger den intense følelse som tilstand. Hun reflekterer over, hvad den gør ved mennesker.

Hun forklarer: ”Forelskelsen kan være så voldsom, febril og fortærende, at kærligheden, der skal opstå af den, bliver en skuffelse, verden vender tilbage, tiden begynder at gå, og det føles som fravær og forræderi, med ét er man revet fra hinanden”.

I et moderne sekulariseret og stærkt individualiseret samfund er kærligheden blevet det element, der alene skal fastholde de to parter i et ægteskab. Derfor er forfatteren Madame Nielsens fortælling om den totale forelskelse relevant. For det er et paradoks i vores tid, at den intense forelskelse iscenesættes som den ideale form af kærlighed, der skal til for at få et parforhold til at holde.

Vi ved jo samtidig fra almindelig erfaring, at en intens forelskelse kun varer omkring et års tid og derfor skal transformeres til andre former for kærlighed for at danne grundlag for et ægteskab. Romanen handler derfor også om den pris, to unge mennesker betaler for deres manglende evne til at forstå og forvandle kærligheden. I stedet for varighedens glæde erfarer de skuffelsen, fraværet og forræderiet for nu at genbruge fortællerens ord fra citatet.

Man kan desuden anskue Madame Nielsens fortælling som en form for spejling af eller kommentar til værket ”Claus Beck-Nielsen (1963-2001). En biografi”, hun udgav under forfatternavnet Claus Beck Nielsen i 2003. Dengang blev en række elementer i den nye romans handling set fra mandens perspektiv. Nu er perspektivet kvindens.

Ud fra en ren intellektuel iagttagelse kan man lade sig begejstre af Madame Nielsens avancerede æstetiske manøvrer i en tid, hvor køn og identitet ikke længere er stabile. Og hendes nye roman rummer gåder, spejlvendinger og en mangfoldighed af indtryk og adækvate udtryk. Alligevel savner man noget.

Madame Nielsen er velskrivende. Ingen tvivl om det, men indimellem tager ambitionen om det perfekte sprog magten over forløbet. Bedst som plottet ruller derudad, snubler læseren over en sætning, der består af indskud på indskud på indskud. Prosasyntaksen spændes til det yderste. Men hvorfor egentlig? Man kæmper indædt for at finde ud af, hvad der står og taber indlevelsen på gulvet. Så begynder man igen at læse, men er nu hægtet af. Og det er ikke let at komme tilbage på sporet. Sproget spærrer for oplevelsen af værkets verden.

Hertil kommer, at man aldrig for alvor bliver grebet eller anfægtet under læsningen. Romanen begynder med en forfærdelig ildebrand, men den tænder ikke en indre flamme i læseren. I hvert fald ikke i undertegnede.

Er romanen så ligegyldig? Nej, slet ikke. Den præsenterer en episk refleksion over forelskelsen og diskuterer kærlighedens pris i et formfuldendt sprog. Det er dens primære styrke.