Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Bog

Skal man absolut elske sine søskende?

4 stjerner

Elisabeth Gjerluff Nielsen har skrevet en fin erindringsbog om søskende, der trods god vilje ikke kan finde hinanden

Det skulle egentlig have været en bog om et forhold mellem en søster og en bror. Om sangeren og komponisten Elisabeth Gjerluff Nielsen og hendes storebror, forsanger i Gnags med meget mere, Peter A.G. Men deres projekt kuldsejler. Og hvordan det gør det, kan man læse om i nutidssporet i Elisabeth Gjerluff Nielsens nye bog, mens man – måske – kan finde en forklaring på, hvorfor det gør det i fortidssporet, som begynder i 1961, da hun er fire år.

For Elisabeth Gjerluff Nielsen beslutter at fortsætte, selvom den fælles fortælling ikke bliver til noget, og det er hendes version, man får i ”Store børn. Erindring om en familie”. Omdrejningspunktet er dog stadig søskendeforholdet, og at det gennem årene har været både kærligt, kompliceret og konfliktfyldt er der ingen, der kan være i tvivl om efter endt læsning. Og spørgsmålet ”Men hvor godt kender jeg egentlig efterhånden min bror, mine søskende?” løber som en lille elektrisk strøm under hendes fortælling og kan ikke undgå at give sin læser et par genkendelsens stød undervejs.

Det første kapitel er måske bogens stærkeste i sin skildring af forældrenes næsten simultane dødsfald, som sender de store børn i frit fald. Uden de gamle forældre som samlende kit er der tilsyneladende ikke længere meget, der er fælles, og Elisabeth Gjerluff Nielsen slutter sin smukke indledning med følgende ord: ”Så er vi alene hjemme. Med hver sin barndom.”

Herefter krydsklipper hun mellem barndommen i 1960’ernes Skjern, ungdommen i 1970’erne og 1980’erne i Aarhus og København, forældrenes død i 1990’erne samt et nutidigt spor, hvor hendes forsøg på at finde tilbage til sine søskende mildest talt ikke altid falder lige heldigt ud: Storesøster Kirsten slår officielt op med de andre tre pr. brev, storebror Jens sidder i Spanien uden det store behov for kontakt, og Peter A.G. dukker op i og forsvinder fra sin lillesøsters liv lidt efter forgodtbefindende. Men hvornår, spørger Elisabeth Gjerluff Nielsen, begyndte de egentlig på en ”høflig holden sig bag diskretionslinjen?”.

Hvem har patent på den fælles erindring? Må man pynte på sin skæbne? Og skal man elske sine søskende? Det er nogle af de store og til tider smertelige spørgsmål, som ”Store børn. Erindring om en familie” stiller og med et vist held forsøger at besvare. Elisabeth Gjerluff Nielsen er god til at fange stemninger og fortælle anekdoter, omend sproget ikke altid følger med, og konflikten med de øvrige søskende af og til synes for antydet til at berettige den plads, den har fået i bogen.

For selvom afsættet har været at skrive en bog om netop søskende, så er kapitlerne om hendes barndom i provinsen i 1960’erne og ikke mindst om forældrene de mest markante: Den søgende, grundtvigianske, ude- og dermed dobbeltarbejdende mor, der slår sig på den stereotype kvinderolle og drømmer sig væk, og den skråsikre, entreprenante og indremissionske far, K.T. Nielsen, der elsker planlægning, om det så er af egen begravelse, står stærkt i fortællingen om det store og for længst voksne barn, der måske nok er parat til at sige sine forældre ret farvel, men ikke sine søskende, der imidlertid aldrig helt forstår at efterleve K.T. Nielsens devise: ”Søskende skal hjælpe og støtte hinanden – og give kærlighedens stærke arm hele armen.”

Hvem har patent på den fælles erindring? Må man pynte på sin skæbne? Og skal man elske sine søskende? Det er nogle af de store og til tider smertelige spørgsmål, som Elisabeth Gjerluff Nielsen stiller i ”Store børn. Erindring om en familie”. – Foto: Leif Tuxen