Barry Jenkins' kærlighedsdrama er også en storladen og intim hudfletning af racisme

Lyrisk og sønderrivende melodrama giver krop og sjæl til de navnløse ofre for amerikansk racisme

Kærligheden i ”If Beale Street Could Talk” er så skær og fin, filmen er så endeløs kærlig bag al ondskaben. Fonny (Stephan James) og Tish (Kiki Layne) gode og rene, selvom alt omkring dem er beskidt. De tillader sig at drømme, at tro på det gode. –
Kærligheden i ”If Beale Street Could Talk” er så skær og fin, filmen er så endeløs kærlig bag al ondskaben. Fonny (Stephan James) og Tish (Kiki Layne) gode og rene, selvom alt omkring dem er beskidt. De tillader sig at drømme, at tro på det gode. – . Foto: Angel Films.

I den første scene af Barry Jenkins’ både vigtige og formfuldendte ”If Beale Street Could Talk” ser vi de unge elskende Fonny (Stephan James) og Tish (Kiki Layne) fra oven. Kameraet tager sin plads mellem træernes toppe, inden det finder fodfæste i gadeplan. Her fanger James Laxtons prægtige billeder forelskelsens lysende skær i de unge ansigter.

Set i fugleperspektivets slør bliver hovedpersonerne i ”If Beale Street Could Talk” repræsentanter for alle sorte amerikanere i kølvandet på 1960’ernes raceuroligheder i USA, fra New Orleans til New York. Fra alle gader flyder vreden og angsten. Men set i nærbilleder, i nære billeder af Fonny og Tish, er Jenkins’ fremragende film også en personlig kærlighedshistorie. Endnu en umulig en af slagsen, med ekkoer ikke bare fra Shakespeare, men fra alle de digte og dramaer, der udfolder kærlighedens umulighed. På den ene side kan filmen kun stamme fra det raceopdelte USA. På den anden side er dramaet grænseoverskridende.

Portrættets intimitet og almengyldighed næres af en dirrende heftighed under al det skønne. For forlægget er en roman af James Baldwin. Og i Jenkins melodramatiske anslag bliver forfatterens ulastelige prosa til en storladen og intim hudfletning af racisme. Men mest af alt er Jenkins’ ”If Beale Street Could Talk” en kærlighedserklæring til, ja kærligheden. En ukuelig tro på, at størst af alt det er kærligheden.

Jenkins’ store Oscar-vinder ”Moonlight” fra 2016 er en af årtiets vigtigste film. Dramaet om en ung, sort homoseksuel mand brød med tabuer både poetisk og brutalt. Og også i ”If Beale Street Could Talk” er kampen ikke kun sort og hvid. Fonnys bogstavtroende mor billiger ikke sønnens forhold til Tish.

Kærligheden bølger imellem dem, men Fonny bliver offer for justitsmord. Fængsles uskyldigt for voldtægt. Og Jenkins klipper mellem tiden før og efter syndefaldet. Stephan James og Kiki Layne spiller med en sødme og uskyld fra en svunden tid. De er hjertens gode, hvilket gør ondskaben større. Det er barskt, men med en kerne af håb. For alle elskende.

James Baldwins sublime prosa flyder gennem filmen og fra Tishs mund. Hun er et medium for hans ord, hans betragtninger skabt af et liv viet til ord. Fortællerstemmen er troværdig, selvom Tish ikke ville formulere sig sådan. Kontrakten mellem ordene, billederne, følelserne og fortællerstemmen står ubrydelig.

Kærligheden i ”If Beale Street Could Talk” er så skær og fin, filmen er så endeløs kærlig bag al ondskaben. Fonny og Tish gode og rene, selvom alt omkring dem er beskidt. De tillader sig at drømme, at tro på det gode.

Der er mange nærbilleder af de to smukke ansigter. Enten hvor de ser på hinanden, hvor ansigterne lyser af kærlighed. Eller hvor de ser på publikum med en tavs anklage. Hvordan kunne I acceptere det? Hvordan kan I acceptere det? Uroen flyder henover den blide jazz, alt det onde ligger bag alt det gode.

Fonnys fortrædeligheder i fængslet bliver aldrig vist. Alt det, vi allerede ved, lurer bag fangevogteren. Jenkins behøver slet ikke vise det. Historien er fuld af forevigelser af ydmygelserne.

”If Beale Street Could Talk” er vidnesbyrd og kærlighedsdrama. Baldwins forbilledlige klare prosa og Jenkins’ følelsesschwung forenes i en stærk, rørende og romantisk tragedie, der fuld af poesi kan skære igennem sten.