Syret forestilling om parforholdets bittersøde pinsler kryber aldrig for alvor ind under huden

Kunstnerkollektivet bag kæmpesuccesen ”Tove! Tove! Tove!” har kastet sig over kærligheden i al dens skønhed og gru. Det er både smukt og grimt – og temmelig mærkeligt

Lånte lyrikfjer fra de største kvindelige forfattere gennem de seneste 100 år – fra Agnes Henningsen og Karen Blixen over Tove Ditlevsen til Naja Marie Aidt – bliver til musik og replikker i Sort Samvittigheds forestilling ”I et forhold”. –
Lånte lyrikfjer fra de største kvindelige forfattere gennem de seneste 100 år – fra Agnes Henningsen og Karen Blixen over Tove Ditlevsen til Naja Marie Aidt – bliver til musik og replikker i Sort Samvittigheds forestilling ”I et forhold”. – . Foto: Catrine Zorn.

”Jeg fatter ikke et kuk,” er der en på scenen, der siger – og måske kunne man sige det samme om den musikalske farveladeforestilling ”I et forhold”, der folder sig ud som en ren, syret abstraktion over parforholdets bittersøde pinsler.

Tæppet går op, og en utopi åbenbarer sig. En blomstrende bomuldsmark. En underverden. Et flimrende drømmesyn. For forhold er fulde af illusioner og fald. Fulde af forventninger og bristede håb. Sådan ser kærlighedsslagmarken altså ud på Betty Nansens skrå scene. Mellem de sære gevækster vokser fem kvinder frem. Fem kærlighedskrigere med hulemandshår og krigsmaling. Vingeskudte paradisfugle måske – med forpjuskede fjer og pailletter. Med hjertet bogstaveligt talt uden på tøjet.

”I et forhold” er kunstnerkollektivet Sort Samvittigheds abstrakte vanvidsvision om parforholdet. Fra ekstatisk forelskelse til svimlende hjertesorg. Kollektivet, der med deres egen ekspressionistiske stil i successtykker som ”Hvid magi” og ”Tove! Tove! Tove!” på rekordtid har slået deres stjerne fast på den danske teaterhimmel, fortsætter færden i det musikteatralske grænseland i den tredje forestilling. En brutal kabaret kunne man kalde det. En kærlighedskults rituelle gennemgang af parforholdets faste riter.

Det lyder måske lidt damebladsagtigt. Og det er det på sin vis også i al sin hjerte-smerte-hed. Men teksten er stærk og kompenserer omtrent for det gennemtyggede tema. Lånte lyrikfjer fra de største kvindelige forfattere gennem de seneste 100 år – fra Agnes Henningsen og Karen Blixen over Tove Ditlevsen til Naja Marie Aidt – bliver til musik og replikker; råbende monolog, øm korsang, stammedans og trommesoloer.

Kitt Maiken Mortensen, Lila Nobel, Signe Egholm Olsen, Rikke Bilde og Jeanett Albeck er kvinderne af kød og blod på scenen, som under Elisa Kragerups kropslige instruktion generøst afsøger alle afkroge af kærlighedens væsen; veje som vildveje. Tager os med gennem Tove Ditlevsens klaustrofobiske stuer, omkring Suzanne Brøggers kølige intimitetsanalyser og Agnes Henningsens lalleglade lillepigeforelskelse, Pia Tafdrups ætsende udråb, Lone Hørslevs voldelige jalousisange, for til slut at lande med Inger Christensens håbefulde konstatering af kærlighedens fortsatte eksistens. Trods alt. For kærligheden findes her. Som en besættende kraft, der får de efterhånden alvorligt medtagede amazoner til igen og igen at kaste sig ind i arenaen med bloddryppende næser og bandagerede lemmer. Med løbende mascara og elguitar. Som én så rammende cirka siger: ”Jeg føler mig som et insekt, der bliver ved med at flyve ind i den samme brændende bygning om og om igen.”

Og er det ikke netop denne drilske absurditet, ”I et forhold” gerne vil vise? Dog kryber den aldrig for alvor ind under huden. Scenernes stemning skifter så hyppigt og så heftigt, at både komik og tragik forbliver mærkeligt uforløste.

I vanlig Sort Samvittighed-stil går alvoren også her hånd i hånd med humoren. Komikken kan bedst beskrives som sort. Skrig og skrål og bongotrommer understreger vanviddet i den fortsatte tro på kærligheden. Undertiden bliver det lige gakket nok med den hæmningsløse in absurdum-mani. Når hele holdet hiver skøre, røde dyremasker og bepelsede dragter frem og fortsætter med deres kærlighedshymner, virker det mere desperat end vellykket komisk. Bedst af alt er talentfulde kapelmesterinde Jeanett Albecks musikalske fortolkninger. Hun har formået at gøre fængende melodier og rørende symfonisk stemmekor af de så forskelligartede lyriske tekstforlæg. I det hele taget er hun et kraftcenter på scenen, som hun bevæger sig virtuost og ubesværet rundt med skiftende instrumenter og styrer slagets gang. Sangene er stærke. De bliver stående sitrende længe efter tæppefald og giver legitimitet til en forestilling, der ellers ikke siger så meget.