Inventaret i Juliane Preislers nye digtsamling med den svulstige titel ”Højtelskende” er møbelklassikere af den patinerede slags.
Siden syttenhundrede-og-hvidkål (og før – tænk bare på Højsangens kærlighedsdigte) har litteraturen beskæftiget sig med den store, lidenskabelige elskov.
Og siden Preisler debuterede i 1983 med ”Uden”, to år efter sin kropsmodernistiske generationssøster Pia Tafdrup, har erotikken, den kvindelige seksualitet, kærligheden og overgangen fra pige til kvinde været gennemgående motiver i dette forfatterskab.
Genkendeligheden er altså til at tage og føle på, og det kræver sin poet at støve de litterære klenodier af, så de fremstår med fornyet glans. Desværre er Preisler ikke den poet.
”Højtelskende”, der jo i øvrigt også klinger lidt af den bibelske kærlighedssang, er organiseret i fire dele, der bevæger sig gennem forskellige faser af kærlighedslivet fra de første forelskelser over tabet af den elskede til et nyt kærlighedsmøde.
Her er eksempelvis et digt fra første del, hvor syndefaldets forbudte frugt er et centralt symbol (ligesom på forsiden af bogen, der prydes af et af den tyske renæssancemaler Lucas Cranachs sanselige portrætter af Eva ved kundskabens træ):
”Vi var så små at vi kunne sidde/ indenunder hylderne på loftet/ hvor æblerne lå og lugtede af en/ årstid i skred, det var allerede/ eftermiddagsmørkt og vi kunne/ mærke de kølige og våde stammer/ der stod og svajede et sted derude,/ birkehvide eller egegrå, men vi var inde/ og sammenkrøbne og lo som/ af en slags forlegenhed, mens fingrene/ løb rundt og trak i tøj, det træge tøj/ med alt for mange knapper.”
Digtet er, på trods af det kluntede og overflødige efterstillede billede af ”det træge tøj”, et af bogens bedste, og dets vekselspil mellem naturen, årstiderne og kærlighedsforholdet er karakteristisk for Preislers poetiske univers.
Problemet er bare, at der er alt for få af de øjeblikke, hvor poesien rigtig løfter sig, hvor den bliver eksistentielt eller kropsligt påtrængende. Læs bare begyndelsen på dette triste digt fra bogens tredje del, hvor regnen og gråvejret – som var det en dårlig film – spiller sorgens og savnets underlægningsmusik:
”Den forladte tid dukker op igen/ med sine regnvejrssomre og gråvejrsvintre,/ og bortkomne handsker og nedslidte sandaler/ og små beskeder fra os til os.”
Sådan står banaliteterne kedeligt nok i kø. Endnu et eksempel, denne gang fra fjerde del, hvor den klichefyldte og liden lidenskabelige elskovsild på ingen måde får digtet til at flamme op:
”Der er ild i mine håndled, ikke uden grund/ Og munden former hele tiden ord/ der ikke findes/ Selv jorden ligger ikke hvor den lå,/ med sine blade på, og grene/ eller græs, hvor græsset fandtes/ En nyfødt verden springer ud/ med sine flammefarver.”
Erotikken mangler krop, og naturen erotik. For selvom der rigtignok både er ”ivrige læber” og ”ulmende forår”, så fremstår digtene alt for ofte så ferske, sværmeriske, æteriske og anonyme, at det simpelthen er vanskeligt at mærke kærlighedens allestedsnærværende intensitet og passion. Det støver stadig.