Scenen er en ventesal med en defekt kaffeautomat, enerverende loungemusik og tre triste ventende i en lidt for snæver sofa. Her ventes bare på, at lyset over døren skal skifte til grønt, så man atter kan slippe ud i tilværelsen. For sådan kan det føles, når hjertesorgen rammer og nedsænker én i en lammende apatis undtagelsestilstand. Hvornår går det over? Hvornår mon jeg bliver mig selv igen?
Det er den tilstand, Mungo Park forsøger at indfange med forestillingen ”Smask”, som med skiftende succes lader tre yngre dramatikere fortolke temaet i separate, kun løseligt forbundne ministykker. Allerstærkest er åbningen, den tragikomiske hjerteknuser ”Med venlig hilsen din ekskon”2 af Zakiya Ajmi, som sjovt og udleverende undersøger ekskæresters karakteristiske passivt aggressive ordvekslinger.
Sara Fanta Traore er den forsmåede Miriam, der desperat henvender sig til eksmanden Theis gennem stadig mere fornedrende tekstbeskeder, som efter aftale med Familieretshuset kun må omhandle praktiske anliggender om datteren Mynthe. Stykket docerer humor og smerte på fortræffelig vis. Nok er Miriams ydmygende, sms-bårne kærlighedslængsel både sjov og rammende, men lytter man efter, vil man høre, at Ajmis tekst tillige rummer ganske fine poetiske nuancer. Skredet fra gråmeleret hverdagsrealisme til spirende, foruroligende absurdisme sker næsten umærkeligt, som en sugende fornemmelse af at miste fodfæstet i et altomstyrtende tab.
Også kærlighedstabet er omdrejningspunkt for Rasmus Krones anderledes ligefremme fortælling. Her banker det absurde helt konkret på døren, da et barn iført ildevarslende bårebuketkostume træder ind hos lægen Troels en allehelgensaften, da han lige er blevet forladt af sin hustru.
Henrik Prip er overbevisende som den efterladte ægtemand, der synker hen i en ynkelig blanding af minder og fortrængninger, mens konen bærer de sidste rester af ægteskabet ud. Han er manden, der aldrig nåede at vågne op i tide, inden parforholdet helt gik i stå, og romantikken sandede til i hverdagens praktikaliteter.
Men til trods for Prips hæderlige bestræbelser er der ikke meget at gøre godt med i denne tyndbenede tekst, som gennemgribende har noget halvbagt og skitseagtigt over sig.
Det forsøgsvise og ufærdige fortsætter ind i sidste sketchstykke. Her skal stakkels Prip på banen igen, denne gang i en anstrengende ironisk latterklub-seance med publikum som tvangsindskrevne medlemmer. Kan ske, det er meningen, at det skal være enerverende. Kan ske, det også skal være sjovt.
Men Marie Bjørns i øvrigt improviserede tredjedel gør mest af alt et underligt flosset og ufokuseret indtryk.
Hvad skal vi med denne serieforelskede teenagepige, som Nana Morks overgearet og stortudende leverer – bortset fra måske at vise tre livsstadiers hjertesorg? Men værst er nu den frastødende form for publikumsinddragelse, der har fået for vane at snige sig ind alle steder i scenekunsten. Er det da ikke netop teatrets fineste kvalitet; selvforglemmelsen, at kunsten kan at inddrage og animere, uden at jeg selv ideligt er i fokus?
”Smask”, som forestillingen sammenlagt hedder, er en ujævn affære af tappert skuespil, komiske momenter, pletvis poesi, overstyret ironi og vaklende dramaturgi. Instruktør Anastasia Nørlund har med møje og besvær bundet de tre historier sammen ved hjælp af en semiabsurd rød tråd, men allermest efterlades man med fornemmelsen af at være på besøg i prøvelokalet. Og det er egentlig ærgerligt, når man nu var gået i teatret.