Prøv avisen

Kafka beskriver menneskets indre bureaukrati

Bo Lidegaard kender bureaukratiet indefra fra sin tid som topembedsmand i Anders Fogh Rasmussens regeringstid. – Foto: Søren Staal.

Enhver må finde sin egen balance mellem oprør og indordning. Det er et eksistensvilkår. I Kafkas verden er det ekstreme absolutter, der står over for hinanden. Han levede selv med en stor splittelse mellem det kunstneriske og embedsmandsagtige, siger den tidligere topembedsmand, dagbladet Politikens chefredaktør, Bo Lidegaard, om Franz Kafkas store roman Slottet

Det er få forfattere, der får et begreb opkaldt efter sig. Men når noget virker besværligt, bureaukratisk og ugennemsigtigt, er vi mange, der hurtigt stempler det som kafkask.

Det er i en vis forstand urimeligt. For forfatteren bag begrebet, Franz Kafka (1883-1924), udstiller om nogen embedsapparatets evindelige blinde vinkler i sine store romaner.

LÆS OGSÅ: Klassikere du bør læse

Franz Kafka blev selv født i Prag i en jødisk slægt, men han skrev sine værker på tysk, og selvom han allerede døde af tuberkulose som 40-årig, nåede han at arbejde en årrække som embedsmand, så han vidste, hvad han skrev om, når han hudflettede systemets svage sider.

På den anden side er Kafkas egne kunstneriske angreb mod embedsapparatet altid både åbne og kryptiske, så man hurtigt får fornemmelsen af, at der står noget større og mere eksistentielt på spil end blot samfundskritik, som en anden tidligere embedsmand, dagbladet Politikens chefredaktør, Bo Lidegaard, pointerer, da Deres udsendte er sluppet gennem de avancerede sikkerhedssystemer i det gamle avishus på Rådhuspladsen for at tale om Kafkas klassiker Slottet.

Selv i selveste Villy Sørensens smukke oversættelse kan romanen sine steder virke både kryptisk og kancellistagtig som en kodet lovsamling. I den forstand skrev Kafka vitterlig selv kafkask, men som forfatter var han samtidig perfektionist ud over det sædvanlige. Og det var stærkt imod hans eget ønske, at hans ufærdige værker, Processen, Slottet og Amerika, skulle offentliggøres efter hans død.

En af hans venner ville det dog anderledes. For vennen havde opdaget skønheden og de store eksistentielle sandheder i Kafkas kryptiske historier. Første oplag af Slottet strøg dog ikke ligefrem ind på datidens bestsellerlister, da den udkom på tysk i 1925, hvor langt under de trykte 1500 eksemplarer blev solgt det første år. Senere blev Kafkas værker dog alligevel genoptrykt i New York, og så kom der endelig skub i sagerne. Og i dag har hans værker for længst skrevet sig ind i verdenslitteraturen som udødelige mesterværker sammen med hans kendte novelle Forvandlingen, som han allerede fik udgivet, mens han levede. Novellen er en absurd fortælling om en mand, der vågner op og opdager, at han har forandret sig til et enormt insekt, udstødt af sin familie og efterladt til at dø.

Mindre grotesk bliver det ikke i Kafkas to store romaner Processen og Slottet, der godt nok ikke handler om enorme insekter, men om gigantiske ugennemsigtige bureaukratier. I Processen gennemgår hovedpersonen, Josef K., en retssag, hvor han ikke kan få forbrydelsen oplyst. Trods indædte forsøg lykkedes det aldrig Josef K. at få at vide, hvad han har gjort galt.

Hovedpersonen i Slottet er landmåleren K, men selvom han vistnok er inviteret til at komme og måle slottet op, kommer han ikke engang ind på Slottet og får aldrig direkte adgang til det mystiske embedsmandsstyre, der dikterer over landsbyen omkring det. Her kan man ikke engang rigtig huske, hvorfor man i sin tid tilkaldte K. Men landmåleren K. gør aktivt oprør mod embedsmandsværket ved konstant at stille spørgsmål til magthaverne. Og det gør landmåleren til en sand kunstner, mener Bo Lidegaard, der selv har en fortid som topembedsmand i centraladministrationen under tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V).

Kafka bygger sin historie op med antydninger og dunkle henvisninger, der skaber et uforglemmeligt univers, hvor intet står helt klart, og ingenting helt er, som hovedpersonen eller læseren forventer. I dette tusmørke træder det dog ret tydeligt frem, at vores hovedperson, landmåleren, ikke bare kommer til slottet, fordi han er landmåler, men fordi han har en bagtanke ganske som slottet mistænker ham for, siger Bo Lidegaard, mens et lille dristigt smil vover sig et stykke ud i hans tynde kinder.

Det er ikke helt klart, hvad bagtanken er, kommer det så:

Men det gennemsyrer hele bogen, at landmåleren i selve sin eksistens er oppositionel. Han er en, der sætter spørgsmålstegn ved den herskende orden. Han er en samfundsomstyrter og en ordensforstyrrer. På den måde er han en slags spejlbillede af Josef K. i Processen, der er den loyale embedsmand, som dybt bekymret og tynget af anklagen om sin angivelige forbrydelse bestræber sig på at finde ud af, hvilken anklage der er rettet mod ham. I Slottet har vi derimod at gøre med en person, der af egen drift søger at forstyrre den herskende orden. Og i virkeligheden kan man sige, at det er den dobbelthed, som hele Kafkas forfatterskab kredser omkring nemlig på den ene side embedsmanden, der inden for det herskende system søger at gøre det rigtige, over for kunstneren, hvis blotte tilstedeværelse på scenen er en trussel mod den uforstyrrede orden, som slottets embedsapparat repræsenterer. For kunsten er i selve sin væren en trussel mod den uforstyrrede ro, som slottet repræsenterer, mener Lide­gaard, der allerede læste romanen første gang som nybagt student.

Jeg tror allerede dengang, at den sagde mig noget om, at den selvstændige tanke altid vil blive opfattet som en trussel mod den bestående orden. Men romanen er åben nok til at blive fortolket på mange måder, siger Bo Lidegaard.

Nogle mener, at Kafka var inspireret af Søren Kierkegaard, da han skrev Slottet, og hovedpersonen, K, er da også sig selv bevidst i modsætning til borgerne i landsbyen, der i kierkeggardsk forstand måske kan betragtes som spidsborgere, der foretrækker at lade systemet styre dem i stedet for omvendt. Og Slottet siger i hvert fald meget om, hvordan folk hurtigt finder sig til rette under trygge regelsæt, mener Bo Lidegaard:

Slottets magt over landsbyen handler ikke om undertrykkelse, men om landsbyens egen underkastelse under reglerne. Der er tale om en fundamental selvunderkastelse af den herskende orden. Ikke fordi slottet tvinger landsbyens borgere til det, men fordi de foretrækker den sikkerhed, der er i at acceptere og forsvare det bestående. Over for den holdning står landmåleren, oprøreren, der ved at insistere på sin ret til at være sig selv udfordrer den harmoni.

Hvordan ser du Ks kunstnersind?

Det opfatter jeg som selve det at stille spørgsmål og selve det at komme med den påstand, at der er brug for en ny opmåling. At der er noget at gøre. At det allerede fastlagte trænger til at blive genopmålt. Kunstneren hævder ved sin blotte tilstedeværelse, at der er et andet blik på verden end det, der i forvejen findes. At alting hele tiden har brug for en ny tolkning og et nyt eftersyn.

Det er der i virkeligheden ingen, der beder kunstneren om, og det kan betragtes som en voldsom selvovervurdering af kunstneren, der i landmålerens skikkelse kommer ubudt ind på kroen og siger: Jeg vil måle jer op. Men magtens forhold til kunstneren alias landmåleren er tvetydigt. For er det ikke slottet, der selv engang i en dunkel fortid har averteret efter en landmåler? Og ligger der ikke allerede heri en antydning af, at alt måske ikke er, som det skal være og i den bedste orden?

Det antydes, selvom alle samtidig har travlt med at forsikre hinanden og landmåleren om, at der slet ikke er brug for en landmåler al den stund, at alt i forvejen er målt op og udmålt. Alt er reguleret, så overhovedet det at antage, at der er brug for en landmåler, er at antyde, at alt ikke er i orden. Det er et angreb på autoriteten og på den harmoni, som den gældende orden, slottet, repræsenterer. Dermed bliver det også let af borgerne i landsbyen, der har fundet sig til rette i denne orden, opfattet som et angreb på dem og den harmoni, de repræsenterer

K når aldrig op på slottet, så hele hans kamp mod normen foregår via hans forsøg på at trænge igennem til landsbyen og til slottets embedsmænd. For borgerne i landsbyen forsøger hele tiden at leve op til en antagelse af, hvad slottets normer er:

Det bliver i virkeligheden en kamp mellem påstanden om, at vi alle til syvende og sidst er bedst tjent med at underlægge os det bestående over for dissidentens påstand om, at en anden opmåling af verden er mulig. Dermed er Kafka langt inde i nogle eksistentielle diskussioner mellem vores konforme side over for vores skabende og i en vis forstand uansvarlige sider. Enhver må finde sin egen balance mellem oprør og indordning. Det er et eksistensvilkår. I Kafkas verden er det ekstreme absolutter, der står over for hinanden. Han levede selv med en stor splittelse mellem det kunstneriske og embedsmandsagtige. Men det, vi er som mennesker, er også udtryk for, hvor vi har valgt at lægge vægten i den balance. Og sådan sætter Kafka lys på en konflikt, som rigtig mange af os lever med.

Kafka er på den måde først og fremmest en eksistentiel forfatter, hvis man spørger Bo Lide­gaard, men tematikken kan også overføres til vores moderne velfærdsstat, mener han:

Som demokrater har vi en iboende tendens til at tro, at det, som flertallet går ind for og beslutter, ikke alene er legitimt, men også rigtigt på samme måde som landsbyen i Slottet. Men det er ikke det, som demokratiet siger. Demokratiet giver autoriteten legitimitet, men sætter den samtidig under debat. Vi må som moderne demokratisk samfund leve med det paradoks, at flertallet legitimt kan bestemme, men ikke altid har ret. Den enkelte kan have lige så meget ret som de mange, og mindretallet lige så meget som flertallet i konkrete spørgsmål. Men historisk set har den folkelige visdom trods al populisme vist sig at være den, der begår de færreste fejl. Det er klart, at det ikke er det samme som, at flertallet altid er klogest. Men enevælden har i praksis vist sig at lede os ud i forfærdige fejltagelser, uanset om den er oplyst eller ej.

Kan du genkende Kafkas karikatur af embedsmandsapparatet fra din egen tid som topembedsmand?

Den genkender jeg godt i betydningen af, at apparatet har sin egen logik, som er svær at trænge ind i for udenforstående. Men jeg genkender den meget udpræget ikke, når det handler om, hvorvidt der er et manglende regelsæt for, hvad der egentlig gælder i den moderne lovregulerede forvaltning. Der oplever jeg den konkrete embedsmandsstand som en meget stærk garant for det enkelte menneskes ret og stilling i systemet. Jeg ville aldrig skildre embedsmandsapparatets praksis sådan, som Kafka gør det. Men jeg tror heller ikke, at det er det, som Kafka vil. Kafka er ikke politiker. Det, han er ude efter, er ikke embedsapparatet. Det er konformiteten. Det er vores egen angst for vores eget indre regelsæt. Det er alt sammen meget mere eksistentielt, end det er samfundsmæssigt.

Men er det trods alt ikke rigtigt, at der kan være drillerier og magtkampe mellem forskellige ministerier?

Jo, og det er klart, at Kafka har et meget skarpt øje for bureaukratiernes indbyrdes positionering og kamp. Og han har et skarpt satirisk blik på spillet mellem de højerestående embedsmænd, de lidt laverestående embedsmænd og de mere perifere embedsmænd og alle deres indbyrdes rangordener. Han var jo selv embedsmand, og gennem beskrivelser af embedsmandsapparatet udleverer han embedsmændenes egen forfængelighed, egennyttighed, rivalisering og konstante positionering i forhold til hinanden til spot og spe. Det gør han sublimt. Men jeg tror alligevel ikke, at det er bureaukratiet, der er Kafkas egentlige anliggende. Han bruger bare sit kendskab og sin indføling med bureaukratiet som et billede på vores indre bureaukrati. Som jeg læser ham, er det hans egentlige anliggende. Og jeg tror, at man misforstår Kafka, hvis man læser hans bøger som en version af Parkinsons lov, der handler om, hvordan bureaukrati virker.

Andre har læst Slottet som en religionskritik

Det tror jeg mere på spiller ind som en del af den orden og autoritet, som altid har et svar. Ligegyldigt hvad man finder på for at gøre sig fri, har den altid tænkt det før dig og er på den måde altid et hestehoved foran dig i sin evne til at indfange dig i sin undertrykkelse. Men der er enormt mange lag i Slottet og Kafkas andre romaner. Og som jeg læser Kafka, er han mere en eksistentiel forfatter, end han er en samfundskritiker. Det handler om det, der foregår inden i os selv og om forskellige måder at være menneske på.

LÆS OGSÅ: Kunsten at fortolke Homer