Prøv avisen
Teater

Kafka med komik og kapitalismekritik

3 stjerner
Da den 17-årige Karl Rossmann (spillet af Nicolai Jørgensen) stævner ind i New Yorks havn, overvældes han som så mange andre af synet af Frihedsgudinden. Men noget er forkert. I stedet for håbets fakkel holder hun et glinsende sværd hævet til angreb, skriver Kristeligt Dagblads anmelder Kathrine Maria Amann, som har været inde og se stykket ”Amerika”, som bygger på Franz Kafkas roman af samme navn. På billedet ses forrest: Martin Greis-Rosenthal, Nicolai Jørgensen, Kristian Holm Joensen. I baggrunden: Rikke Bilde, Trine Pallesen, Molly Egelind, Rasmus Hammerich. Foto: Büro Jantzen

Franz Kafkas ”Amerika” bliver i Nikolaj Cederholms iscenesættelse desværre til billige grin og slapstick-sjov

”Amerika” er på mange måder en atypisk Kafka-roman. Mindre mørk og dystopisk, mere sprælsk og håbefuld, end hvad vi normalt forbinder den dystre modernist med. Derfor giver det umiddelbart god mening at kaste romanen i det københavnske Nørrebro Teaters morskabsmaskineri – hvis man da bare havde holdt lidt igen med den platte opfindsomhed.

Da den 17-årige Karl Rossmann stævner ind i New Yorks havn, overvældes han som så mange andre af synet af Frihedsgudinden. Men noget er forkert. I stedet for håbets fakkel holder hun et glinsende sværd hævet til angreb. For friheden er ikke et lys i mørket, men en nådesløs bøddel, der truer med at nedsable de vaklende og svage. Så symbolladet begynder Franz Kafkas roman ”Amerika”, og sådan slår også Nikolaj Cederholms nørrebroske slapstick-version tonen an.

Den unge Karl Rossmann, som spilles formidabelt charmerende af unge Nicolai Jørgensen, har besvangret en tjenestepige i barndomshjemmet i Prag og er nu som en anden fortabt søn deporteret til det forjættede Amerika. Her skal han stå på egne ben i et svimlende virvar af tvivlsomme personager og farlige fristelser. Kafkas USA er et karikeret USA. Et liberalismens slaraffenland, som han dog aldrig selv nåede at besøge, men i stedet måtte digte sig til i sin ufærdige førsteroman. Og den får da heller ikke for lidt på alle fordomme om det flimrende fantasiland for alle med penge på lommen og korrumperet moral.

Rossmann kommer hele turen rundt i kapitalismens kødhakkemaskine. Først får han ly hos sin ”rige onkel i Amerika”, godt spillet af karismatiske Torben Zeller, hvor han for en stund nyder alle overklassens privilegier i form af klaverspil og hesteridning. Men hurtigt kastes han videre ud på sin drømmeriske pionérrejse i det kafkaske kulisseland, hvor han ender på bunden blandt vagabonder, elevatordrenge, ludere og lykkeriddere.

Det er den amerikanske drøm, der snart muterer til et mareridt. Et muntert mareridt ikke desto mindre. Og scenografien bidrager da også på bedste vis til den labyrintiske fremmedfornemmelse og mangetydighed med sit mentale rum af halve trapper, blinde gange, snurrende scenegulv og geometriske mønstre. Vi følger den naive Rossmann i forsøget på at holde fast i fornuft og retfærd i en stadig mere forvrænget virkelighed af tumultariske tableauer og dubiøse personer.

Også resten af det store persongalleri medvirker overbevisende til det maligne drømmeridt på tærsklen mellem virkelighed og vanvid. Uhyggelige, monstrøse og stumfilmssjove er de med deres groteske kroppe og bevægelser. Ikke mindst Martin Greis-Rosenthal udviser stort komisk talent i de skiftende roller, først som fed vulgærkapitalist og senere som slimet fransk plattenslager.

Også Molly Egelind er god og grum som yndefuld voldspsykopat i rollen som overklassepigen Klara. Der er mange fine momenter, hvor det ildevarslende, poetiske og morsomme supplerer hinanden på en meningsgivende måde, men der er desværre lige så mange øjeblikke, hvor det kammer over i gak og udvendigt amokløb.

Navnlig andet akt mister retningen og forlader næsten helt sit forlæg til fordel for uhæmmet klovneri og endeløse slapstick-seancer. Særligt slemt er det i scenen med den fallerede diva, Trine Pallesens flommefede Brunelda, som kulminerer i ét langt, plat og udpenslet bunkepul, der hverken er sjovt eller synderligt relevant for resten. For nok er ”Amerika” munter i al sin absurditet, men den er også alvorsfuld i sin civilisationskritik og raffineret i sin komik. Her mister vi desværre nogle af de finere lag i fortællingen i en karnevalsparade af sprællen og spjætten og pubertær kønsdelskomik.