Samlebåndet kører velsmurt på kagefabrikken Borgsø Cookies. Her producerer de velpolstrede medarbejdere masser af kager, mens der også er tid til at hygge og snakke over kaffen. Men snart er det gode arbejdsmiljø fortid. Fabrikken er i økonomisk krise, og konsulenten Johnny Faxholme mener, at det nu skal være slut med overvægt og store kager. Nu skal fabrikken nemlig producere slankekager, og medarbejderne skal tabe sig. Og da den nye medarbejder Zeinab ankommer iført burka og spørger, hvor bederummet ligger, bliver også medarbejdernes tolerance udfordret internt.
Det hele foregår i et virkningsfuldt scenebillede, der i flere niveauer præsenterer en nedslidt fabrik med et rullende arbejdsbånd og et kontor øverst oppe.
Scenografien er skabt af Franziska Zahle, som har haft sans for det visuelt fængende og betagende. Kostumerne af Eilev Skinnarmoer er farverige og understreger forestillingens ikkerealistiske tilgang, og her er skuespillerne blandt andet udstyret med ekstra store hofter, runde numser og ringe om maverne, mens håret er spejlblankt og kunstigt i et poleret tegneserielook.
Forestillingen er skabt af Christian Lollike og organisationspsykologisk konsulent Franz Wilhelm Søes-Cybulski, og den blev også vist på Det Kongelige Teater i 2013.
På sin vis er det også tydeligt, at der i teksten ligger nogle debatter om tørklæder på arbejdspladsen og ytringsfrihed i samfundet, som var meget præsente i den offentlige samtale på det tidspunkt, men som vi i dag går til med et andet ordforråd.
Forestillingens tematisering af sundhedsfanatisme og omstillingsparathed på arbejdsmarkedet virker dog næsten mere aktuel i dag, hvor fatshaming, disruption og high-performance også er blevet en del af den hjemlige ordbog.
Instruktør Niels Erling har det som en fisk i vandet – eller en kagegaffel i lagkagen, om man vil. Som det blev tydeligt i hans tidligere undergangstriologi på Teater Momentum i Odense eller forestillingen ”Jeg tror, jeg elsker Wonder Woman” på Teater Grob, har han en forkærlighed for populærkulturelle referencer samt et udtryk, der begavet blander forskellige genrer.
Det ses også i ”Kagefabrikken”, hvor en dåselatter i bedste sitcom-stil afspilles undervejs i hele forestillingen. Det giver en til tider morsom effekt, mens det andre gange understreger en akavet stemning eller virker næsten mørkt og uhyggeligt. Forestillingen er ikke falde på halenmorsom, og vi græder heller ikke af grin, men den arbejder interessant med farcen og et overdrevent udtryk i både spillestil, scenografi og kostumer.
Jacob Madsen Kvols får lov til at folde hele sit vilde, kropslige arsenal ud i rollen som konsulenten Faxholm, der med store skulderpuder og moderne managementsprog sætter kursen for fabrikken.
Som den kiksede virksomhedsejer, Niels Agger, ses Kristian Holm Joensen, der forsigtigt og forvirret prøver at hoppe med på forandringerne, mens han hovedkulds ramler ind i en forelskelse undervejs.
Nanna Bøttcher putter handlekraft ind i rollen som hustruen Else, men hun gør det så raffineret, at man mærker den skælvende frygt for konkurs og katastrofe nedenunder.
I 2022 kan vi forvente at opleve ”Kagefabrikken” som film med Christian Lollike som instruktør og Nicolas Bro i hovedrollen som virksomhedsejer, og det bliver interessant at se, hvad fortællingen kan i mødet med det store lærred.
Denne version på Aarhus Teater var med sit spraglede univers og drys af konfetti lige til at spise. Her fik vi et ordentligt klask i kagecremen og et billede af, hvor hurtigt vores tolerance og medmenneskelighed kan nedbrydes, når vi selv bliver pressede.