Prøv avisen

Kaj Munk i hel figur

Marc Auchet & Anker Gemzøe (red.): Kaj Munks dramatik i teaterhistorisk optik. 286 sider. 250 kroner. Aalborg Universitets-forlag.

Ny bog nuancerer opfattelsen af dramatikeren og vil overbevise mange om, hvor dårligt de kender ham

Kaj Munk bør ikke være henvist til fordumsfuld nedvurdering med deraf følgende glemsel. Derfor er det glædeligt, at han i de senere år har opnået en vis renæssance. På sine egne præmisser.

Han er en af Danmarks mest betydningsfulde dramatikere. Den vurdering gengives med anmelderens tilslutning fra forordet til bogen Kaj Munks dramatik i teaterhistorisk optik redigeret af dr.phil., professor emeritus ved universitetet Paris-Sorbonne Marc Auchet og lektor ved Institut for Kultur og Globale Studier på Aalborg Universitet Anker Gemzøe. Det er et kyndigt, dybt engageret og detaljerigt værk, der i høj og overbevisende grad opnår, hvad det vil: at nuancere forståelsen af Munks forfatterskab.

En velkommen, ja, nødvendig ambition på baggrund af det forhold, at Munks ideologiske placering længe har fået overdreven opmærksomhed på bekostning af det egentlige. Diskussionen om hans ideologiske placering har som en af bidragyderne, professor, dr. phil. Johan de Mylius, formulerer det til ulidelighed (handlet) om hans politiske sympatier, om han var helt på den forkerte side eller kun lidt på den forkerte side, hvor længe han var det ene eller det andet, og om vi af den grund kan tåle ham eller ikke kan tåle ham. I øvrigt mener de Mylius, at den såkaldte diskussion snarere har været en monoton gentagelse af fastlåste antipatier og spagfærdige modifikationer. Han har ret i, at således kan det ikke fortsætte. Lad os komme til sagen. Altså til forfatterskabet. Bogen viser vej.

LÆS OGSÅ: Medmenneskelighed i Mellemøsten

Hvor påkrævet en nylæsning af Kaj Munks dramatik er, fremgår med til tider pinlig tydelighed af professor Sven Hakon Rossels nedslag i litteraturhistoriens omtale af ham. Det pinlige slår ud i lys lue, når Munk udsættes for ideologikritisk behandling, hvilket sker i syvende bind af Dansk litteraturhistorie fra 1984, hvor han fremstilles som værende iklædt feudale og højborgerlige gevandter og naturligvis også som reaktionær. Yderligere mener den ansvarlige forfatter, Ib Bondebjerg, at kunne konstatere ligheder mellem Munks store drama og senere nazistiske bestræbelser på at skabe et korisk-folkeligt teater. Billedet af Munk (eller af fordommen om ham) er her så grotesk, at havde jeg 10 hoveder, tog jeg mig til dem alle.

Kaj Munks dramatik i teaterhistorisk optik henvender sig angiveligt til såvel dansklærere som studerende samt til alle med interesse for Kaj Munk og dansk dramatiks historie. Og disse skal virkelig være interesserede! Det akademiske niveau er betragteligt. Og bestræbelser på populariseringer indgår ikke i konceptet.

Bogens redaktører har ud fra en historisk indfaldsvinkel ønsket at formidle analyser af Munks dramatik frem for alt i forhold til teatertraditionen. De minder om den gængse opfattelse at Munk knyttede an til den store tradition fra Oehlenschläger, Shakespeare og Schiller men, fremgår det af artiklerne, en sådan bedømmelse er for klichéagtig, rammer skævt og lader dele af forfatterskabet ubelyst. En vigtig pointe er, at Munk på mange måder tværtimod brugte de nævnte teatralske forbilleder til et opgør med traditionen, det naturalistiske teater. Shakespeare og middelalderteatret havde Munk fælles med adskillige andre af tidens forkæmpere for et moderne teater, påpeger redaktørerne. I hans forsøg på at nå frem til et sådant var hans inspirationskilder, dokumenteres det, flere og samtidig mere sammensatte end hidtil antaget. Dermed gendrives påstanden om hans manglende fodslag med den dengang aktuelle virkelighed.

Lektor Lise Præstgaard Andersen understreger, at Munks gennemslagskraft i samtiden ikke, hvad mange i dag måske ellers umiddelbart forestiller sig, alene skyldtes hans overrumplende optræden som ultrakonservativ anakronisme, men også dette, at hans værker indeholder i nutiden ofte oversete moderne træk. I sit bidrag går Præstgaard tæt på En Idealist, hvor hun finder megen vitalisme og ikke mindst mange formeksperimenter (...), som det ligeledes kommer til udtryk hos andre danske 1920er-forfattere. Hun nævner i den forbindelse den radikale Tom Kristensen.

Redaktørerne fremhæver betydningen, som systematiseringen og digitaliseringen på Kaj Munk Forskningscentret af alt tilgængeligt materiale af og om dramatikeren har for forskningen, som med denne institution har fået adgang til en hidtil ukendt indsigt i det sammensatte og mangfoldige i hans virke. Den indsigt omfatter for eksempel omkring 69 mere eller mindre fuldendte dramaer. Og de har påvirket opfattelsen af de kendte. Alt dette kommer også læserne af nærværende bog til gode, idet de opnår et indtryk af mangfoldigheden i enheden hos Munk: stridende livssyn, markante modsætninger, ligefrem selvmodsigelser og usædvanlige stemmføringer af dramatiske traditioner.

Sidste afsnit handler om et af Munks helt centrale værker Ordet og rummer dels to teaterhistorisk orienterede læsninger af skuespillet, dels omtale af ligeledes to væsentlige nye opsætninger, henholdsvis i Danmark og i Frankrig.

Tror man ved begyndelsen af fordybelsen i dette værk, at man kender Kaj Munk, må de allerfleste efterhånden erkende, at det gør de aldeles ikke.
Marc Auchet & Anker Gemzøe (red.): Kaj Munks dramatik i teaterhistorisk optik. 286 sider. 250 kroner. Aalborg Universitets-forlag.