Kaj Munk og kulturkampen

Kristne og kulturradikale strides om arven efter Kaj Munk, der har fået ny aktualitet med kulturkampen. I næste uge udkommer en stor antologi om Kaj Munks liv og forfatterskab

Kaj Munk var noget så sjældent som en kristen brandesianer. – Arkivfoto.
Kaj Munk var noget så sjældent som en kristen brandesianer. – Arkivfoto.

Den kulturkamp, der blev igangsat efter 2001, involverer både Kaj Munk og Georg Brandes. De kunne overfladisk set symbolisere de to kulturer, der kæmper, men det gør de ikke. De to figurer er flettet alt for tæt sammen til, at de kan være modsætninger. Ikke tilfældigt er de begge dukket op næsten samtidig. De er for- og bagside af samme mønt.

I en lidt anden opstilling ville man finde Munk og Brandes på den ene side og det nye, folkelige Tidehverv på den anden. Munk tillægges som bekendt en af de groveste karakteristikker af Tidehverv: Gud er alt, jeg er intet, og du er en idiot. Sagen er, at Kaj Munk beundrede Georg Brandes og anså ham for noget af det største: en sand idealist. Og sagen er, at dem, der bortset fra venstrefløjen mest har bekæmpet Kaj Munk, er Tidehverv.

Kulturkampen gør dog, at især dramaet I Brændingen har fået en uventet aktualitet, fordi det handler om en person, der ligner Georg Brandes. Der er jo en vis tradition for at sige, at Gudmund Krater i I Brændingen er et fiktivt portræt af ham, selvom man naturligvis kan læse teksten uden denne henvisning.

Hvornår dukkede Kaj Munk og Georg Brandes op igen i debatten og i litteraturen? Og hvorfor? Kaj Munk havde været på vej et stykke tid, og det kulminerede med Per Stig Møllers Munk. Georg Brandes dukkede først rigtig op igen i slutningen af 1990erne, idet kulturradikalismen gik til angreb på både postmodernisme, neokonservatisme og den nye åbenhed over for religion. Kulturradikalismens fjerde fase kaldte man det i Norge, hvor kritikeren Eivind Tjønneland var anfører for et angreb på en lang række forfattere, som han mente var på lemmenmarsj mot Gud.

I foråret 2000 arrangerede Institut for Nordisk Filologi, Institut for Litteraturvidenskab på Københavns Universitet og Georg Brandes Selskabet en foredragsrække om kulturradikalismen. Det kom der en bog ud af, Den kulturradikale udfordring. Den er kommet i et nyt oplag med forord af en af de mest markante kulturradikale kristendomshadere: præstesønnen Tøger Seidenfaden.

Det var således ikke en privat forening, men offentligt ansatte forskere, der forsøgte at puste liv i kulturradikalismen. Kulturradikalismen var dermed tilbage, skønt danskprofessor Hans Hertel, der også medvirkede, var yderst kritisk over for fænomenet, og i øvrigt udtalte til Politiken, at kulturradikalismen var død. Senere udgav Hans Hertel antologien Det stadig moderne gennembrud, hvor der blev gjort forsøg på at aktualisere Brandes kulturkritik. For tiden er der på SDU igangsat et stort forskningsprojekt om Poul Henningsen. Det første bind af den nye Dansk litteraturs historie bruger megen plads på Kaj Munks forhold til nazismen, og den gør PH til den store helt.

Per Stig Møllers bog gjorde tre ting: den var en slags indledning til kulturdebatten, idet den blandt andet indeholder en skarp kritik af især det socialdemokratiske bidrag til dæmoniseringen af Kaj Munks person og nedvurdering af hans indsats, dernæst bidrog bogen til en rehabilitering af Kaj Munk delvis altså og endelig kan Per Stig Møllers metode beskrives som biografisk, og på den måde er bogen brandesiansk, idet Brandes var en af den biografiske metodes udøvere. Per Stig Møller selv forklarede Kaj Munks tilbagekomst med, at der igen var sans for religion i det danske samfund. På mange måder er Møllers bog et eksempel på kristen kulturradikalisme.

Fordi Gud var kommet ind fra kulden, fik Munk og dermed også Kierkegaard en renæssance i løbet af 1990erne. Hvor forskellige de end er, så er både Per Stig Møllers Munk og Joakim Garffs SAK dele af samme figuration. Det samme er Jørgen Knudsens store Brandes-biografi.

I denne forbindelse fremstår Kaj Munk som et af de få eksempler på en kristen brandesianer eller en brandesiansk kristen, men da de to ting kun vanskeligt kan forenes, er der en modsætning indbygget i Kaj Munks teologi, person og tænkning, og den har han kunnet udnytte netop i dramaet, fordi han dér kan spille roller og bære masker, idet dramaet er den mindst subjektive og mest dialogiske litterære genre. Ovenfornævnte Hans Hertel er selv et eksempel på genkristningen af de intellektuelle, som Nils Gunder Hansen kaldte det. Hertel har bekendt sig til kristendommen og i samme bevægelse frasagt sig kulturradikalismen. Men skal de to forenes, er Kaj Munk en slags model.

Kulturkampen har, som sagt, også reaktualiseret Georg Brandes og dét på mange måder. Der opstod en fejde i aviserne på grund af en sætning om Brandes jødiske blod i Søren Krarups første bog: Harald Nielsen og hans tid fra 1960; fejden opstod med over 40 års forsinkelse. Søren Krarup har aldrig undladt at kritisere Georg Brandes, men det nye er, at Brandes igen har fået tilhængere, der er villige til at forsvare ham. I 1964 var hans tanker ikke særlig aktuelle. Werner Svendsen udgav en samling af hans essays, og han skrev i forordet, at Brandes nok kun ville overleve som litteraturkritiker. Det skrev han samme år, som nykritikken kom til Danmark og for et stykke tid forviste Brandes litteraturkritik til mørket, fordi den var biografisk. Det paradoksale er, at Kaj Munk forsvandt sammen med Brandes i løbet af 1960erne. Munk var jo fra krigens afslutning næsten altid blevet læst biografisk. Da den biografiske metode kom i miskredit, blev Brandes og Munk nedskrevet på den litterære børs. Da marxismen, strukturalismen og poststrukturalismen nu selv er forsvundet, kan den biografiske metode vende tilbage, og dermed Munk og Brandes.

Tidehverv er i den nutidige debat blevet en tredje medspiller i kulturlivet, der ikke helt havde samme status i 1929, da I Brændingen blev skrevet eller i 1930erne, da kulturkampens første fase fandt sted med tidsskriftet af samme navn (1935-39).

Jeg har dog argumenteret for, at Kærlighed forholder sig til opkomsten af Tidehverv det første nummer af tidsskriftet udkom i 1926 og for, at pastor Kargo er det første portræt af en Tidehvervspræst. Senere skrev Munk imod barthianerne, som tidehvervspræster også blev kaldt dengang, og han kritiserede deres Had til alt, hvad der smagte af kristenlivets Livsbekræftelse.

Munk tolkede altså tidehvervskristendom som gnosticisme. Kulturkampen har også genopdaget den ganske særegne danske tradition med at lave fiktive portrætter af Georg Brandes eller med at lade Georg Brandes-lignende figurer optræde i fiktioner. I både Michael Larsens Aftenlandet og i Jette A. Kaarsbøls Den lukkede bog optræder Brandes med navns nævnelse. I begge tilfælde er portrætterne kritiske og negative. Det sidste skud på stammen er Vivian Nielsens skuespil Brandes, der handler om forholdet mellem Brandes og forfatteren Adda Ravnkilde. Både Jette Kaarsbøl og Vivian Nielsen har som tema Brandes forhold til kvinder og det tema indgår også i Munks I Brændingen. I Vivian Nielsens skuespil indgår også en pistol, og der er visse hentydninger til tro og kristendom. Og stykket slutter med et selvmord.

I Georg Metz roman, Et frisk pust, findes et perfidt Kaj Munk-portræt og et angreb på regeringens støtte til Kaj Munk Centret. Romanen er en slags dystopi, der handler om, at et parti, der ligner Dansk Folkeparti, har overtaget magten og nærmest har udryddet alle kulturradikale. Der er også portrætter af Søren Krarup og Jesper Langballe, men der er samtidig en lang række underlige forhold i den: således frelser kulturradikale folkekirkebisper Danmark fra de onde tidehvervsfolk.

Georg Metz kender tydeligvis ikke meget til teologi. Tidehverv og Kaj Munk har på snart sagt alle måder, især da teologisk, været krasse modsætninger, men hos Metz opfattes det, som om de to er et fedt.

Kaj Munk var ikke den første til at lave et fiktivt portræt af Brandes. Der er mange. Relevant her er Helge Rodes En Mand gik ned fra Jerusalem fra 1920. Munk havde beskæftiget sig med Helge Rode og skrevet om ham. Jeg går ud fra, at Munk havde læst stykket, selvom jeg ikke ved det. Der er dog ikke mange ligheder. Hos Rode hedder Brandes Doktor Stein og er ingeniør. Han har en datter, der minder lidt om Herbert, og som er kristen. Bojesen Rud ser Helge Rode, sammen med Jakob Knudsen, som Munks to forgængere. Per Stig Møller behandler forholdet mellem Munk og Rode flere steder, og han citerer fra Munks mindeartikel om Rode, hvor Munk erklærer, at Rode og han selv kæmpede mod det samme: overtro og materialisme. Det gjorde Brandes også.

Religionen vendte tilbage i løbet af 1990erne. Nu fylder den næsten for meget i det offentlige rum. Og fordi religionen vendte tilbage, fulgte Kaj Munk, Søren Kierkegaard og Georg Brandes med.

*På tirsdag udkommer antologien Kaj Munk opgørets dramatiker på forlaget Anis. Ovenstående er en forkortet udgave af Hans Hauges artikel fra bogen. Kristeligt Dagblad bringer på udgivelsesdagen interview med den ene af bogens redaktører, Henrik Nygaard Andersen, om behovet for at genopdage Kaj Munk.