Kaj Munk står stærkt i revideret lys

Per Stig Møllers solide biografi om Kaj Munk, der nu genudgives i revideret form, er en stærk læseoplevelse

Med genudgivelsen af Per Stig Møllers store biografi bliver vi klogere på den lidenskab, der bar Kaj Munk, og den tid, han inspirerede med den. -
Med genudgivelsen af Per Stig Møllers store biografi bliver vi klogere på den lidenskab, der bar Kaj Munk, og den tid, han inspirerede med den. -

Bog: Per Stig Møller: "Kaj Munk. Digter, præst og urostifter", 280 kroner.

Den 4. januar 1944 blev Kaj Munk i Vedersø præstegård opsøgt af tyske terrorister, som kørte af sted med ham og skød ham ved vejkanten i Hørbylunde Bakker. For Kaj Munk havde siden den 9. april i skrift og tale protesteret mod et Danmark, der betingelsesløst havde kapituleret. Han stemplede Besættelsen som en skamplet på Danmark, som det var folkets opgave at vaske af gennem sabotage og selvopofrelse.

Dermed blev Kaj Munk modstandskampens personifikation. Både i befolkningens og i besættelsesmagtens øjne. Der var modstandsvilje i Kaj Munk fra første færd, fortæller Per Stig Møller i sin på alle måder store biografi. Kaj Munk blev født i 1898 i Maribo, hans far døde pludseligt, og hans mor blev ramt af en dødbringende tuberkulose, som hun forsøgte at smitte sin femårige dreng med. Så ville han slippe for en skæbne som forældreløs. Men Kaj var sejlivet og blev adopteret af et kærligt ægtepar med efternavnet Munk, der ofrede deres beskedne opsparing på at gøre den begavede dreng til teolog.

Under et ophold på Regensen læste Kaj Munk i Kristeligt Dagblad om en præstestilling i Vedersø. Her blev han sognepræst. Men der kunne godt være noget umodent, for ikke at sige infantilt over pastoren og hans optræden. Da han bliver kæreste med den 11 år yngre Lise, indrykker han således en avis-annonce, der bekendtgør, at han er blevet forlovet med en helt anden kvinde. Lise bliver bestyrtet over denne upassende spøg, som Kaj Munk mener blot skal ses som en test af hendes tillid til ham.

Jo, det er ikke uden grund, at Per Stig Møller fremhæver Kaj Munk som dramatiker, for det var han i alt, hvad han sagde og gjorde. Op gennem 1930'erne elsker han at optræde og føre sig frem med skrappe og chokerende påstande: ”Jeg skulle tro, at kaffesladder (“) er Gud meget mere ubehagelig end et lille, ærligt, rask mord.” Men det skader ikke hans forfatterskab, og i 1938 er Munk rigets højest gagerede forfatter.

Kaj Munk er villig til at gøre hvad som helst for at forbedre en historie, og han gør brug af alle slags opmærksomhedspåkaldende kneb i sine erindringer, noveller, skuespil, prædikener, salmer og erotiske digte. I den sidste genre offentliggør han et digt, hvori han forestiller sig, hvor dejligt en saddel på en damecykel må have det ”nær ved Guds værksteds løngebeter/Nirvanas modpol, livets dunkle brønd.”

Det er først gradvist, at Munk opdager det dæmoniske ved Hitler og nazismen, men så lægger han heller ikke fingrene imellem. I 1936 kalder Munk således nazismen for ”ånden fra Helvede”.

Her er der en ejendommelighed i Per Stig Møllers fremstilling. Side 135 bliver Hitlers racehygiejniske synspunkter nemlig citeret, og på den efterfølgende side citerer Møller en længere passage fra 1941, hvor digterpræsten netop gør op med dette tankegods. Alligevel mønstrer Møller her al sin sarkasme og påstår, at Munk og konservatismen var formet over samme ideologiske læst som nazismen, for så vidt angik familiepolitik!

Hvor Kaj Munk inden den 9. april 1940 var en blanding af patetisk skæbneanråber, uforskrækket dramatiker og åndelig trapezkunstner, bliver det efter Besættelsen krystalklart, at det er troen på Gud og kærligheden til Danmark, der er det dybeste og mest gennemgående motiv i hans liv og værk. ”De tusind år - så blev de væk/ i morges klokken fem af skræk,” skrev Munk, samme dag som Danmark blev besat.

Munk mente selv, at strofen var den bedste, han nogensinde havde skrevet.

Men man er bedre tjent med at se sin frygt i øjnene i stedet for at lade den sidde og gnave. Og i årene, der fulgte, fremdrog Munk kristendommen som den åndsmagt, der gjorde det til en etisk forpligtelse at gå ind i væbnet modstandskamp for Danmarks befrielse. ”Det var ham, der råbte sit trodsige nej, da vi troede lidenskaben død i Danmark,” skrev Tage Skou-Hansen i sin nekrolog over Kaj Munk.

Med genudgivelsen af Per Stig Møllers store biografi bliver vi klogere på den lidenskab, der bar Kaj Munk ,og den tid, han inspirerede med den. Det er en solid og gennemresearchet biografi, hvor de to mindre tilføjede skrifter ikke bringer afgørende nyt, men understreger Munks kristne heroisme, som han formulerede i ordene: ”Hvad var der blevet af den kristne kirke, hvis apostlene var stukket af?”.

kultur@k.dk