Prøv avisen
Bog

Kaj Munks glemte digte

Kaj Munk blev den mest besværlige person for censuren. Allerede i slutningen af 1930'erne forbød man opførelsen af hans skuespil ”Sejren” og af ”Han sidder ved Smeltediglen”. Her ses han i samtale med postbuddet ved sit hjem i Vedersø. Foto: Vittus Nielsen

Per Stig Møller fortsætter sit fine formidlingsarbejde om Kaj Munk med bogen ”Aldrig skal Danmark dø”

Per Stig Møllers hovedformål med denne bog er at bringe forlæggene til Kaj Munks 12 månedsdigte (ét for hver måned). De blev i 1940 bragt i Berlingske Aftenavis, og dengang blev de utvivlsomt læst, diskuteret og tolket, fordi det netop var Kaj Munk, der havde skrevet dem. Man bliver altid klogere af at læse Per Stig Møllers bøger. Han har en kolossal viden og formår på en letfattelig måde at formidle den.

Bogen er delt op i to hoveddele, en prosadel og en digtdel. I prosadelen er de første 26 sider en udmærket indledning til og basis for gennemgangen af avisdigtene. I de følgende syv sider er der fokuseret på digtene. Derpå følger otte sider, som er en fortsættelse af de indledende. Indskuddet med digtkommentarerne synes at skulle flette bogens to dele sammen til en slags helhed.

Digtdelen består af bogen fra 1941 (med Povl Christensens mange fine træsnit) og avisdigtene, som ikke tidligere har været på tryk. 7 af de 12 avisdigte er mere eller mindre bearbejdede til bogudgaven, tre er næsten identiske med bogens, og de to sidste er helt identiske.

Det er formodentlig for at smelte det fysiske og det sjælelige landskab sammen, at Møller udførligt anfører, hvordan hver måneds vejr var i 1940. Og naturligvis kan det konkrete vejr have inspireret Munk til hans sprogbilleder om Danmarks politiske situation.

Prosadelen er en særdeles interessant beskrivelse af Danmarks politiske forhold før og under Besættelsen og af (selv)censuren, som den danske regering indførte for at undgå, at visse skribenter skulle fornærme ”vore gæster”, tyskerne.

Kaj Munk blev den mest besværlige person for censuren. Allerede i slutningen af 1930'erne forbød man opførelsen af hans skuespil ”Sejren” og af ”Han sidder ved Smeltediglen”.

At Kaj Munk altid fandt andre måder at få sine budskaber frem på, gjorde, at han efterhånden blev så besværlig for den danske regering og tyskerne, at han til sidst rent fysisk selv blev censureret væk.

Naturligvis bearbejder en digter sine digte, inden de udgives i bogform, og sådan er der også en del forskelle på forlæggene i avisen og bogudgavens digte, men voldsomme er de ikke. Derfor er det begrænset, hvad man får ud af at læse de to sammenstillede udgaver.

Per Stig Møller gengiver først digtet fra bogen og derpå avisudgaven. Det ville forekomme mere naturligt at læse avisudgaven først. Det havde lettet fokuseringen på de ændringer, der blev foretaget til bogudgaven.

Møllers direkte kommentarer til enkelte digte omfatter knap fire sider. Han beskæftiger sig ikke meget med digtenes form, men påpeger i særdeleshed, hvordan den politiske situation optager Kaj Munk mere og mere, og hvordan det kommer til udtryk. Møller stiller sig ved siden af de oprindelige læsere af avisdigtene og udleder budskaber.

For at forstå hans kommentarer må man sidde og blade frem og tilbage mellem dem og digtene. Da udbyttet af sammenligningerne trods alt er sparsomt, forekommer det at have været mere overskueligt, om kommentarerne var blevet anbragt efter hvert månedsdigt.

Per Stig Møller kommenterer desuden Kaj Munk som digter og nævner, at han har fået en salme med i salmebogen, og at ”Den blå anemone” nu er kommet med i Højskolesangbogen. Han kunne have tilføjet, at Munk i den havde fire sange med i udgaverne fra 1954 og 1964, og dengang var ”Den blå anemone” ikke med.

Samtidig med, at Møller gør udmærket rede for Munks forhold til Jesus, afslører han en smule mangel på bibelkundskab, idet han lader Jesus bespise de mange i ørkenen ved hjælp af ”syv brød”. Det var jo fem brød og to fisk. Desuden kalder Møller prædikestolen i Københavns Domkirke for ”talerstolen”. Sådanne små, men uheldige bemærkninger kan let friste læseren til at tænke, om bogen har andre unøjagtigheder.

Bogtitlen, ”Aldrig skal Danmark dø”, er hentet fra en Munk-artikel. Men ser man på det af bogens indhold, der vejer tungest og absolut også er det mest interessante, er det ikke lige det nationale eller forskellene på avisdigtene og dem i bogen eller Munks meningstilkendegivelser, der tæller, men så afgjort den udførlige og meget oplysende indledning, Møller giver om de daværende politiske forhold, om personen Munks ageren og om den danske (selv)censurs forhold til Munk.

Derfor ville det med henblik på Per Stig Møllers andre bøger om Munk have forekommet mere naturligt, om han havde kaldt bogen her ”Endnu mere Munk”, for det er nok den følelse, de fleste vil sidde med efter endt læsning.

Jens Kristian Lings er forfatter, foredragsholder og Kaj Munk-ekspert.