Jeg føler nok også en, en ... pligt?.
Det sidste ord falder som en varm vanddråbe i sne; det afbryder Paw Mathiasen i et langt svar på spørgsmålet: Hvorfor laver du, hvad du laver? Kristeligt Dagblad sidder over for ham i hans nyåbnede butik med udgivelser fra forlaget Fahrenheit. Han er tegneserieforlægger, og vi taler om hans metier.
LÆS OGSÅ: To tegneserier solgt for 11 millioner kroner
Nej, det er også noget pjat. Pligt over for hvem?, spørger han, og læner sig bagud i stolen, kigger rundt i den københavnske kælderbutik på nogle af de udgivelser, der stadig ligger i papkasser, og så tilbage på journalisten. Han fortsætter:
Over for mig selv. Jeg synes, det er vigtigt som forlægger også at være fødselshjælper til ny dansk tegneseriekunst. En dansk produktion er vigtig. På branchens vegne føler jeg, at selvfølgelig skal jeg ikke kaste penge i et dybt hul, men jeg skal vurdere de forslag til udgivelser, jeg bliver stillet, og tage en risiko. Heldigvis er der også noget af det, der sælger.
LÆS OGSÅ: Tegneserieforskning stormer frem i de nordiske lande
Bag ham står et tegnebræt og en stol, som en dansk tegner snart indtager som sin faste arbejdsstation. Den 46-årige far til to udgiver både udenlandsk og dansk tegneserielitteratur i mange genrer. Han har et ry for at udgive nyskabende tegneserier som Jiro Taniguchis Min fjerne barndomsby, Craig Thompsons En dyne af sne og snart udkomne Habibi samt danske satsninger som Gensyn med Heisenberg af Teddy Kristensen og Oscar K eller Ruiner af Adam O.
Det har aldrig været nok for Paw Mathiasen blot at læse tegneserier. Han skriver om tegneserier, oversætter, redigerer, sælger og udgiver dem. Paw Mathiasen var blot 12 år gammel, da den ugentlige udflugt til supermarkedets albumstativ ikke tilstrækkeligt kunne stille behovet for at have med tegneserier at gøre, så han begyndte at lave sit eget fanmagasin om striberne, Fat Comics, der første gang udkom i 1979. Siden har han kun i stigende grad og på stadig nye måder gjort sin hobby til en levevej. Og som det seneste har han altså åbnet butik. Den hedder Fahrenheit ligesom hans forlag og ligesom den første tegneserie, han selv fik udgivet på dansk. Ud over som butik fungerer lokalet som forlagets lager og arbejdsplads for tegnere, der kan leje sig ind. Ledninger og rør med afskallet maling bevæger sig igennem det lille hvidkalkede rum, i et hjørne står en gammel pladespiller og en båndoptager (den virker!, påpeger Paw Mathiasen).
Interessen for tegneserier har han arvet fra sin far, og den voksede i teenageårene. Her mødtes han med andre, der lavede tidsskrifter om tegneserier eller bare var villige til at sidde og læse sammen med ham, mens de spiste småkager, fortæller han.
Tidligt i mit liv gav tegneserier mig de store oplevelser, som andre har oplevet at få igennem koncerter eller lyrik. Når kombinationen af tekst og billede gik op i en højere enhed, var det stort, en stærk følelse.
En følelse, han deler med andre. Danmark har, størrelsen taget i betragtning, mange forlag med et varieret udbud af titler. Sidste år udgav 53 forlag i alt 189 serier, 52 af dem var danske produktioner, resten var oversættelser og derudover almindelige uge- og månedshæfter som Anders And. Det er flot og godt, mener Fahrenheits forlægger, men det kunne være bedre.
Problemet er, at mange forlæggere sidder ved køkkenbordet og laver det her, siger han.
Meget af den rigtig gode danske produktion er drevet af ildsjæle og glade amatører, forklarer han.
De fleste kan ikke eller vil ikke være den redaktør, der får en god idé og parrer en god tegner med en god forfatter. For eksempel at lave den store grafiske roman om jøder i Danmark under Anden Verdenskrig og flugten til Sverige. Der er ingen forlag, der har penge til det. Tegneseriemarkedet er ikke så attraktivt længere, og støtteordninger ....
Han trækker på skuldrene støtteordninger hænger ikke på træerne, forstås.
Det går ud over, hvad der kan komme på dansk. Tit får jeg i stedet en færdig tegneserie tilsendt, som tegneren gerne vil have udgivet, og jeg tænker, hvis bare vi havde talt lidt om historien først ....
LÆS OGSÅ: Nogle fniser stadig af "doctor comics"
Det, som Paw Mathiasen kigger efter, er tre ting. Et og to: tegningerne og historien, selvfølgelig. Men vigtigere end dem er udtrykket, siger han. Paw Mathiasen sammenligner det med blues, punk og rock-musik: Det behøver ikke være rent for at være godt. Det handler om at kunne fornemme et engagementet hos afsenderen; at der er et budskab, han eller hun må og skal ud med.
Enten skal det hvile på en fortælletradition, jeg kan lide. Eller også skal det bryde med alt, jeg kender.
I takt med, at hobbyen i stigende grad blev til en levevej, er en del af nydelsen ved at læse tegneserier forsvundet for Paw Mathiasen. Det er ikke længere fornøjelse, men hele tiden bedømmelse, når han læser, og han læser sjældent noget til ende, siger han. Men kærligheden til mediet?
At man kan få lov til at udgive noget, der er rigtig godt, det er stort. Det kan få mig til at føle mig stolt, siger Paw Mathiasen.