Den peruvianske nobelpristager Mario Vargas Llosa har udråbt Samanta Schweblin som en af de mest interessante spansksprogede litteraturstemmer i dag, og uden at kende novellistens tidligere tekster må jeg give både nobelpristageren og komitéen bag den prestigefyldte The Man Booker International Prize ret.
”Redningsafstand” er en banebrydende kortroman med en uafrystelig suspense-mættet stemning, og fremtidige læsere kan godt forberede sig på at blive nådesløst efterladt i en tilstand af chok.
Og hvad er så det nyskabende ved ”Redningsafstand”?
Formen er det første, der springer i øjnene. Med sin romandebut har Samanta Schweblin stort set opfundet en ny genre, der kombinerer thrillerens spænding med elementer fra surrealisme og gysere og så tilsat noget af fantastikkens evige og uhyggelige tvivl. Alt sammen leveret i én lang samtale.
Avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung har beskrevet bogen ”som hvis David Lynch havde skrevet en roman”, og det er på mange måder rammende. Stemningen er gennemgribende ”unheimlich”, og både tema, plot og form er gennemsyret af feberlignende bølger, der i mareridtsagtige scener skaber det, man kan kalde en magisk gyser.
”Redningsafstand” bevæger sig mellem to positioner, der kobles sammen af én lang dialog. Den døende og febersyge Amanda ligger på et hospital og taler (måske) med den spøgelsesagtige dreng David. Hun spørger igen og igen efter sin datter Nina, men David drejer vedholdende samtalen over på noget andet. Han vil have udredet handlingsforløbet forud for Amandas indlæggelse og får den syge kvinde til at fortælle detaljeret om indflytningen i det nye hus lige uden for en argentinsk landsby, om det, som Amanda kalder redningsafstanden mellem hende selv og den lille datter, Nina, og om mødet med Davids mor, den overtroiske Carla.
Hvis forløbet virker en anelse uforståeligt, så er det anmelderens egne mangelfulde evner, der skinner igennem – foruden en uvilje mod at afsløre for meget. I Samanta Schweblins hænder udfolder sig en grufuld historie om forgiftningen af et lille samfund, hvor en mors antenner over for, hvad der er farligt for hendes barn, kommer alvorligt på prøve.
Og historien udfoldes med så stærk hånd, at læseren efterlades med åndenød.
Uden at have læst den spanske udgave af ”Redningsafstand”, der med rette blev oversat til den engelske titel ”Fever Dream”, så fremstår Peter Adolphsens oversættelse fejlfri og sikker.
Hans eget syrede tekstunivers har formentlig været bidragende til en fordanskning, der er tro mod oplægget, og oversættelsen har været med til at sikre Samanta Schweblins romandebut titlen som en af årets hidtil bedste udgivelser. Forfatteren kan i øvrigt opleves på årets Louisiana Literature i august.