Norske Tore Renberg (født 1972) har de senere år gjort sig bemærket som en yderst produktiv forfatter. Han spytter nærmest romaner ud, endda tykke romaner på 400-500 sider, og det er samtidig lykkedes ham at få fine anmeldelser i Norge.
Desuden er han gammel ven med Karl Ove Knausgård, ikonet, og hans danske forlag benytter skamløst vennens ros på denne romans flaptekst. Men helt ærligt, så god er Tore Renbergs roman ”Angreb fra alle sider” da ikke.
Fortællingen er næsten fornærmende triviel. Den omhandler en gruppe personer af lav social klasse bosiddende i og omkring den olierige by Stavanger på Norges vestkyst.
I centrum står brødrene Ben og Rikki, den ene er kløgtig, den anden på grænsen til det infantile. De stikker af hjemmefra en dag, da det bliver for meget for dem med deres psykisk ustabile mor og voldelige far.
Til fods går de til Stavanger og finder her sammen med en kriminel bande, hvis leder er brødrenes onkel. Denne bande er en broget flok af mænd og kvinder, ældre og yngre. Persongruppen udvides yderligere med et par ikke videre kvikke politiagenter, der selvfølgelig har til opgave at overvåge bandens gøren og laden.
Plottet i romanen er mildt sagt ret overskueligt. Brødrene Ben og Rikki foreslår den kriminelle bande i Stavanger at begå indbrud i deres forældres hus, nu hvor faderen alligevel gemmer en stor sum ”sorte” kontanter i huset.
Stavangerbanden har netop besluttet, at de vil udføre et sidste, storstilet indbrud, inden de vil ændre levevis og begynde at tjene penge på lovlig vis. Hvad resultatet bliver, skal være usagt for i det mindste at bevare den hemmelighed.
Fælles for hele figurtegningen i Tore Renbergs roman er, at personerne beskrives udførligt fra top til tå i 8-10 linjer, hver gang en ny person introduceres. Det er tilsyneladende en ufravigelig skabelon.
Dernæst er fortælleren i stand til at aflæse samtlige personers inderste tanker, men disse tanker er generelt så stereotype og underligt uoriginale, at der ingen fortrolighed dannes med nogen af dem som individer. Personerne forekommer alle som en at være smart kalkulerede generaliseringer uden den sproglige og intellektuelle originalitet, med hvilken individualitet dannes.
Tore Renbergs forsøg på at indleve sig i småt begavede kriminelle med deres sjuskede sprog, tarvelige vaner og adfærd falder simpelthen uheldigt ud. Nogen form for realisme i forhold til et brutalt og kynisk miljø lykkes han i al fald ikke med.
Det er snarere en slags tegneserie, hvor en såkaldt brutal forbryder pludselig sidder i en sofa og græder utrøsteligt over, at han skal være far for første gang. At nuancere en persons væsenstræk er ikke i sig selv forkert, når blot man ikke lader det blive ved at sammenstille to klichéer.
Der skrives i disse år ufattelig megen rørende, overraskende og nytænkende prosa i Norge, hvoraf kun en mindre del er oversat til dansk. Kunne vi ikke få mere af denne oprigtige litteratur end smart kalkulerede romaner som denne af Tore Renberg?