Mozarts fyrige fantasi supplerede Schuberts nænsomhed på Gamle Scene

Kapelmusikere nød at spille Mozart og Schubert for et henrykt publikum

Arkivbillede fra Det Kongelige Kapel.
Arkivbillede fra Det Kongelige Kapel. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Det Kongelige Teater bød i søndags indenfor på Gamle Scene til et program, som virkelig havde publikumstække: Mozarts vidunderlige serenade med tilnavnet ”Gran Partita” og Schuberts strygekvintet i C-dur, begge værker på omkring tre kvarters varighed og den slags kammermusik, som undertiden betegnes som den, man ville tage med sig på den berømte øde ø.

Mozart-serenaden blev spillet af 13 blæsere og en kontrabas, og de 14 musikere nød tydeligvis at fremføre den, lige fra den indledende largo til den afsluttende finale, en hvirvlende, livsglad molto allegro. Mange musikelskere kender værket rigtigt godt, om ikke andet så fra skuespillet/filmen ”Amadeus”, hvor Mozarts rival Antonio Salieri for første gang hører Mozarts musik i form af den himmelske adagio, hvor en obostemme (her smukt spillet af Joakim Dam Thomsen) hæver sig over de andre blæsere som en lærke, der en smuk sommermorgen stiger op mod himlen. Det er ikke ualmindeligt, at serenaden qua den pænt store besætning fremføres med dirigent – særlig berømt er legendariske Wilhelm Furtwänglers fortolkning – og man blev strejfet af en tanke om, at det kunne have været en fordel for de dygtige kapelmusikere. Han eller hun kunne have trukket de store linjer op og sikret, at ingen passager kom til at lyde for henkastede. Den amerikanske musikforsker H.C. Robbins Landon (1926-2009) mente for øvrigt, at serenaden var tænkt som en morgengave til Constanze Mozart ved parrets bryllup i 1782, og han tilføjede, at det i så fald er den smukkeste af slagsen, en brud nogensinde er blevet begavet med.

Efter pausen blev Schuberts strygekvintet fra komponistens dødsår 1828 en anden slags oplevelse. Livsglæden var her afløst af vemod. De fem glimrende strygere – violinisterne Afonso Fesch og Hulda Jónsdóttir, bratschisten Iben Teilmann og cellisterne Joel Laakso og Tomas Lundström – spillede med en så gribende inderlighed, at man kunne komme til at tænke på Nordahl Griegs digt ”Kringsat av fiender”. hvor det i slutningen hedder: ”Vi vil tage vare på skønheden, varmen – som om vi bar et barn varsomt på armen.”

På den måde kom de to værker til at supplere hinanden – Mozarts fyrige fantasi koblet med den næsten utrolige nænsomhed i Schubert-kvintetten. Publikum var lige begejstret for begge modpoler, og man kunne forlade Gamle Scene med en fornemmelse af at være blevet beriget, uanset hvor godt man i forvejen kendte de to stykker kammermusik.