Det bliver dårligt mere dramatisk. I 1943 går to unge søskende, Sophie og Hans Scholl, deres sidste time i møde. Begge studerende ved universitetet i München, begge medlemmer af modstandsgruppen Weisse Rose, der er blevet taget i at sprede flyvesedler med opfordringer til deres tyske landsmænd om at sige fra over for det nazistiske regime.
Udsigten for enden af den time, som også er varigheden af Udo Zimmermanns opera fra 1967: guillotinen. Der er ingen præmie til den, der allerede fra start gætter, at den eneste rekvisit på scenen i Christoffer Berdals iscenesættelse af ”Die Weisse Rose” – en aflang, hvid kasse – ender som bødlens blok. Tragedien er givet på forhånd.
Alligevel er forlægget ret potent for en enakter i kammerformat. Hvilke tanker farer gennem hovedet, kort før de senere så idoliserede Scholl-søskende skal møde deres skaber? Vi er hos dem i fiktiv realtid, og Christoffer Berdal har sat en ære i, at Ingo Zimmermanns libretto – altså skrevet af komponistens bror – får lov at stå i centrum for opsætningen på Den Fynske Opera.
Scenografien består ud over den hvide kasse af intet andet end et videolærred bag de to sangere, Sibylle Glosted og Mathias Hedegaard. Det lægger et vist pres på deres formåen som skuespillere, ikke mindst når lærredet kun viser en række statiske tableauer: glimt af den grå celle og af den verden udenfor, som hverken Sophie eller Hans kommer til at se igen.
Berdals intention har givetvis været at matche Zimmermanns ekspressionistiske efterkrigsmodernisme med en stilren, enkel og skarp iscenesættelse. Det lykkes imidlertid kun på papiret. I praksis bliver resultatet en stillestående kammeropera, der ikke kun tager livet af de idealistiske modstandsfolk, men også frarøver dem den livsgnist, de som purunge studerende har haft.
24-årige Hans Scholl bliver i tenor Mathias Hedegaards gestalt en gammel, forpint mand, der bevæger sig akavet rundt på scenen og overspiller markant. Det modsatte gør sig gældende for koloratursopran Sibylle Glosted, der stirrer tomt ud i luften og reducerer den intellektuelle Sophie Scholl til en passiv, forsagt tilskuer til sin egen skæbne. Det er – ligesom deres kraftfulde stemmer – ærgerligt upersonligt.
Kammeropera med så enkelt et setup kræver skarphed og finesse. Det savner man her, også i syvmandsorkestret, der mangler overskud til at give Udo Zimmermanns ustabilt dissonante partitur det bid, som skal til, hvis vi for alvor skal få fornemmelsen af at komme helt ind i hovedet på de dødsdømte. Det virker, ligesom skuespillet, anstrengt.
Når skarpheden mangler, kommer det mest iøjefaldende element i opsætningen – de kitschede, hyperrealistiske animationer på lærredet – til at virke fremmed snarere end samlende for udtrykket. Man længes efter bevægelse på alle niveauer.
Et forhold til de ellers sprængfarligt interessante personer, som operaen er skrevet over, opnås desværre aldrig. I ”Die Weisse Rose” ruller hovederne forgæves.
Die Weisse Rose. Af Udo Zimmermann. Instrueret af Christoffer Berdal. Spiller på Den Fynske Opera i Odense til og med den 14. maj.