Kammerspil om kernevåben er en intens, blivende oplevelse

Et kammerspil om kvantefysik lyder måske ikke just sindsoprivende. Ikke desto mindre er Michael Frayns fortættede drama om to prominente fysikeres gådefulde møde en intens, tankevækkende og højaktuel fortælling

Der er krig i Europa. Atomtruslen hænger faretruende over os. Men "København" er ikke bare problemdrama til tiden, det er en evig skueplads for menneskelivets fundamentale tvivl.
Der er krig i Europa. Atomtruslen hænger faretruende over os. Men "København" er ikke bare problemdrama til tiden, det er en evig skueplads for menneskelivets fundamentale tvivl. Foto: Emilie Therese.

Hvorfor kom Werner Heisenberg (1901-1976), der var chef for det tyske atomprogram, til København en septemberaften under Besættelsen og ringede på Niels Bohrs (1885-1962) dør? Et spørgsmål, som mange historikere og videnskabsmænd har stillet sig selv siden det skæbnesvangre møde i 1941. Et spørgsmål, der danner omdrejningspunkt for den engelske dramatiker Michael Frayns knastørre, sært besættende atomdrama. 

Når man rives med af Michael Frayns ordrige fysikforelæsning af et stykke, skyldes det først og fremmest den måde, han holder tilskueren frit svævende på, mens det menneskelige mørke sænker sig omkring os. Vi brænder med hovedpersonerne for at vide, hvad der skete. For at forstå, hvor tæt krigen var på at få et andet udfald, hvis netop dette møde havde taget en anden drejning. 

Det får vi aldrig svar på. Til gengæld gennemspilles mødet igen og igen i de skiftende versioner på scenen. Var Heisenberg kommet til København for at udfritte Bohr om de allieredes atomprogram? Søgte han den faderlige Bohrs syndsforladelse for sit engagement i den tyske udvikling af bomben? Eller ville han slet og ret prøve at forhindre, at atombomben nogensinde skulle blive en realitet, hvis han indgik en alliance med sin gamle ven og elskede kollega? 

Spørgsmålene får lov at svæve vægtløst og svimlende i det nøgne auditorium. For "København" er med Frayns vidunderlige fortænkthed skabt ud fra Heisenbergs ubestemthedsteori som gennemgribende formprincip. Ubestemthedsteorien, der i sin forenklede version lyder, at visse fysiske fænomener ikke lader sig bestemme præcist på samme tid. At den objektive sandhed således er en ustabil størrelse, der hele tiden påvirkes af forskellige faktorer. Sådan er det, når to mennesker mødes, og et utal af ubekendte opstår; forskellige udlægninger af det hændte, huller i erindringen, misforståelser, forglemmelser, selvbedrag. 

At anvende kvantevidenskaben som kunstnerisk strategi kan måske lyde som en idé, der trives bedst på papiret. Men sådan er det ikke her. Iscenesættelsen er holdt helt stringent. Næsten asketisk. Det er sjældent, vi ser klassisk taleteater på denne måde, hvor teksten – formidabel i øvrigt – får lov til at fylde det hele. Det er glædeligt med en forestilling, der insisterer på at tage sit publikum seriøst; der taler op til tilskueren uden angst for at kede. 

Kedeligt er det dog ingenlunde. Instruktøren Anja Behrens lader de forskellige udlægninger støde sammen som partikler, der kaster stadigt nye cirkler af historien af sig. Far/søn-forholdet mellem Bohr og Heisenberg, der berigende og betændt spejler sig i hinanden. Bohr-parrets sorg over tabet af en søn, der ligger som en tikkende bombe under det hele. Spørgsmål om skyld og ansvar og det til tider slørede indblik i egne motiver.  

Heisenberg er hovedkraften i intrigen. Det er ham, der opsøger Bohr med et sønligt ønske om anerkendelse, med en sårbarhed, der stråler ud af de ivrige øjne. Mikkel Arndt skildrer ham hudløst som tvivleren, der sønderslides mellem en ukuelig tro på videnskaben og den etiske forpligtelse på den anden side. Bohr er klippen, han slår imod. Den grundlæggende gode mand. Men hvor Arndt dirrer og snurrer i sin strømførende energi, er Jens Jørgen Spottag næsten for lavmælt som modstykke. Nok er han den roligere part, men vi mangler at kunne mærke den afgrund, der åbner sig i ham, når han indser sit eget ansvar som aktør i verdenshistorien. 

Omkring de to kredser Karen-Lise Mynsters Margrethe, Bohrs skarpsindige kone, der myndigt og bestemt slår ned på de to stridsmænds selvbedrag og forblommede idealer. Hun er lige så jordbunden, som de to er flyvske. Men selvom Karen-Lise Mynster gør, hvad hun kan som klarsynet observatør, tenderer figuren et dramaturgisk bindemiddel uden egen eksistens. Personinstruktionen kunne godt have stået skarpere. 

Når man alligevel forlader teatermørket med en fornemmelse af at være en vigtig oplevelse rigere, er det ikke alene, fordi Frayns tekst er så svimlende ambitiøs, begavet og kultiveret. Det skyldes også, at de mange ord er landet formidabelt i Det Kongelige Teaters seriøse iscenesættelse og ikke mindst i Steffen Aarfings enkle, effektfulde scenografi, der åbner tankens abstrakte rum. 

Anledningen er indlysende; der er krig i Europa. Atomtruslen hænger faretruende over os. Men "København" er ikke bare problemdrama til tiden, det er en evig skueplads for menneskelivets fundamentale tvivl.   

"København". Manuskript: Michael Frayn. Oversættelse: Troels II Munk. Iscenesættelse: Anja Behrens. Scenografi: Steffen Aarfing. Spiller på Det Kongelige Teater, Skuespilhuset i København, til den 24. november.