Alle film er manipulationer, hvor instruktøren med lys, lyd, klip og skuespillere forsøger at få publikum til at føle eller tænke noget bestemt.
Men kunsten er at gøre det, uden at det virker sådan. Så filmen fremstår som andet og mere end teknik og fortællegreb. Det lykkes desværre ikke i Christoffer Boes ”Smagen af sult”, der handler om Maggie, der møder kokken Carsten og straks ser hans evner i et køkken. De forelsker sig, og med hendes vilje og penge i ryggen går de benhårdt efter at åbne en restaurant og få en Michelin-stjerne. De får undervejs to kønne børn, alt synes godt, men en dag ligger der et anonymt brev på restauranten, som er stilet til Carsten. Der står, at Maggie elsker en anden.
Med brevet og drømmen om en stjerne som motorer bevæger filmen sig fremad, mens den forsøger at skildre, hvordan ”alt har en pris”, og ”det eneste, der betyder noget, er, hvad der er på dén fucking tallerken”, som et par af replikkerne lyder.
I de to hovedroller er Nikolaj Coster-Waldau, der spiller Carsten med den ambitiøse koks bidske insisteren på perfektion, og Katrine Greis-Rosenthal er Maggie med både sanselighed og begavelse. Sammen slår de to skuespillere dog ikke rigtig gnister, og fornemmelsen af konstruktion, af noget gemacht, går igen i filmens dramatiske optrin.
Som da sønnen bliver væk ved den dybe sø ved sommerhuset, og mørket falder på. Men det virker mest af alt, som om scenen er lagt ind i forløbet for give publikum svedige hænder og hjertebanken. Der drejes i det hele taget flittigt på de knapper, der skal generere stærke følelser, men oftest virker det netop som dét: En instruktør, der drejer på dramaturgiske knapper.
Noget andet er æstetiseringen, som giver mindelser om Boes første spillefilm, den virkelig gode ”Reconstruction”. I ”Smagen af sult” er alt også rasende smukt – lyset, skuespillerne i hovedrollerne, tøjet, det arkitekttegnede sommerhus – men det betyder også, at der ingen visuel kontrast er mellem de smukke retter i restauranten og dét, der skal til for at skabe dem.
”Smagen af sult” vil gerne fortælle om, hvordan store ambitioner har store personlige omkostninger, og om alt det grimme, al ødelæggelsen, bag skønheden. Det bliver bare aldrig grimt at se på, skønheden er overalt, er invasiv, og er måske en af grundene til, at filmen aldrig rigtig går under huden.
Det er ellers gode kræfter, der står bag. Manuskriptet har Boe skrevet sammen med Tobias Lindholm, der blandt andet var medforfatter på Thomas Vinterbergs ”Druk”. Og Boe selv er en ferm billedmager, som efter det brede gennembrud med ”Spies og Glistrup” og ”Journal 64” nu synes at vende tilbage til karrierens tidlige æstetik.
Det tænker jeg. I stedet for at føle ret meget. Det er filmens hovedproblem. At det for sjældent bliver mere end teknik og mekanik, der lyser og blinker oppe på det fjerne hvide lærred.