Prøv avisen

Kampen er vundet

"Karl Ove Knausgård vil gøre det samme for norsk litteratur, som Ibsen gjorde for dramaet, og den vil blive en klassiker på linje med James Joyces "Ulysses", alene fordi den er meget svær at komme efter," siger Hans Hauge om romanværket "Min kamp". Foto: Lars Aarø/Fokus.

Den norske forfatter Karl Ove Knausgårds voluminøse og endnu ufærdige værk Min kamp er en unik litterær begivenhed, der vil blive stående for eftertiden. Men det er svært at finde et sprog for værkets kvaliteter, fordi det ikke ligner noget andet, mener dr.phil. Hans Hauge

Det er tungt gods på den lette måde.

Helt bogstaveligt vejer de foreløbig fem tykke bøger godt til, og det digre værk har både litterært og kommercielt sat sig eftertrykkeligt på det europæiske bogmarked. Norske Karl Ove Knausgårds Min kamp er udkommet i mange hundrede tusinde eksemplarer, kritikerne er generelt begejstrede, og der er opstået store læsefællesskaber på tværs af grænserne, der vel bedst kan sammenlignes med dengang, vi allesammen læste Dan Browns Da Vinci Mysteriet eller J.K. Rowlings Harry Potter-bøger.

LÆS OGSÅ: Han satte ord på tidens kulturkonflikter

Når så mange læser Min kamp, handler det om, at bøgerne er lette i ordets allermest positive betydning. Er man først kommet i gang, flyder læsningen begærligt derudad. Vi vil hele tiden vide mere men om hvad? Der er ingen egentlig handling med en begyndelse og en slutning og da slet ikke et plot, der kan drive os videre. Knausgård skriver ene og alene om sig selv. De mange sider er blot en beskrivelse af et liv, der til forveksling ligner det, de fleste af os lever. Det er måske netop der, fascinationen ligger.

Knausgårds beretning om livet hverken kan eller skal fortolkes. Hvorfor skulle man det? Beretningen kan heller ikke genfortælles, uden at den bliver dræbende kedsommelig. Der er ingenting at hente for nutidens narratologer, det er selve udfordringen.

Sådan siger Hans Hauge, der er lektor på Aarhus Universitets afdeling for Nordisk Sprog og Litteratur, ivrig samfundsdebattør og stor Knausgård-fan. Mens vi sidder på hans kontor med de fem Min kamp-bind på norsk liggende foran os, dukker en studerende op for at få vejledning i sit arbejde med specialeskrivning om ja, Min kamp. Og hun er ikke den eneste. Selvom værket endnu i skrivende stund er ufuldendt (sjette og sidste bind skulle være udkommet i 2010, men bliver hele tiden udsat), er der allerede skrevet flere universitetsspecialer om Knausgård i Danmark og i Norge, og på universitetet i Bergen er der sågar oprettet et egentligt fag, der slet og ret hedder Knausgård.

Ifølge Hans Hauge er det lidt af et særsyn, at en bog, der er så populær i den brede befolkning også giver anledning til opmærksomhed på universiteterne, men det skyldes, at værket simpelthen ikke ligner noget andet, der er skrevet.

Kun de færreste tror på, at den ikke er fiktion, og der står da også roman uden på bøgerne. Men jeg mener, værket er noget helt nyt og originalt. Det er klart, at det er selvbiografisk stof, men det originale ligger i stilen. Bøgerne er ikke specielt godt skrevet. Teksten er uredigeret og spontan, for Knausgård afleverer siderne, efterhånden som han har skrevet dem og går ikke tilbage og retter eller sletter. Teksten er, som den er, og det er det nye, for jeg mener, at man kan tale om Knausgårds eget kvalitetskriterium.

Hans Hauge kalder genren fiktionsfri fiktion, hvorved han forstår romaner, hvor forfatteren bruger rigtige navne på de personer, der optræder, og hvor handlingen ikke er opdigtet. Den form for litteratur har der været flere eksempler på, især i Sverige. Her har flere kvindelige forfattere eksempelvis hævnet sig på mænd ved at skrive om dem med navns nævnelse.

Min kamp fuldender denne tendens, den er original og kan aldrig imiteres. Man kan også sige, at den har dræbt nøgleromanen, for her kan man jo ikke gå ind og fortolke og gætte på, hvem personerne i virkeligheden er, for det står højt og tydeligt, siger Hans Hauge.

Forfattere har til alle tider skrevet selvbiografisk stof og om virkelige personer. Men typisk er identiteten sløret, fordi personerne har fået andre navne, og der er i det hele taget ændret så meget på virkeligheden, at man taler om fiktion.

Karl Ove Knausgård gør det modsatte. Han skriver om sine tidligere kærester, sine venner og skolekammerater og om familien med deres rigtige navne. Det har rejst spørgsmålet: Kan man tillade sig at bruge andre folks liv som materiale i en roman? Og i Norge har især forfatterens afdøde fars familie været fortørnet over at blive udstillet på den måde, som de gør i bøgerne. Knausgård skriver flere steder i Min kamp, at han er træt af at læse og bruge tid på opdigtede personer. Hvorfor diskutere og føle med mennesker, der aldrig har eksisteret? spørger han.

I læseprocessen er der ingen forskel på at læse Min kamp og enhver anden roman, men der er den store forskel, at du ikke bagefter kan sige til dig selv, nå, ja, jeg ved jo godt, at de her mennesker ikke findes. Når man diskuterer personerne i romanen, så er det rigtige mennesker, man snakker om.

Der er ikke nogen såkaldt dobbeltkontrakt i Min kamp. Knausgård kan ikke bagefter komme og sige: Nej, jeg er slet ikke født i Kristiansand, og min bror hed ikke Yngve. Men omvendt er det jo heller ikke en selvbiografi. Selvbiografier skrives næsten altid af berømte mennesker, som vælger at fortælle om højdepunkter fra deres liv. Her har vi en mand, der ikke er noget, men i og for sig blot skriver, fordi han gerne vil være en berømt forfatter. Det utrolige er så, at han faktisk bliver en berømt forfatter, fordi han skriver, som han gør. Knausgård skriver med en helt anden detaljerigdom, end man oplever i selvbiografier. Du vil aldrig i en selvbiografi af Uffe Ellemann-Jensen eller Stig Tøfting kunne læse 30 sider om, hvordan det var for dem at hente deres børn i børnehaven. Men den slags beskrivelser er Min kamp fyldt med, og det gør den til en roman, siger Hans Hauge. Han tvivler på, at romanen ville være særlig spændende og læseværdig, hvis det ikke netop var, fordi det, den beskriver, ikke er opdigtet, men derimod sandt.

Vi er blevet så vant til, at alting er redigeret. Det passer ikke, hvad vi ser i fjernsynet, det passer ikke, hvad politikerne siger, men med den her bog læser vi for en gangs skyld noget, der passer. Knausgård siger selv i sin roman, at vi i vores samfund er omgivet af fiktion, og at han vil gå imod den tendens ved simpelthen at skrive om livet, sådan som det er.

Min kamp er samtidig meget metaforfattig. Det er ikke sådan, at når Karl Ove Knausgård beskriver en stol, en kop eller en kvinde så er det symboler på noget andet. Så der er meget lidt at fortolke i bøgerne. De fleste synes så til gengæld, at romanen er helt fantastisk skrevet, men det er Hans Hauge ikke enig i.

Den er dårligt skrevet, og det tror jeg, er helt bevidst. Fordi det er et spontant skrift, så er det slet ikke poleret af og skåret ned. En anden norsk forfatter, Tomas Espedal, har sagt, at han gerne vil prøve at skrive lige så dårligt som Knausgård, men det kan han ikke, for som forfatter er han vant til at skulle skrive godt. Man kan sige, at Min kamp er imod kunsten og litteraturen, og derfor har vi faktisk ikke rigtigt sprog for, hvad det er for en bog. Der er ingen tvivl om, at der er noget, der flyder inden i en, når man læser Knausgård, men det er ikke handlingen, og det er ikke sproget. Altså må det være selve den kendsgerning, at det ikke er opdigtet.

Min kamp bliver af nogle litteraturkendere betragtet som et eksempel på vor tids radikale gennemsigtighed, hvor vi ikke skjuler noget. Den passer på Facebook-generationen, som glad og gerne lægger billeder ud til offentligt skue, og som flere gange om dagen skriver opdateringer om oftest helt banale hændelser i en hverdag. Mens andre ser den som en kritik af det moderne medieskabte og regulerede samfund.

Knausgård-fans er typisk kendetegnet ved, at de har været med fra starten, altså fra bind 1 af romanen. Hvis man ikke har været med fra begyndelsen, vil de seks bind, som den færdige roman vil udgøre, for de fleste stå lige så truende som værker af Marcel Proust eller Emile Zola. Vi kan ikke være længere væk fra de minimalistiske punktromaner, der dukkede op i 1980erne. Det tager tid, lang tid, at læse Min kamp. Hans Hauge har som underviser læst værket flere gange, og han har registreret, at der faktisk ikke er særligt meget ved at læse det anden gang. En stor del af fascinationen handler om at gå og vente på bind tre, fire og så videre ligesom med Harry Potter. Det læsefællesskab, der opstår, naturligvis mere i Norge end i Danmark, er vigtigt for læsefornøjelsen.

Titlen er naturligvis et kapitel for sig. Der er ingen, der ikke vil komme til at tænke på Adolf Hitlers Mein Kampf. Den indledes iøvrigt ligesom Knausgårds Min Kamp med et selvbiografisk afsnit og om faderen, der dør. Men her hører ligheden så også op, og ifølge Hans Hauge betyder Knausgårds romantitel, at vi glemmer alle de klicheer, der knytter sig til ordet kamp. Vi glemmer, at der er tale om en slidt metafor, fordi titlen er så tabuiseret, at den signalerer, at der er tale om noget nyt og uhørt.

Romanen indledes med en sætning, der er skrevet med versaler: FOR HJERTET ER LIVET ENKELT: det slår så længe, det kan. Hele det første afsnit er en slags essay, hvor Knausgård reflekterer over, hvordan døden tildækkes og fortrænges. Han behandler her et kendt tema om, at døden er et tabu i det moderne liv, men han gør det anderledes end de fleste. Han skelner mellem forestillinger om døden og døden, som den egentlig er, nemlig tid og tilintetgørelse og ubehaget ved døde kroppe. Og dermed har han givet en slags programerklæring for en roman, der ikke agter at skjule noget. Han skriver blandt andet: For os er alting blevet vendt på hovedet, for os er det virkelige uvirkeligt, det uvirkelige virkeligt. Og døden, døden er det sidste store udenfor, det er derfor, den må holdes skjult. For vel er døden uden for navnet og uden for livet, men den er ikke uden for verden.

Romanen begynder med døden, fordi det er det sidste udenfor. Knausgård vil afsløre, det vil sige fjerne sløret fra virkeligheden, så vi igen sanser den. Der er langt fra denne afsløring til de afsløringer, der eksempelvis foretages i svenske vendettaromaner eller romaner om incestforhold. Det er dét, han forstår ved kampen mod fiktioner, siger Hans Hauge.

Det er blandt andet blevet sagt om Karl Ove Knausgård, at han får de mandlige læsere til at genkende sig selv og de kvindelige til at blive forelskede i ham. Det kan registreres, at han læses af alle aldersgrupper, lige fra den 18-årige gymnasieelev over den specialestuderende på universitetet til den 70-årige pensionist, og for Hans Hauge er det et bevis på, at Knausgårds kamp er vundet. Kampen er vundet her og nu, men den er også vundet på længere sigt. Vi har at gøre med en nyklassiker, som også om 50 og 100 år vil blive læst.

Knausgård vil gøre det samme for norsk litteratur, som Ibsen gjorde for dramaet, og den vil blive en klassiker på linje med James Joyces Ulysses, alene fordi den er meget svær at komme efter, siger Hans Hauge.

Min kamp er en litterær begivenhed, den er ikke et led i en tendens, men helt sin egen. Det, Knausgård har gjort, er virkelig et vovestykke, for det kunne lige så godt være endt i den værste triviallitteratur. I stedet er vi kommet derhen, hvor man vil tale om tiden før og tiden efter Knausgård.

washuus@k.dk