To mænd sidder med ryggen mod en mur. Den ene, Tore, er diagnosticeret med den dødelige neuronsygdom ALS, men bekymrer sig mere om det parkeringshus, der skal bygges i midten af den gamle bydel.
Han vil gøre modstand, fortæller han sin kæreste, Alfred, der dog er noget mere forbeholden. Han drømmer bare om et kirkebryllup.
Mændene er to ud af fem i Aarhus Teaters nye forestilling ”Salamimetoden”, der får premiere på fredag, og som blandt andet tager fat i menneskets behov for at sætte spor i verden.
Alfred bliver portrætteret af Bue Wandahl, der med forestillingen kan fejre sit 25-årsjubilæum som skuespiller. Han peger på, at ønsket om at sætte sit aftryk har rod i, at verden er ubegribelig.
”Vi ved, at vi skal herfra, og fordi vi ved det, så reflekterer vi over livet. Ud af det kommer der en trang til at gøre noget godt, tror jeg. Ofte noget nyttigt, hvor man gør en forskel og er noget for nogen. Hjælper hinanden,” siger han.
Selv synes Bue Wandahl, at ”det føles godt at gøre noget godt”. Uanset om det så bare er at rejse en væltet cykel op. Så længe det er en god gerning, understreger han:
”Jeg ved ikke, om det føles godt for nogen at gøre det, der lige er sket i Paris. Jeg forstår det i hvert fald ikke, men desto større bliver så også min trang til at gøre noget andet.”
Trangen til at gøre noget - at kæmpe for noget - er også et tema i ”Salamimetoden”. Mens karakteren Alfred mest af alt kæmper for kærligheden, har Bue Wandahl selv kæmpet for sin arbejdsidentitet. I 2007 meldte han sig ud af skuespilfaget, fordi han var udbrændt.
De næste tre år arbejdede han blandt andet som postbud, men længslen efter skuespillet blev for stærk. Derfor vendte han i 2010 tilbage til scenen, for ”det er det eneste sted, hvor jeg på en eller anden måde kan gøre det, jeg er bedst til,” uddyber Bue Wandahl:
”Jeg interesserer mig for og ved noget om, hvad der foregår mellem mennesker. Og jeg elsker at formidle det til andre. Det er en ild i mig - jeg kan ikke lade være.”
Der er dog ikke et særligt aftryk, Bue Wandahl mener at have efterladt sig i karrieren. Ej heller i livet.
”Det gør jeg mig ikke tanker om. Jeg prøver bare at være her, mens det er, for det holder op igen. Det gør alting. Så jeg prøver at gøre det bedste, jeg kan.”
Det gælder også på scenen, hvor han har spillet et utal af roller, herunder flere kirkelige af slagsen. Eksempelvis var han biskop i ”Fanny og Alexander” og præst i Henrik Ibsens ”Gengangere”. Også privat har han haft kristendommen tæt på. Hans far, Broder Wandahl, var præst i Aarhus, og Bue Wandahl er vokset op med kristendommen som base.
”Men jeg bruger det som sådan ikke aktivt længere. Jeg synes, religion er en svær størrelse i de her år, så jeg bekender mig ikke rigtigt til nogen. Men kristendommen med sine fortællinger og evangelier er stadig mit fundament. Jeg har det med mig indeni,” siger han.