Kampen med far

Mange historier i Johannes Lilleøres anden roman samler sig ikke til en helhed

”Mårhund” er Johannes Lilleøres anden roman. Og det er en roman, som har virkelig meget på spil, og hvor Lilleøre i den grad demonstrerer sin evne til at sprogliggøre barnets sanselige og magiske verden og et barns skiftende følelser af begær og voldsom lyst til at ødelægge. Arkivfoto.
”Mårhund” er Johannes Lilleøres anden roman. Og det er en roman, som har virkelig meget på spil, og hvor Lilleøre i den grad demonstrerer sin evne til at sprogliggøre barnets sanselige og magiske verden og et barns skiftende følelser af begær og voldsom lyst til at ødelægge. Arkivfoto. . Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Jeg blev fanget ind fra første side, hvor far og søn pløjer med traktor. Far knapper øller op med fingrene, og søn smider tankeløst kapslerne ud til sværmen af måger: ”Han rækker mig kapslen med sin behårede hånd. Hårene ligner dem på neglebørsten i badet. Sådan kommer min hånd også til at se ud en dag, med pels. Jeg kaster kapslen og en måge griber den med næbbet.”

Det er skuespiller og forfatter Johannes Lilleøre, der så fint fanger en relation ind her, der står og dirrer mellem fascination og afsky, tæthed og uovervindelig afstand.

”Mårhund” er Johannes Lilleøres anden roman. Og det er en roman, som har virkelig meget på spil, og hvor Lilleøre i den grad demonstrerer sin evne til at sprogliggøre barnets sanselige og magiske verden og et barns skiftende følelser af begær og voldsom lyst til at ødelægge.

Romanen falder i to dele. Første del, ”1985”, er en barndomsskildring, hvor ovennævnte mårhund raserer som et spøgelse gennem landskabet, som geografisk ligger et sted mellem Vesterhav og Limfjord.

Vi følger den 11-årige Lars Peter. Han er enebarn, stedt mellem en uberegnelig og voldelig far og en grænseløst intimiderende mor. Ingen af dem forstår, hvad der foregår i drengen, hvis fantasi konstant får ham til at krydse grænsen mellem sandhed og løgn. Ikke mindst har drengen ret fantastiske samtaler med dyrene, både de reelle og så den mere eller mindre imaginære mårhund, der tiltaler ham i et alvorligt og gammelmodigt sprog. I denne første del viser Lilleøre et stort potentiale.

Han ser barnet, dets stræben efter anerkendelse, dets ambivalens over for faderen med de store, behårede hænder, som den, der udøver vold, men også pludselig kan være beskytteren: ”Jeg kan godt lide min fars hånd på min ryg, som en pude der har ligget mod radiatoren hele eftermiddagen.”

Lilleøre skriver drengens magiske tækning og stærke seksualitet frem, parallelt med at man fornemmer et hjem, der går mere og mere i opløsning.

I romanens anden del er vi i 2005, hvor vi følger den nu 31-årige hovedperson, der efter at have været flygtet langt væk fra barndomslandet er vendt tilbage og midlertidigt har taget ophold på en ø i Limfjorden, hvor han lyver sig til en stilling som musikterapeut på et plejehjem for demente.

Der sker mange ting her, og måske sker der også en form for heling i Lars Peter, hvis barndomsvane med at smålyve igen fører ham ud i seriøse problemer.

Romanen har desværre også et problem, idet den forbliver spaltet i de to dele. Jeg sad tilbage med oplevelsen af at have læst to halve romaner, som hver især kunne være foldet ud til hele fortællinger.

Det er, som om de to stemmer, barnets og den voksnes, ikke går i hak, man mærker ikke den forbindelse mellem dem, der er nødvendig, for at den større fortælling kan folde sig ud. Ligeledes introducerer anden del et ret stort persongalleri, og et væld af sidehistorier, som ikke bliver samlet op.

Der lægges rigeligt med spor ud, religiøse fortællinger om Guds uretfærdighed, undertrykt eller udfoldet seksualitet, jagt og drab, skyld og skam, men det samler sig ikke til en helhed. Det opleves, som om forfatteren – og hans redaktør – ikke har stolet på, at materialet i første del var nok.

Men det er det. Både til en voksenroman og til den store børneroman, jeg også tror Lilleøre gemmer på.

Og så burde forlaget prioritere en korrekturlæser, det er for ærgerligt med alle de småfejl.