Helle Fagralid har sat sig godt til rette i en nydelig, plysset stol, der er som taget ud af de kongelige gemakker. Hun sidder i Det Kongelige Teaters nye skuespilhus med en betagende udsigt ud over Københavns Havn. Det skuespilhus, der for knap tre år siden for første gang slog dørene op for sit publikum med et af skuespilhistoriens allerstørste dramaer: William Shakespeares "Hamlet" med Nicolas Bro i hovedrollen og Helle Fagralid som Ophelia. I dag ligger selvsamme manuskript foran skuespilleren. De krøllede hjørner på manuskriptet, hvor så godt som hver eneste side er personliggjort med håndskrevne notater, vidner om, hvordan hver enkelt replik er blevet vendt og drejet i munden, og hver eneste scene er blevet spillet forfra og bagfra igen og igen.
"Hamlet" er fuld af urtemaer
"Det er et stykke, du kan læse et utal af gange og blive ved med at finde noget nyt i, som du med tiden forstår mere og mere af. For der er så mange temaer i "Hamlet", vi kan relatere til. Der er tabet af en faderfigur, Hamlets relation til sin mor, kærlighedsrelationen til Ophelia og venskabet med Horatio. Der er liv, død, passion og svigt indeholdt i et og samme stykke. Det er urtemaer, som alle mennesker kan relatere til, uanset hvor de befinder sig i livet," siger Helle Fagralid og bladrer rundt i manuskriptets mange skatte, imens hun gentagne gange må stoppe op, fordi hun genkalder sig en scene eller betages af det legende, smukke og til tider morsomme sprog i replikkerne.
Historien om Hamlet udspiller sig i Helsingør, hvor Helle Fagralid selv er vokset op. Derfor har den litterære klassiker været en naturlig del af hendes bevidsthed siden barndommen, selvom hun ikke så den opført som barn. Som helsingoraner kommer værket ganske enkelt bare ind med modermælken. Men i gymnasietiden, hvor hun selv spillede Hamlet, fik skuespilleren for alvor stykket ind under huden.
"Det var en stor oplevelse at sætte "Hamlet" op, selvom det bare var på et dramahold i gymnasiet. Det er jo på mange måder enhver romantikers drøm at prøve kræfter med Shakespeares tragedier. Og så var det ikke mindst helt fantastisk at åbne skuespilhuset med et stykke, som alle på en eller anden måde kender. Det er langtfra alle, der har set stykket eller læst bogen, men alligevel har vi et billede af, hvem Hamlet er. Der er en kollektiv bevidsthed om ham og hans historie, hvilket jeg synes er ret fascinerende," siger hun.
Shakespeare appellerer til fantasien
Men William Shakespeares "Hamlet" er mere end "bare" en klassisk tragedie om krig og kærlighed og om hævn og bedrag. Historien er faktisk ikke så lige til at få has på. For der er en masse mellemregninger, William Shakespeare har udeladt, og det kan gøre os forvirrede over karakterernes handlinger eller mangel på samme. Så for at få mening ud af værkets til tider komiske galskab må publikum eller læserne bruge deres egen forestillingsevne, og derved får de også et personligt forhold til historien.
Publikum er for eksempel aldrig vidne til mordet på Hamlets far - den danske konge. Hamlet bliver derimod opsøgt af et spøgelse, der påstår at være faderens genfærd, og som fortæller, at det er Hamlets onkel, Claudius, der har myrdet faderen. Publikum finder heller aldrig ud af, om Hamlet faktisk bliver vanvittig, eller om han bare spiller gal. Og måske er Hamlets relation til Horatio mere end bare et venskab. Ja, snarere et kærlighedsforhold. Vi ved det ganske enkelt ikke.
"Vi får heller ikke forklaret grunden til Ophelias vanvid. For mig at se bliver hun vanvittig, fordi hendes far bliver dræbt af hendes elskede, altså Hamlet, som derefter sendes ud af landet. Det tror jeg nu ville gøre de fleste vanvittige. Det gjorde det til en kæmpe udfordring at spille hende, at der manglede de mellemregninger. Shakespeare gør ikke altid rede for psykologien i personernes handlinger," siger hun.
På den måde har Shakespeare ønsket mere end bare at underholde sit publikum med et stykke, der konstant veksler mellem komiske dialoger og tragiske handlingsforløb. Han har ønsket at få sit publikum til at tænke, mener Helle Fagralid.
"Stykket bliver aldrig entydigt. Vi bliver hele tiden overrasket. For man identificerer sig med Hamlet og kan relatere til, hvor frygtelig en situation han er i, men så vender det alligevel, for pludselig bliver Hamlet usympatisk og hævngerrig. Og på den måde kommer man til at stille sig selv spørgsmålet, hvad man selv ville have gjort i den situation. Ville man vende den anden kind til? Eller ville man hævne? Og hvordan ville man gøre det? Det er interessant. For det sætter også spørgsmålstegn ved, om troen på øje for øje, tand for tand skal være gældende i samfundet. Dermed bliver det, der foregår mellem karaktererne, eksistentielt. Og man bliver aldrig sikker på, om Hamlet er en helt eller en antihelt," siger hun og ser væk som for at samle tankerne.
"Hamlet" giver ingen entydige svar
"Så der er ikke noget facit i stykket," tilføjer hun og fortsætter:
"Og det er der jo heller ikke i virkeligheden. Der er ingen mennesker, der er entydigt gode eller onde. Entydigt helte eller antihelte. Vi indeholder alle sammen det hele. Nogle sider er bare mere dominerende hos nogle end hos andre. Og det viser egentlig en meget humanistisk tanke hos Shakespeare - at selv den værste forbryder også indeholder noget godt. Vi er på den ene side styret af vores drift og følelser og på den anden side af vores moral og fornuft. Men det interessante er alligevel, hvordan vi som publikum kan have sympati med en morder. For hvordan kan vi ønske, at det går godt for Hamlet, selvom han har slået Polonius ihjel?", spørger Helle Fagralid ud i luften uden selv at give et entydigt svar.
Det er netop det, der gør Shakespeares "Hamlet" til en klassiker: Der er ikke nogen entydige svar. Det ene øjeblik bliver man fascineret af Hamlet og føler stor sympati med den unge prins, når han udsættes for det ene hjerteskærende svigt efter det andet. Det næste øjeblik væmmes man ved ham. Og den oplevelse kan man have om og om igen, hver gang tragedien tages ned fra bogreolen eller sættes op på en af landets teaterscener. Selv i dag, mere end 400 år efter at Shakespeare skrev det, kan temaerne opsluge mange. For dilemmaerne og følelserne i stykket er helt uafhængige af tid og sted, mener Helle Fagralid. Der eksisterer stadig grundlæggende de samme magtkampe og følelsesmæssige relationer mellem mennesker, og derfor kunne Shakespeare på sin vis lige så godt have skrevet "Hamlet" i dag.
"Der vil jo altid være en eller anden form for magtstruktur i samfundet og en kamp om den magt. Ligesom der altid vil være en konflikt mellem begæret og fornuften i mennesket."
Dermed fortæller Shakespeare os også meget om den menneskelige natur. Han viser os, at mennesket egentlig ikke har forandret sig meget gennem historien. Det er derimod primært de fysiske omgivelser, der har skiftet form, forklarer Helle Fagralid og peger ud over Københavns Havn. Udsigten i retningen af hendes pegefinger understreger omgivelsernes historiske udvikling. Her ses både guldbelagte kirketårne og resterne af byens gamle voldanlæg, som står i kontrast til mastodontiske højhuse og gold havneindustri. Og med denne evne har Shakespeare været med til at sætte en standard for den gode historie blandt eftertidens manuskriptforfattere, mener hun.
"Vi drages af historier om mennesker, vi kan relatere til, samtidig med at vi kan stille spørgsmål til deres handlinger eller mangel på samme. Vi identificerer os for derefter at få vendt det hele på hovedet. Shakespeares dramaer er som et prisme, der hele tiden viser os nye muligheder for fortolkning."