”Danske medier er ikke tilstrækkeligt interesserede i at præsentere en anden virkelighed til rent faktisk at sende journalister til Afghanistan. Det sker næsten aldrig. Til trods for at Danmark mistede flere soldater i forhold til befolkningens størrelse end noget andet land i løbet af krigen. En del af grunden er givetvis en form for mæthed med elendige historier fra Afghanistan. Men jeg tror også, at den pauvre interesse skyldes mangel på identifikation.”
Sådan skriver Sune Engel Rasmussen afslutningsvis i den journalistiske bedrift af en bog ”Nyt blod. Portræt af Afghanistans Generation 9/11”.
Den baserer sig på reportager, research og interviews fra den periode, hvor han selv boede i Afghanistan, fra 2014 til 2017, og tegner blandt andet tre stærke portrætter af tre unge afghanere: Omari, den unge Taleban-kriger, der drømmer om at lide martyrdøden i krigen mod Vesten; Zahra, som bliver gift som 13-årig, men flygter fra sit voldelige ægteskab for at skabe et liv for sig selv og sine børn, og som senere skriver den delvist selvbiografiske ”Lys fra Asken”; og Saif, som har et højt ønske om at slås for sit fædreland, men som ender med at blive lejesoldat for en fremmed magt.
Men Sune Engel Rasmussens bog indeholder også reportager fra de mange rejser, som han har foretaget rundt i Afghanistan, den indeholder et rids af landets nyere historie og et bud på, hvordan den er blevet formet af Vestens intervention efter 11. september 2001 – og så indeholder den ikke mindst et opgør med den ifølge ham skæbnesvangre opfattelse af, at krigen i Afghanistan er et overstået kapitel.
Det er imponerende gjort og klogt komponeret med velanbragte krydsklip og cliffhangers, klogt indlejret fakta og en behændig blanding af statistikker og skæbner – og til trods for det på alle måder tunge stof læser ”Nyt blod. Portræt af Afghanistans Generation 9/11” sig som en roman.
Sune Engel Rasmussen, født i 1984, er uddannet journalist fra Columbia University i New York, USA. Da han boede i Afghanistan, var han korrespondent for den britiske avis The Guardian samt for en række andre interna- tionale medier – og desuden den eneste faste journalist i landet for skandinavisk og britisk presse.
Han er nu mellemøstkorrespondent for The Wall Street Journal med base i Beirut, Libanon – og den emsige læser vil muligvis notere sig, at det engelske sprog, som han normalt rapporterer på, skinner lidt vel meget igennem i den ellers stort set uangribelige danske tekst.
Det ændrer dog ikke det fjerneste ved, at Sune Engel Rasmussen er stærk i mødet med de unge afghanere. For eksempel når han forsøger at forstå Omar, der mener, at demokrati er uforeneligt med islam, og når han forsøger at få sin læser til at forstå, at Taleban udspringer af afghansk kultur og historie, og at det er en fejltagelse at tro, at man kan drive den ud af Afghanistan.
Og forhåbentlig kan Sune Engel Rasmussen med sit portræt af såvel en generation som et land være med til at give krigen i Afghanistan det nok så fortærskede menneskelige ansigt, som måske kan være med til at skabe den identifikation, han mener, at vi i så katastrofal grad mangler her i Vesten. Han gør i hvert fald et mere end hæderligt forsøg.