Det var ikke vanskeligt at få et interview med norske Karl Ove Knausgård, da hans anmelderroste debutbog ”Ude af verden” udkom på dansk i 2005. Knausgård tog venligt og opmærksomt imod undertegnede med cola og kaffe på Hotel Alexandra i København og fortalte i en sidebemærkning, at Kristeligt Dagblad var den eneste avis, som sendte en medarbejder. Dengang var Knausgård angiveligt ikke interessant nok til, at man i de danske medier i almindelighed ville prioritere et interview med ham.
Efter udgivelsen af det første bind af Knausgårds storværk ”Min kamp” i 2009 ændredes forfatterens status sig imidlertid voldsomt, fordi han – som mange vil vide det – præsenterede offentligheden for en hidtil uset nærgående fortælling om sit eget og sine nærmestes liv, der ovenikøbet var eminent velskrevet. Denne ukonventionelle satsning skabte litterær sensation og katapulterede ham ud i en international berømmelse, som har fulgt ham lige siden.
En af de allerførste reaktioner på ”Min Kamp” kom fra en del af hans familie, som mildest talt ikke følte sig godt repræsenteret i værket og karakteriserede det som ”Judaslitteratur”. Herfra nærmest eksploderede debatten og fortsatte i mange forskellige spor. Om fænomenet Knausgård, den første debat; og hvad der siden skete, kan man læse i den fine indledning til en ny, fremragende antologi om Karl Ove Knausgård, som litteraten Claus Elholm Andersen har redigeret.
I kølvandet på debatterne og skriverierne om Knausgårds storværk stiller Claus Elholm Andersen skarpt på en række af de højrelevante spørgsmål, som værket har afstedkommet: ”Hvad er ’Min Kamp’ for en størrelse? Er der tale om en roman, en selvbiografi eller noget helt tredje – autofiktion, autonarration eller performativ biografisme? Hvordan skal vi læse den? Hvordan skal vi forstå den? Og hvorfor skal vi læse den? Hvilken betydning har titlen?”
Det er disse spørgsmål og flere til, som bidragyderne til antologien går i dybden med. Claus Elholm Andersen har valgt at inddrage litteraturforskere fra Danmark, Norge, Sverige, Finland, Tyskland, Holland, England og USA, og resultatet er meget overbevisende.
Man kan blandt de mange vedkommende artikler fremhæve Espen Børdahls indgående undersøgelse af romanværkets titel. Det kunne måske lyde som et unødvendigt akademisk ridt, men faktisk er det meget givende at læse hans refleksioner over den provokerende og tabukrænkende betydning, som titlen også rummer.
For det er jo ikke tilfældigt, at man i Tyskland ikke har oversat titlen direkte, men valgt mere udglattende løsninger til de enkelte bind. ”Mein Kampf” ville simpelthen være for stærk kost i et land, hvor Adolf Hitlers herostratisk berømte bog af samme navn har udrettet så ufattelig stor skade.
Børdahls bidrag er dog langtfra det eneste, man må glæde sig over. Også Poul Behrendt, Jon Helt Haarder, Camilla Schwartz, Stefan Kjerkegaard og Claus Elholm Andersen imponerer ved i deres bidrag at udfolde nye og i flere tilfælde ganske overraskende perspektiver på værket.
Samlet set er det en meget velskrevet og vedkommende antologi, som vil appellere til alle, der er bidt af Knausgårds opsigtsvækkende forfatterskab og ønsker sig en dybere forståelse af det. Er man for alvor fascineret af fænomenet Knausgård, er antologien en absolut ”must-read.”