Prøv avisen
Bog

Det gode og overvældende stof i Kim Leines rå grønlandshistorie er både hans ven og fjende

4 stjerner
Handlingen i Kim Leines ”Rød mand/Sort mand” udspiller sig i Grønland på Hans Egedes tid, altså i 1730’erne, hvor Hans Egede fungerede som præst og missionær i Grønland. – Foto: Ritzau Scanpix

Åndemaneren Kim Leine er på spil igen med efterfølgeren til ”Profeterne i Evighedsfjorden”. Han har fat i et stort og godt stof om Grønlands kolonisering og Hans Egedes mission, men stoffet tynger også hans brede fortælling

Der skal noget til for at stå mål med sig selv, når man er en forfatter som Kim Leine. Med ”Profeterne i Evighedsfjorden” bankede han igennem til det store publikum. 100.000 eksemplarer alene i Danmark er det blevet til med den. Det er flot og fortjent for en bog med en god sproglig kraft og noget så sjældent som en utopisk tanke.

Nu er turen så kommet til andet bind i den trilogi, Leine forestiller sig. ”Rød mand/ Sort mand” hedder den med en henvisning til en grønlandsk åndemaner og en kristen præst. De to skikkelser står over for hinanden i kampen om sjælene. Handlingen udspiller sig på Hans Egedes tid, altså i 1730’erne, hvor han fungerer som præst og missionær i Grønland. Det er også koloniseringens tid, hvor Frederik den Fjerde har sendt et skib af sted med mandskab og soldater, som skal opbygge en koloni og få gang i handlen.

Både missionshistorien og koloniseringshistorien er fuld af dramatik og giver rigeligt stof til en historisk roman. De to historier hænger også sammen, fordi mission og handel har gået hånd i hånd, men de er også forskellige, fordi præster og købmænd ikke tænker og handler ens.

Historien om Frederik den Fjerdes koloniseringsforsøg er et studie i inkompetence og manglende evne og vilje til at sætte sig ind i grønlandske forhold. Da de færreste i Danmark var interesseret i at rejse til Grønland og bosætte sig dér, tvangsudskrev man nogle tugthusfanger til at tage med. Det kom der ikke noget godt ud af. I Leines fremstilling er der tale om 100 mand, hvoraf 50 dør den første vinter af dysenteri, skørbug og skørlevned. Dertil kommer kvinderne, der ligeledes er tvangsudskrevet fra tugthuset og tvangsgift med mændene i et kæmpebryllup i København. Også de dør i hobetal. Men der drikkes og hores også godt igennem i Godthåb, hvor alt håb er ude for mandskabet, der må bo i kolde og fugtige jordhuler.

Det er alt sammen beskrevet i groteske detaljer. Kvinder og mænd vælter sig i sølet, spiller langbold med fækalier og dør i brændevinsrus. Den helt igennem uduelige guvernørs eneste bud på konfliktløsninger er nemlig brændevin. Over for denne overflod af dårligdomme må også den danske læge give op. Han aner ikke, hvad han skal gøre, og ender med at erklære lægekunsten for død.

Ikke meget bedre går det med missionen. Hans Egede er en streng lutheraner, der i første omgang ikke er interesseret i at omvende grønlænderne, men i at finde de gamle nordboere, som man ikke har haft kontakt med i århundreder. Hvis de lever, må de være katolikker, og så skal de omvendes til den rette tro. Men Egede finder dem ikke og går så i gang med at kristne grønlænderne. Det har dog lange udsigter, da de fleste af dem, han døber, dør af den koppesygdom, som følger med fra Danmark. Og så skal han også kæmpe med de pietistiske herrnhutere om troens rette vej.

I sin mission kommer han i konflikt med den traditionelle åndetro og med de åndemanere, der har fungeret som grønlændernes ledere. I romanen kommer denne konflikt til udtryk i Egedes skyggekamp med åndemaneren Aappaluttoq, der er her, der og alle vegne. Han kan gå ud af sin krop og tage på tur til København, og han ligger endda med Egedes egen kone, der er betaget af ham. Men Egede tager hans søn fra ham, ligesom omvendt Aappaluttoq er ved at tage den ene af Egedes sønner til sig. Det bliver til en kamp om sønnernes sjæle, men også til sønnernes kamp mod fædrene. Den historie er en fascinerende og tankevækkende historie.

Det er en rå og rædsom grønlandshistorie, Leine fortæller. Han fortæller den med en lang række skiftende synsvinkler, så man kommer godt omkring i de forskellige personers bevidsthed. Det giver et kalejdoskopisk indtryk. Og selvom Egede står i centrum for den samlede historie, så bliver det alligevel til noget af et historisk gruppebillede. Leine forsøger sig også få gange med at skifte stil, så stil og bevidsthed spejler hinanden. Men det bliver ikke gennemført, så det meste af romanen er skrevet i nogenlunde samme stilleje.

Sproget er prosaisk. Egede bander og er vulgær i sin sprogbrug, så han ikke står tilbage for den simple tugthusfange. For eksempel kommer han med denne svada mod de vantro:

”Katolik eller jøde, det kan være det samme, snerrer Egede. De er skidt ud af det samme hul.”

Når det gælder kvinder, har han følgende visdomsord, som skulle være hentet fra Luther:

”Kvinden har meget lort og lidt visdom. Det er derfor, hendes røv er bred og hendes skuldre smalle. Med manden er det omvendt.”

Leine tager udgangspunkt i disse historiske begivenheder, men fabulerer også videre på dem. I en efterskrift til bogen pointerer han dette – og med god grund. Da ”Profeterne i Evighedsfjorden” udkom, stod faghistorikerne i kø for at påpege, hvor Leine var galt på den. Det kom der en del palaver ud af, som Leine nu forsøger at undgå. Men helt at undgå diskussion om fakta og fiktion med sådan en roman kommer Leine næppe til. Dertil er historien for alvorlig en sag, fordi den også handler om magt og holdninger, lige nu og her, og om, hvilken vej vi vælger at gå ind i fremtiden.

I romanen fortælles, at Egedes kone Gertrud Rasch i det skjulte er en kvik og vidende kvinde, der sågar har skrevet en hel bog om grønlandske forhold – en såkaldt perlustration. Denne bog viser hun Egede, som stjæler den, retter lidt i den og udgiver den under eget navn. Hvad skal den historie nu til for? Er den historisk sand? Eller skal den fungere som en cadeau til vor egen tids kvinder og ikke mindst Leines kvindelige læsere? For selvfølgelig: Bag enhver stor mand står der en stærk kvinde! Det virker bare så kønspolitisk korrekt, at denne pyntehistorie skal med. Hvorfor ikke lade den historiske ubalance, ja himmelråbende uretfærdighed mellem kønnene stå og tale for sig selv? Det havde i mine øjne været langt mere virkningsfuldt.

”Rød mand/sort mand” er som ”Profeterne i Evighedsfjorden” sat stort op. Men den friskhed og energi, som bar den første roman, kommer Leine ikke med i denne toer. Den er bredt vævet med alle sine fortællere, men det går ud over romanens dramatiske drive: konflikten mellem åndemanere og missionæren. Den konflikt har tragiske konsekvenser, som drukner noget i alt det andet. Stoffet er stort og så overvældende godt, at man forstår, at Leine vil have det hele med. Det kan nogle gange opleves som en overvældende rigdom i romanen, men det kan også opleves som distraherende, fordi den ene historie skygger for den anden. Som visionær åndemaner er det, som om Leine har set for meget, og det tynger ham i flugten, når han skal fortælle.