Fukuyama leverer velskrevet analyse af, hvordan identitet præger den politiske dagsorden

Den verdensberømte amerikanske politolog Francis Fukuyama skriver i sin nye bog om tidens mest sprængfarlige kulturpolitiske emne: betydningen af identitet

I indledningen gentager Francis Fukuyama et credo fra tidligere bøger om at tage ved lære af Danmark, som han har besøgt flere gange. Men også herhjemme, trods lav grad af korruption og høj grad af tillid mellem borger og stat, er man begyndt at føle de potentielt nedbrydende tendenser i identitetspolitikken. –
I indledningen gentager Francis Fukuyama et credo fra tidligere bøger om at tage ved lære af Danmark, som han har besøgt flere gange. Men også herhjemme, trods lav grad af korruption og høj grad af tillid mellem borger og stat, er man begyndt at føle de potentielt nedbrydende tendenser i identitetspolitikken. – . Foto: Pascal Saez/Writer Pictures/Ritzau Scanpix.

Francis Fukuyama blev berømt og berygtet i slutningen af 1980’erne, hvor han efter kommunismens sammenbrud i Østeuropa i artiklen ”The End of History?” erklærede, at historien måske var slut. På trods af spørgsmålstegnet syntes titlen at give facit med det samme, og han har siden i flere værker både forsvaret sin tese om, at det liberale demokrati har vundet en ideologisk kamp, samtidig med, at der er mange andre forhold fra bioteknologi til nationalisme, der gør tingene mere komplicerede og mindre banale end, at der nu ikke sker mere i den politiske udvikling.

Med ”Identity” har Fukuyama taget et stort og vigtigt emne op uden nogen antydning af en konklusion i titlen. Den direkte anledning til at skrive bogen er valget af Donald Trump som præsident, da det i så høj grad var en valgsejr grundlagt på identitetspolitik, men Fukuyamas bog er generelt en koncis, generel og velskrevet analyse af, hvordan identitet historisk er blevet til et afgørende emne, og hvordan det præger nutidens politiske dagsordener.

”Identity” begynder med spørgsmålet om anerkendelse, og Fukuyama går tilbage til Platons refleksioner over individets behov for at føle sig anerkendt som værende ligeværdig. Det kan så blive problematisk, hvis man har behov for at blive anerkendt som værende overlegen, og Fukuyama bemærker, at han allerede i bogen ”The End of History” refererede til Donald Trump som et eksempel på en person, der i forretningsverdenen kunne få afløb for sit behov for anerkendelse i en politisk ufarlig form.

Flere steder inddrager Fukuyama sociale medier som en forklaring på, hvorfor identitet er kommet til at fylde så meget i offentligheden, mens han ikke spekulerer i den ellers oplagte pointe, at sociale mediers succes er et markant udtryk for menneskers behov for anerkendelse.

Fukuyama kommer ikke med nemme løsninger eller erklæringer om, hvad der er det rigtige at gøre i vor tid. Han udlægger fint fremkomsten af nationalidentitet med industrialiseringens krav om mobilitet, der skabte nye behov for forståelsen af individets livsverden og for fælles sprog og normer, og han er ikke uforstående over for, at migration i flere samfundsgrupper kan opfattes som truende.

Han ser med bekymring på nutidens xenofobiske tendenser, men finder også, at kravet om anerkendelse og hensyntagen er gået for vidt, måske særligt på amerikanske universiteter. Men han er også optimistisk i forhold til, at aktivisme kan nytte, som det i nogen grad har gjort det med eksempelvis Black Lives Matter og MeToo-bevægelsen.

Fukuyama er ikke den eneste prominente intellektuelle, der skriver om identitet i disse år. Filosoffen Kwame Anthony Appiah, som tidligere har skrevet udførligt om kosmopolitisk identitet, er aktuel med ”The Lies That Bind: Rethinking Identity”, der på trods af alle komplikationer bekræfter hans tiltro til menneskets universalitet og behovet for at se ud over historisk betingede forskelle. Her er Fukuyama ikke så idealistisk, men mere nøgternt interesseret i, hvad der bevæger den politiske verden og i den sidste ende folks forhåbninger om at blive anerkendt som noget. På godt og ondt.

I indledningen gentager Fukuyama et credo fra tidligere bøger: ”getting to Denmark”. Det er udtryk for en fascination af, hvordan en moderne stat med troværdige institutioner og et velfungerende civilsamfund kan skabes.

Danmark er med borgernes høje grad af tillid, lave korruption og omfattende velfærdsstat for Fukuyama et mønstereksempel på, hvordan en kompliceret historisk proces kan ende med et særdeles civiliseret samfund.

Ikke desto mindre er det også åbenlyst, at identitetspolitik er blevet et centralt emne herhjemme med mange anklager på kryds og tværs om, hvad der mindsker tilliden mellem folk og til staten, og hvordan bestemte former for identitet skal understøttes eller bekæmpes.

Identitetspolitik forsvinder ikke lige med det samme, og ”Identity” hjælper en til at løfte blikket og se nutidens konkrete manifestationer af den i et større perspektiv.

Hver mandag skriver vi om nye bøger fra udlandet, der handler om tro og værdidebat.