Da danske arbejdere begyndte at gå på barrikaderne i slutningen af 1800-tallet, var deres krav, at døgnet skulle tredeles i "otte timers arbejde, otte timers frihed og otte timers hvile". Dengang blev der arbejdet alle dage, for manges vedkommende også søndag. Ferie og fritid var ukendte begreber, og i år 1900 havde industriarbejdere en 60 timers arbejdsuge.
Det blev derfor set som en milepæl, da den tredelte dag blev virkelighed i 1920, og en arbejdsdag nu lød på otte timer. Tilmed var søndag blevet fast fridag, så arbejdsugen blev 48 timer. I 1931 fik lønmodtagerne endda en uges ferie hvert år, som i 1938 blev sat op til to og i 1952 til tre uger. Men arbejdsugen på 48 timer rokkede sig ikke de næste 38 år.