Da danske arbejdere begyndte at gå på barrikaderne i slutningen af 1800-tallet, var deres krav, at døgnet skulle tredeles i "otte timers arbejde, otte timers frihed og otte timers hvile". Dengang blev der arbejdet alle dage, for manges vedkommende også søndag. Ferie og fritid var ukendte begreber, og i år 1900 havde industriarbejdere en 60 timers arbejdsuge.
Det blev derfor set som en milepæl, da den tredelte dag blev virkelighed i 1920, og en arbejdsdag nu lød på otte timer. Tilmed var søndag blevet fast fridag, så arbejdsugen blev 48 timer. I 1931 fik lønmodtagerne endda en uges ferie hvert år, som i 1938 blev sat op til to og i 1952 til tre uger. Men arbejdsugen på 48 timer rokkede sig ikke de næste 38 år.
I foråret 1956 satte arbejderne ellers alt ind på at kræve arbejdstiden nedsat til 44 timer om ugen, men kravet blev afvist, og resultatet blev, at Danmark blev lammet af en langstrakt storkonflikt, som satte arbejdet i stå for 65.000 lønmodtagere. 100.000 vrede arbejdere demonstrerede uden for Christiansborg mod den socialdemokratiske regering under statsminister H.C. Hansens ledelse, men der skulle gå yderligere to år, før der kom et forlig, hvor arbejdstiden blev sat ned med en time om ugen over tre år.
Hvis man sammenholder fortidens hårde kamp om tiden med nutidens kamp om store bededag, kan situationen i 2023 måske virke forkælet. Men ifølge Søren Kaj Andersen, lektor i sociologi ved Københavns Universitet og leder af Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier på Københavns Universitet, kan den aktuelle debat ses som udtryk for, at lønmodtagerne nu skal levere de første lunser af deres hårdt tilkæmpede arbejdsfrihed tilbage.
"Hvis man skal se de store linjer i arbejdstidens udvikling, har vi haft en periode på over 100 år frem til 1990'erne, hvor vi arbejdede stadig mindre. Derefter har der været en periode med stilstand, og nu drejer historiens hjul den modsatte vej, så vi igen skal arbejde mere," siger han og tilføjer:
"Det første signal herom kom i 2012, da regeringen lagde op til, at alle skulle arbejde 12 minutter mere hver dag. Den idé blev hældt ned ad brættet, men denne gang har vi en flertalsregering, og det ser ud til, at nu kan folk hyle og skrige så meget, de vil. Det bliver lov alligevel."
SRSF-regeringen, som var ledet af Helle Thorning-Schmidt (S), var i 2012 også ude efter at inddrage store bededag, men opgav. Den 37 timer lange arbejdsuge overlevede, og det samme gjorde store bededag. Det ser den 336 år gamle helligdag ikke ud til at gøre denne gang.
Fromhed eller regnedrenge
Ifølge Sebastian Olden-Jørgensen, lektor i historie ved Københavns Universitet, kan man i store træk sige, at mens selve arbejdstiden er blevet kortere og kortere frem til for 30 år siden, så er historien om helligdagene en ganske anden. Dem var der nemlig engang mange flere af, og der var tilmed en helligdagsforordning, som ikke alene påbød borgerne at gå til gudstjeneste på helligdage, men også på det strengeste forbød arbejde på helligdage, bortset fra i ganske særlige funktioner som for eksempel de præster, som skulle forestå gudstjenesterne.
"Helligdagslovgivningen skulle beskytte gudstjenesterne. Især i 1600- og 1700-tallet blev dette nøje håndhævet. I de gode gamle dage tog den kristelige statsmagt hånd om at hjælpe alle borgere til at blive gode kristne. Man havde endnu ikke regnedrengene i Finansministeriet til at sidde og regne på, hvor mange milliarder hver fridag kostede statskassen," siger han.
Baggrunden for, at store bededag opstod var, at statsmagten ville sætte helligdagene mere i system. Under Trediveårskrigen (1618-48) havde man, som historikeren udtrykker det, haft god brug for at bede Vorherre rigtig meget om hjælp mod krig og andre elendigheder, og derfor var der spredt lokale ad hoc-bededage ud over kalenderen. I 1686 blev de samlet i én fast årlig bededag. Så én krig i 1600-tallet var på en måde årsag til store bededag, og nu ser det ud til at en anden, mellem Rusland og Ukraine, bliver årsag til, at den bortfalder.
Da den kongelige livlæge Johann Friedrich Struensee i 1770 regerede på vegne af den psykisk syge kong Christian VII, gennemførte han en helligdagsreduktion, som halverede antallet af helligdage fra de daværende 22. Struensee var ikke en meget religiøs mand, men ifølge Sebastian Olden-Jørgensen var reduktionen ikke antikirkelig, men tværtimod støttet af kirken og planlagt før Struensee tog magten.
"Begrundelsen var en længere tendens i tiden, som gik i retning af, at arbejdsomhed er en dyd, og at lediggang ikke er godt," forklarer historikeren.
Sagen var nemlig den, at døgnet har flere timer end den tid, det tager at gå i kirke. Og såvel kirken som statsmagten under enevælden var bekymret over, hvilke narrestreger befolkningen kunne udtænke i de timer, de hverken arbejdede eller gik i kirke.
Fritidsssamfundet blev aflyst
Da antallet af daglige arbejdstimer midt i det 20. århundrede for alvor faldt, samtidig med at antallet af ferieuger voksede, og lørdag blev fridag, var begrebet lediggang blevet afløst af det positivt ladede ord "fritid", påpeger Søren Kaj Andersen.
"Ideen om fritid blev først udviklet med velfærdssamfundet og ferieloven i 1930'erne. Da vi nåede op på tre ugers ferie, banede det vej for charterferiernes æra i 1960'erne. Ingen havde før da forestillet sig, at vi skulle få tid og råd til at rejse udenlands i stort antal. Og i løbet af 1970'erne begyndte man ligefrem at tale om et fritidssamfund," fortæller sociologen.
I ungdomsarbejdsløshedens tid i 1980'erne blev det italesat som en tjeneste til samfundet at gå ned i tid eller på efterløn. Og fremtidsoptimistiske mennesker skrev bøger, som forudsagde et fremtidigt fritidssamfund, hvor automatisering betød, at mennesker næsten ikke behøvede at arbejde.
Søren Kaj Andersen minder om, at når det var muligt at nedsætte arbejdstiden, samtidig med at velfærdssamfundet buldrede afsted, skyldtes det, at arbejdsstyrken voksede, fordi kvinder kom på arbejdsmarkedet. Tilsvarende har den seneste økonomiske opgang frem til 2022 været skabt af et øget arbejdsudbud, denne gang fra udenlandsk arbejdskraft. Men ideen om, at vi ved at udvide arbejdsstyrken kan blive ved med at sænke arbejdstiden for den enkelte, er død. Og visionen om fritidssamfundet er i 2023 stendød, mener han:
"Vi må konstatere, at forestillingen om et samfund, hvor vores fritidsaktiviteter dominerer vores liv og definerer, hvem vi er, gik i sin mor igen. Vores arbejde og vores uddannelsesbaggrund ses stadig som en helt afgørende del af vores liv og vores identitet. Også selvom man kan have problemer med nedslidning og mistrivsel og derfor ønske sig mindre arbejdstid.