Ny bog af Henrik Dahl er et kampråb til modstand mod identitetspolitikken

Henrik Dahl har skrevet en vedkommende, engageret debatbog. Den er intelligent, velskrevet, fokuseret og relevant. Man griber sig i at håbe, at den vil blive læst af borgerlige modstandslommer med politisk indflydelse

Sociologen og folketingsmedlem Henrik Dahl har skrevet en ny bog med den lange titel "Den sociale konstruktion af uvirkeligheden - forurettelse og antiliberalisme i det 21. århundrede".
Sociologen og folketingsmedlem Henrik Dahl har skrevet en ny bog med den lange titel "Den sociale konstruktion af uvirkeligheden - forurettelse og antiliberalisme i det 21. århundrede". Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix.

Mon ikke det for mange er lidt af en gåde, hvordan verden kunne gå hen og blive så åndssvag, som den er blevet? Jeg tænker her især på den skærpede identitetspolitik, som er ved at inficere alle vestlige – og danske – institutioner: kønsidentiteter, raceidentiteter og sexidentiteter flimrer rundt i medierne med deres krav om særlig anerkendelse.

Måske formår de fleste almindelige mennesker, som eksempelvis stadig abonnerer på en forestilling om to køn, stadig på strudsevis at stikke hovedet i busken, men problemet går jo ikke væk af den grund.

Henrik Dahl er kendt for ikke at stikke hovedet i busken. Nu har sociologen og folketingsmedlemmet fra det efter det seneste valg noget svækkede Liberal Alliance skrevet en bog om miseren. ”Identitetspolitikken er ekstremt farlig,” skriver han, ”hvad må der gøres? Det basale svar er, der må ydes en hård og konsekvent modstand.”

Dahl begynder med begyndelsen, hvad der skete i USA i afløbet af 1968-tumulten. Han har genlæst og citerer, måske lovlig omfattende, fra Allan Blooms skelsættende ”The Closing of the American Mind” fra 1987 for at finde rødderne til identitetspolitikken.

Er Dahl, vedrørende hvad der siden skete identitetspolitisk på amerikanske universiteter, ikke helt så analytisk skarp og veldokumenteret som eksempelvis Douglas Murray, hvis bog ”Hordernes hærgen” just er kommet på dansk, leverer han til gengæld rigtig mange tråde til en forståelse af den danske situation, herunder venstrefløjens kovending i forhold til identitetspolitikken, da den fandt ud af dens potentiale: Hvor Enhedslistens Pelle Dragsted i 2018 var helt afvisende over for identitetspolitikkens ”giftige tendens”, har Pernille Skipper bredt armene ud for den her blot to år senere.

Ikke blot venstrefløjen har taget identitetspolitikken til sig, det har også uddannelsesinstitutionerne, og det er straks mere problematisk. Dahl beskriver, hvordan ”forurettelsesstudier” – en oversættelse af det engelske ”grievance-studies”, forstået som studier i den uret, der typisk ses som begået af hvide mænd – fylder stadig mere i den danske universitetsverden.

Skal man tro Henrik Dahl, og det er der god grund til, befinder universiteterne, især de humanistiske dele af dem, sig nærmest i undtagelses- eller opløsningstilstand. De er under angreb fra et postmarxistisk ”anti-liberalt program”, hvis mål er magtovertagelse, ikke blot på universiteterne, men på sigt i samfundet som helhed.

Det anti-liberale program er en mangeleddet strategi, hvis redskaber er indskrænkelse af ytringsfriheden, krav om censur, systematisk indoktrinering, krav om kollektive rettigheder, udhuling af retssikkerheden, radikal sprogrensning, omskrivning af historien og endnu et par ting. Dahl demonstrerer, hvordan den pågældende bevægelse er racistisk ud fra den måde, hvorpå den entydigt retter sig mod den hvide races ”hvidhed”.

Mindelserne om 1968 er påfaldende; Dahl maler ikke fanden på væggen, fanden står allerede midt i rummet!

Der må altså ydes ”hård og konsekvent” modstand. Men hvor skal modstanden komme fra? Det må være en borgerlig modstand, mener Dahl, men her skræmmer sporene.

Han tænker på, hvordan det gik med VKR-regeringen, som sad i årene 1968-1971, og som brugte tiden og magten på at gennemføre en række af ungdomsoprørets mærkesager, fra styrelsesloven til pornografiens frigivelse, i stedet for at sætte hælene i og forsøge at dæmme op for dem.

Hvor står borgerligheden så i dag? Man frygter, at den står samme sted som i 1968, at de borgerlige også i dag hellere ville være ”en del af løsningen end en del af problemet”, som man yndede at sige dengang. Dahl taler i den forbindelse kritisk om ”Davosborgerligheden”, et medløberi på højrefløjen, ”en holdningsløs tilpasning til alt, hvad der lige for tiden er korrekt og moderne” – ”i sin kerne en form for servil og doven relativisme og nihilisme.” – En ikke meget borgerlig borgerlighed.

Ikke meget at hente der, skulle man mene. Måske er det mere identitetspolitikkens egen implodering på grund af klare indre uenigheder, man skal håbe på, hvis man vil have fænomenet til at gå væk. At det simpelthen går i sig selv, bliver overhalet af noget andet.

Dahl er dog ikke den, der giver op i forhold til borgerlige modstandskræfters brugbarhed. I det afsluttende kapitel, som på leninistisk vis hedder ”Hvad må der gøres?” opregner han i punktform den nødvendige borgerlige indsats: afmontering af uddannelsesreformer, der underminerer den kundskabsbaserede og dannelsesbaserede tilgang til uddannelse; afmontering af uddannelsesreformer, der underminerer meritokrati; krav om streng professionalisme i alle uddannelsesinstitutioner (herunder skoler og gymnasier); genoprettelse af respekten for data, logik og rationalitet; afpolitisering af bevillingssystemet; krav om forstærket indsats til fordel for klassisk videnskabelighed; defunding af alle forurettelsesstudier – samt yderligere mindst en halv snes punkter, til sammen en hel bunke statsindgreb, måske lovlig mange for en liberal politiker?

Spørgsmålet er så, hvad ”tidsånden” – alle mediers herre – siger.

På den anden side duer det ikke at være pessimistisk. Som filosoffen Alasdair MacIntyre engang i en noget anden tid skrev i bogen ”After Virtue”:

”Hvis vi er i en så slem situation, som jeg forestiller mig, forekommer pessimisme at være endnu en kulturel luksus, vi må se bort fra for at overleve.”

Det er en meget vedkommende, engageret debatbog, Henrik Dahl har skrevet. Noget af den ruller ud af ærmet, og Henrik Dahl citerer med stor glæde sig selv – det er lidt morsomt, når han til sidst skriver: ”jeg vil slutte denne bog med at give ordet til mig selv” – men hovedsageligt er bogen yderst velskrevet, intelligent, fokuseret og relevant.

Man griber sig i at håbe, at borgerlige modstandslommer med politisk indflydelse vil læse den – og ikke kun, hvad der stadig måtte være af den slags lommer i Folketinget.