Måske er det 20. århundrede slet ikke ovre. De kriser, vi mente at være vokset fra, er nu fremkaldt på ny: simple erobringskrige, pandemier, mangel på energi og løbske inflationsrater – alt sammen noget, som min generation af naive millennials har forbundet med et fortidigt Europa, vi kun kendte fra historiebøgerne. Jeg skal love for, at vi bliver taget i skole disse år.
Så meget desto større mening giver det at granske det åbenbart uendelige århundredes musik. Odense Symfoniorkester åbnede torsdag aften sin efterårssæson med et rent amerikansk program, hvor George Gershwins ”An American in Paris” fra 1928 var det ældste værk, og sidste sats af Steve Reichs ”The Four Sections” fra 1987 det yngste.
Orkestret glimtede som et omrejsende tivoli i korte festindslag som ouverturen til Leonard Bernsteins musical ”Candide”, John Adams’ tindrende ”Short Ride in a Fast Machine” og uddraget fra Reichs fire sektioner, hvis hypnotiske gentagelser dog ikke helt kom til deres ret i så kort form.
Det gjorde til gengæld den ukrainske violinsolist Diana Tisjtjenko i Bernsteins ”Serenade” fra 1954, fem satser inspireret af de filosofiske tanker om kærlighed i Platons ”Symposion”. Hvor resten af aftenen – der endte med en noget uforløst Bernstein-rodebutik af uddrag fra ”West Side Story” – satsede på liv og glade dage, tvang Tisjtjenko og den franske chefdirigent Pierre Bleuse en skarp poesi ud af serenadens dialog mellem solist, strygeorkester og slagtøj.
Den 32-årige ukrainer, der er bosat i Berlin og har en strålende karriere foran sig, gemte fornemt sit vibrato til særligt sukkende passager og lod i stedet en rå tone tegne Bernsteins ganske hårdkogte værk. Vi hørte skarpt eksekverede dueller med orkestret i tredje sats efterfulgt af en fortryllende fjerde sats, hvor strygerhavet først illuderede et koldt vinterlandskab med en blanding af korte strøg og knips, inden de til sidst hvirvlede en mægtig storm op.
Der var langt fra denne tornede udgave af Bernstein til Hollywood-dramaet i hans musicaluddrag. Det virkede, som om violinkoncertens mere europæiske grundstemning passede bedre til chefdirigentens temperament end aftenens generelle showkarakter. ”Serenade” og Tisjtjenkos tilpas nonchalante håndfasthed var koncertens klare højdepunkt.
Hvad lærte vi af orkestrets overflyvning af det 20. århundrede, som det lød på den anden side af Atlanten? Måske at der trods musikkens moderne karakter manglede noget, hvis tidskapslen skulle stemme med de uløste konflikter, der i dag er genopstået. Det virkede, som om de amerikanske komponister gled af på de spørgsmål, som deres mere tungsindige europæiske kolleger – Pierre Boulez, Karlheinz Stockhausen, György Ligeti – stillede på samme tid.
Forhåbentlig kan også de komponister få plads i landets koncertsale. Jeg tror, vi har brug for at høre dem, hvis vi skal forstå de kriser, som rammer os i en lind strøm disse år. Særlig festligt bliver det dog næppe.
Diana Tisjtjenko og Odense Symfoniorkester: An American in Paris. Musik af Bernstein, Gershwin, Reich og Adams. Dirigent: Pierre Bleuse. 130 minutter. Odense Koncerthus, 8. september.