Kan amerikansk klassisk musik lære os om vor tids kriser?

Man må lytte til det 20. århundredes musik, hvis man vil forstå verden i dag. Odense Symfoniorkester lagde for med en tur over Atlanten

Diana Tisjtjenko og den franske chefdirigent Pierre Bleuse tvang en skarp poesi ud af Bernsteins ”Serenade” fra 1954.
Diana Tisjtjenko og den franske chefdirigent Pierre Bleuse tvang en skarp poesi ud af Bernsteins ”Serenade” fra 1954. Foto: Jacob Kristensen.

Måske er det 20. århundrede slet ikke ovre. De kriser, vi mente at være vokset fra, er nu fremkaldt på ny: simple erobringskrige, pandemier, mangel på energi og løbske inflationsrater – alt sammen noget, som min generation af naive millennials har forbundet med et fortidigt Europa, vi kun kendte fra historiebøgerne. Jeg skal love for, at vi bliver taget i skole disse år.

Så meget desto større mening giver det at granske det åbenbart uendelige århundredes musik. Odense Symfoniorkester åbnede torsdag aften sin efterårssæson med et rent amerikansk program, hvor George Gershwins ”An American in Paris” fra 1928 var det ældste værk, og sidste sats af Steve Reichs ”The Four Sections” fra 1987 det yngste.
Orkestret glimtede som et omrejsende tivoli i korte festindslag som ouverturen til Leonard Bernsteins musical ”Candide”, John Adams’ tindrende ”Short Ride in a Fast Machine” og uddraget fra Reichs fire sektioner, hvis hypnotiske gentagelser dog ikke helt kom til deres ret i så kort form.