Aarhus Teater har fravalgt den kristne symbolik i velspillet Narnia-forestilling

Aarhus Teaters dramatisering af C.S. Lewis’ ”Narnia” er ikke prangende, og man har fravalgt enhver kristen symbolik, men forestillingen er sød og velspillet

Den godhjertede Aslan spilles i Aarhus Teaters udgave af ”Narnia” af Jacob Madsen Kvols, der har fået løvemanke på. –
Den godhjertede Aslan spilles i Aarhus Teaters udgave af ”Narnia” af Jacob Madsen Kvols, der har fået løvemanke på. – . Foto: David Bering/Montgomery.

Hvad er den bedste børnebog i verden? Hos mange børn vil svaret garanteret være C.S. Lewis’ ”Narnia”. Billetsalget til Aarhus Teaters dramatisering af romanseriens første del om løven, heksen og garderobeskabet vidner i hvert fald om massiv popularitet.

Iscenesættelsen har da også det meste af det, der skaber en dejlig juleforestilling: et sammensurium af forskellige sagn, lysende bløde snefnug og spidse iskrystaller, eventyr og spænding. Men også en mangel på storhed og legesyghed.

En verden, hvor der er evig vinter og aldrig jul. Kunne man forestille sig noget værre? Nej. Men sådan er Narnia, eventyrlandet, som den lille menneskedatter Lucy lander i efter et skænderi med sine tre søskende.

De er sendt i eksil under Anden Verdenskrig til en skør, men flink professor. Et stort garderobeskab bliver deres flugtvej væk fra den strenge husholderske Macready og den grå voksenalvorsverden, hvor al leg er fy. Herfra lader Lucy og hendes præpubertære søskendeflok sig falde ind i fantasiens favn og møder onde feer og gennemgode løver, sagndyr og talende bævere med uimponeret mod.

I Camilla Bjørnvads scenografi er Narnia-landet indkapslet i to lave isbjerge og en drejescene. Det synes næsten for enkelt og småt til et komplekst univers, der rummer så mange udfoldelsesmuligheder. Men der er alligevel noget ydmygt og sympatisk over de gammeldags rammer, der er vel afstemt med historiens tid og tone.

Samme beskedenhed præger kostumer og rekvisitter. Mette Døssing er en gemen isheks, men også underligt menneskelig og skrøbelig, når hun fejer omkring i sin lille terrængående snescooter-karet og spreder is og ondskab.

Hendes modspiller, den ærværdige løve Aslan, spilles af Jacob Madsen Kvols, som med dyb røst, lange lemmer, et mekanisk brøl og en stor manke fint klarer springet mellem død martyr og løvelegeonkel, og han får børnene med sig.

Men der er noget skævt og svært ved forestillingens andre firbenede, der har fået et sæt metalliske krykker for at simulere dyriske gangarter – resultatet er decideret fremmedgørende.

Heldigvis følges vi på hele eventyret af Anders Baggesens barmhjertigt vimsende faun og hyggelige Hr. og Fru Bæver (Bue Wandahl og Hanne Windfeld), der skygger for det knap så velfungerende med deres mimrende næser og tykke rumper.

Anne Plauborg som lille tapre Lucy er elskelig og troværdigt barnlig. Det samme er Clara Ellegaard som den blide storesøster Susan. Mikkel Becker Hilgart og Alexander Krumhausen som henholdsvis storebror Peter og den bøvlede lillebror Edmund har desværre lidt sværere ved at overbevise os om, at de ikke er voksne mænd, der spiller børn.

Teksten er sød og har sine sjove momenter, der får især børnene i publikum til at føle sig set og hørt. ”Kom så, Aslan!” råber en lille pige bag mig. Hun er vildt investeret.

Men teksten har også nogle håbløst moraliserende øjeblikke, der synes forcerede og unødvendige.

Historien formidler godhed nok i sig selv til, at den ikke også behøver at blive konkret. Også fordi man har fravalgt den kristne symbolik i C.S. Lewis’ forlæg, hvor løven Aslan er en Kristus-figur, der bringer livet tilbage til heksens verden, hvor det altid er vinter, men aldrig bliver jul. Før altså Aslan kommer. Aarhus Teater har derimod valgt at lægge fokus på nuttede sagndyr og hyggeelementer, så absolut ingen bliver skræmt bort.

Modsat sit forlæg er Aarhus Teaters ”Narnia” ikke den bedste børneforestilling i verden. Der er mere legesyge og eventyrlighed at finde lige nu i Teater Refleksions ”Gerdas rejse”, hvor børn og voksne selv får lov at tage turen gennem garderobeskabet. ”Narnia” er ikke prangende, men velspillet, sød og sjov. Det er vi mange, der godt kan nøjes med her op til jul.