Kan du læse om en kronhjort og vinke til en stær?

En ny bølge af eksistentiel naturlitteratur har ramt boghylderne. Men hvorfor har vi lyst til at læse om biernes liv og ålens ynglesteder? I lyset af klimakrisen forsøger vi at nærme os naturens forunderlighed, mener ekspert

Illustration: Rasmus Juul
Illustration: Rasmus Juul.

Hvad kan røre en pensioneret generalløjtnant og mangeårig lystfisker dybt? Svaret er: en bog om ål.

Det var i hvert fald en stor læseoplevelse for Kjeld Hillingsø, da han tidligere på året fik fingrene i ”Åleevangeliet” af den svenske forfatter Patrik Svensson og anmeldte den i Berlingske.

”Det er en dejlig og smuk bog, som jeg virkelig nød at læse. For det første fordi den handler om et far-søn-forhold med rod i lystfiskeriet, som lægger sig meget tæt op ad det forhold, jeg havde til min far, og det, jeg har til min søn. For det andet, og det er det virkeligt fantastiske, bliver man på redelig og videnskabelig vis gjort klogere på dette mystiske dyr, ålen,” siger han.

Kjeld Hillingsø er ikke den eneste, der for tiden begejstres over dén kombination – mellem en personlig eller eksistentiel fortælling og videnskabelig naturformidling. ”Åleevangeliet” om den stærkt truede, slangelignende fisk er blevet en international bestseller, og ligesådan forholder det sig med ”Kunsten at fange muldvarpe” af Marc Hamer, ”Mit liv som dyr” af Charles Foster, ”Fårehyrdens dagbog” af James Rebanks og det tyske fænomen Peter Wohllebens bøger om ”Dyrenes hemmelige liv” og ”Naturens hemmelige netværk”, for blot at nævne et udpluk. Men hvorfor gribes vi i dén grad af bøgerne?

Det har Peter Mortensen, lektor i engelsk litteratur ved Aarhus Universitet, et bud på. Han har forsket i alskens forskellige typer af naturlitteratur gennem tiderne og kæder de nye bøger sammen med et begreb, der fylder meget i videnskabelige kredse i disse år: Den antropocæne tidsalder.

Det antropocæne er forestillingen om, at den tidsalder, vi lever i, er fuldt og helt defineret af menneskets tilstedeværelse på jorden. Den ”rene” natur er ophørt med at eksistere, fordi mennesket efterhånden har sat sit aftryk på alt, forklarer han.

”I mange af disse bøger er det ikke smukke og idylliske landskaber, men beskadiget natur og kulturlandskaber formet af mennesket, der beskrives. I de bøger, der handler om dyr, er det det samme: Der er fokus på, at dyrene har svært ved at være det, de er, når mennesket fylder så meget. Bøgerne viser på den ene side mennesket som et væsen, der har gjort sig selv til Gud, på den anden side som et dyr. Det er gennem det undersøgende blik på muldvarpen, ålen eller høgen, at vi kommer tættere på dyret og dermed også på os selv,” siger Peter Mortensen.

I ”H for høg” og ”Kunsten at fange muldvarpe” undersøger forfatterne netop deres egen tilværelse gennem dyrene og kommer på den måde til bedre at forstå sig selv. I det ligger et opgør med en grundlæggende sondring i vores kultur, påpeger Peter Mortensen:

”Gud siger til Adam i begyndelsen af Bibelen, at han skal herske over dyrene, og at kun han har en udødelig sjæl. Siden Darwin har vi vidst, at de fleste dyr har en grad af intelligens, socialitet og følelsesliv, uden rigtigt at gå i dybden med hvor meget. Men det gamle humanistiske skel mellem mennesket og dyret er ved at blive godt og grundigt udvisket i disse år, og det sker også i bøgerne her, hvor dyrene tales op.”

”Det paradoksale er, at det sker på et tidspunkt, hvor vi er ved at udrydde mange arter. Vi befinder os på tærsklen til det, biologerne kalder den sjette masseudryddelse. Man siger, at op mod 60 procent af jordens dyrearter vil være uddøde på kanten til det næste århundrede, hvis vi fortsætter med at bruge naturen, som vi gør. Og den kulturelle interesse for dyret i bøgerne handler nok også om det: At vi er ved at skaffe os af med alle de dyr, der ikke er nyttige for os.

Men kan man redde naturen med en bog? Tja, måske ikke. Men måske kan man nærme sig de organismer, mennesket succes bygger på.

”Sådan en bog som ’Biernes historie’ (af den norske forfatter Maja Lunde, red.) gik hen og blev en bestseller på adskillige sprog. Den tager udgangspunkt i, at bierne dør om ørerne på os i disse år. En bi er jo et relativt ueksotisk, dagligdags dyr, som vi ikke lægger mærke til, men som viser sig at spille en stor rolle for hele vores civilisation. Selve fortællingen er ret dyster, men alligevel blev bogen voldsomt populær. Og jeg tror, bøgerne kan være med til at skabe en bevidsthed om, at vi står ved en skillevej,” siger Peter Mortensen.

Selvom ”Biernes historie” er en fortælling, der er på vej til at få en ulykkelig slutning, så er der også masser af opmuntring i fortællingerne. For eksempel i ”Gåsefar”, hvor den tyske forsker Michael Quetting på humoristisk vis fortæller om, hvordan det er at være gåsefar på fuld tid for en flok gæslinger (som han egentlig bare skulle bruge til et forsøg), mens han selv står midt i en skilsmisse.

Der ér noget grundlæggende godt i at nærme sig naturen og prøve at forstå den, mener også Kjeld Hillingsø.

”Jeg tror, naturen betyder mere og mere for os. Naturen er også blevet en del af den omsiggribende helsebølge, og man kan knap nok gå en tur i skoven uden at blive løbet over ende. Vi er nogle, der altid har tumlet rundt derude, og man kan da godt længes efter de gamle dage, hvor der var fred og ro. Men det er også dejligt at se, at folk har fået øjenene op for de glæder, man kan hente i naturen. At det er fint nok at gå i fitness, men at den bedste måde at få frisk luft ned i lungerne og et grønt skær i øjnene er at gå en tur i skoven. Jeg kan bedst lide at gå i skoven med hunden, for når jeg ser, hvordan den opfører sig dér, så oplever jeg skoven på en ny måde,” siger han.

”Sådan har jeg det også, når jeg går ved vandet. Hvis jeg er inde i en stressende tid, siger min datter Ellen nogle gange: ’Far, du skulle lære at meditere’. Men jeg siger: ’Jeg skal bare ud og fiske med flue’. I begyndelsen, når man er ved at lære det, kræver det meget koncentration, men mere og mere opsluges man bare af livet, lyset og vandet. Man tænker ikke på noget som helst, og det er vidunderligt!”

Kjeld Hillingsø har fisket, siden han var dreng, både med og uden flue. Han holder meget af klassikeren ”Den fuldkomne fisker”, som måske kan siges at være det første værk i genren ”personlig naturlitteratur”, og har også skrevet efterskrift til bogen, da den genudkom på dansk sidste år. ”The Complete Angler”, som originaludgaven på engelsk hedder, udkom første gang i 1653 og er skrevet af Izaak Walton og Charles Cotton. Den handler om lystfiskeriet og også om fiskerens forhold til de steder, hvor han går med sin fiskestang. Men undervejs besynges også glæden ved at stå midt i skaberværket og være i ét med det.

”Jeg læste den første gang som ung, og det var begejstringen for lystfiskeriet og opdagelsen af det mystiske under havoverfladen, der greb mig,” siger Kjeld Hillingsø.

”Åleevangeliet” ramte ham på et dybere plan, på ”et emotionelt punkt, han ikke vidste, han havde.” Og når nu den kolde tid begynder, ser han det som oplagt at dykke ned i naturlitteraturen.

”Da jeg var barn, fiskede man indtil ørredsæsonen sluttede den 15. november. Derfra var det i øvrigt også for koldt. Så gik man i dvale en måneds tid eller to, og så ud at fiske igen. Og i den mellemliggende periode var der nogle, der brugte en masse kræfter på at få orden i deres fiskegrej – og så var vi nogle, der bare sank ned i bøgerne.”