Kan en digter frelse verden?

I lange stræk er ”Frelseren fra Hvidovre” underholdende og højaktuel læsning til tiden, men historien, humoren og satiren er måske alligevel for letkøbt

Fremtidsudsigterne er dystre i Kaspar Colling Nielsens femte udgivelse.
Fremtidsudsigterne er dystre i Kaspar Colling Nielsens femte udgivelse. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

Vesuv er gået i udbrud, det værste vulkanudbrud, verden har set i årtusinder, og en kæmpe askesky, der dækker hele Europa, efterlader kontinentet i et permanent mørke, samtidig med at diverse alt for velkendte kriser, klimaet, økonomien og coronapandemien i nye aggressive varianter, hærger. Det lugter af dommedag, den sidste tid, og ingen ved for alvor, hvad de skal stille op. Nogenlunde så dystre er fremtidsudsigterne i Kaspar Colling Nielsens nye roman, ”Frelseren fra Hvidovre”, der er den femte udgivelse i forfatterskabet siden debuten, ”Mount København” (2010), som også spiller en rolle i den aktuelle bog.

Lyder det tungt og egentlig også som noget, vi har læst hundrede gange før, så er det – udsat for Colling Nielsens fabulerende, løsslupne, satiriske og fortælleglade vridemaskine – faktisk på ingen måde tilfældet.

For selvom den tidligere taleskriver for Klimaministeriet er sortseer, så vælger han ikke den mørke afgrund, men afsøger i stedet groteskernes, absurditeternes og latterens overdrev. Det vidner forsidens kitschede udtryk og den teatralske brug af uncialer (stort og kunstfærdigt udført begyndelsesbogstav ved indledningen til hvert af romanens korte, letlæste kapitler) allerede om. Men det bekræftes også i det påfund, Colling Nielsen denne gang gør til sin romans omdrejningspunkt:

Ind på scenen træder ”verdens mest betydningsfulde menneske”, også kendt som Allan Thornbum. En 48-årig falleret digter, der ikke gider skrive digte mere, men som i stedet lever et stille, rutinepræget liv for sig selv (helst!) i en sparsomt møbleret kælderlejlighed i Hvidovre med sin 15-årige kat, Felix. Her fordriver han tiden med at høre P1 og kommentere andre digteres digte, som han har lånt på biblioteket, når han ikke lige passer sit job som trafiktæller på Rødovrevej.

Så ind på scenen træder han egentlig ikke. Han bliver nærmere kastet derind helt og aldeles mod sin vilje, fordi han – har eksperter i finansministeriet regnet sig frem til – er den eneste, der kan redde verden. Hvordan? Ved at skrive et digt!

Problemet er bare, at det vil han under ingen omstændigheder. Ikke engang et besøg fra den over to meter høje og i det hele taget enorme statsminister med polske rødder, Bianca Didriksen, kan i første omgang få ham på andre tanker. Indtil det så alligevel lykkes at få digteren til at krybe til korset og skrive det frelsende digt, der kaster et guddommeligt lys ned over ham: Han er, uden at afsløre for meget, den nye Messias med alt, hvad det indebærer af lidelser, helbredende evner, død og genopstandelse.

På den måde er ”Frelseren fra Hvidovre” rig på mærkværdigheder, skøre indfald og excentriske figurer, der blandt andet også tæller Allans forfatterven, Bent Jørgensen, hvis ”Fordommenes bog” som en kuriositet er trykt bagerst i bogen. Og som sådan er romanen i lange stræk underholdende og højaktuel læsning til tiden.

Men spørgsmålet er, om den også er det til eftertiden? Dertil er historien, humoren og satiren måske alligevel for letkøbt. Ja, politikerne er grinagtige, magtsyge og handlingslammede, og en overdimensioneret, skævvredet statsminister er da også meget sjov, men luften fiser, som en vittighed, også hurtigt af ballonen. Og ja, der er oplagt noget sjovt og nyskabende i den ugidelige digter, der bliver frelser. Men den bibelske ramme står efter endt læsning måske også tilbage som et lidt tomt skelet, der ikke for alvor bliver brugt til noget påtrængende, ud over at drive historien frem – men hvorhen er efter endt læsning forsvundet i askeskyen.