Prøv avisen

Kan en hund være hovedperson?

I virkeligheden er hovedpersonen i Anna Ringbergs roman "BOYS" Lasses elskede hund, Boys. Den spiller i hvert fald sin helt egen betydelige rolle og tildeles med jævne mellemrum fortællerstemmen. Foto: .

Man skal ikke være mørkeræd, hvis man skal læse svenske Anna Ringbergs på en gang drævende langsomme og voldsomme debutroman. Men vov det!

Den 32-årige svenske forfatter Anna Ringbergs roman BOYS er på mange måder en helt atypisk debutroman. Dels er vi så langt væk fra den fancy ungdomskultur, vi overhovedet kan være. Det her er nærmest en anti-fancy roman. Dels holder Anna Ringberg sin helt egen kadence og ser ingen anledning til at fortælle kort, hvad der kan gøres langt.

Frønnet træ lagt i munden, hjernen og hjertet på henholdsvis far, søn og hund. Og hverken oversættelsen eller de mange trykfejl gør denne træagtige fornemmelse mindre. Derfor kræver det en del tålmodighed overhovedet af få hul på teksten. Men det betaler sig!

LÆS OGSÅ: Oplysende om riget i midten

Dels er der en 65-årig, temmelig anløben, tidligere straffet, introvert og måske endda seksuelt afvigende mand i centrum. Og endelig er der en næsten demonstrativt alvidende, gammeldags fortællerstemme.

Det er Matti, der er jegfortælleren. Den voksne søn, som nu skal hjem at fejre sin far, Lasses, halvrunde fødselsdag. Han har ikke besøgt hytten, hvor far bor, i 20 år.

Men hovedpersonen er Lasse, eneboeren, der levede sammen med sin mor, til hun døde. Han har netop lagt sin fodlænke (vi ved ikke, hvorfor han fik den, det er en af de mange hemmeligheder) og er nu i praktik i en varmestue for utilpassede narkomaner. Når han ikke går til AA-møder. Eller går tur med hunden. For i virkeligheden er hovedpersonen måske Lasses elskede hund, Boys. Den spiller i hvert fald sin helt egen betydelige rolle og tildeles med jævne mellemrum fortællerstemmen.

Endnu en af romanens mange egenarter er denne skiftende, men hver gang hermetisk tætte fortællerposition. Forfatteren kryber helt ind under hud og hår og pels. Som solidarisk medvider, som talerør, som indre stemme. Uredigerede tanker i langsomt trav. Iblandt så tæt på, at vi mister overblikket over, hvem der taler og fra hvilken position. Det lille, kølende mellemrum mangler, den distance, der ville få læseren til at læne sig tilbage i stolen.

I grunden minder Anna Ringbergs roman ikke så lidt om Vinterbergs film Festen. Her er samme blanding af freudianske bindinger, skarp realisme og græsk tragedie. Således begynder det med den handling, der, uafvendelig som hos Ødipus, aktiverer alle skjulte kræfter. Matti bliver medvider, da naboerne skyder Boys, som de længe har været irriteret på. Halvhjertet når han at bryde ind og bliver bidt i hånden, mens Boys løber bort med blodet dryppende i sneen. Stigmatiseringen er indtruffet.

Først da finder Matti ud af, at det er hans fars hund.

Under hele festen må Matti bære sin skjulte viden. I virkningsfulde krydsklip følger vi herefter Lasse, der bliver mere og mere fuld, og hunden, der forbløder. Vi er helt inde i hundehjertet, helt ude i snuden. Det er grænseoverskridende bevægende og kun få gange forfalder forfatteren til det (for!) sentimentale.

Men der er utallige andre lig i skabet. Og det er disse voldsomme kontraster mellem den gribende hundevinkel, den rene kærlighed mellem Lasse og Boys, Lasses ægte engagement i de unge narkomaner og fortvivlelse, da kommunen ikke vil forlænge hans praktik og de muldmørke afgrunde i den selvsamme mand, den mærkelige seksuelle undertone, snavset, indesluttetheden, drikkeriet, fortidens unævnelige synder, der udgør romanens skræmmende poler. For hvad skete der mellem Lasse og Matti. Hvorfor er der gået 20 år?

Noget får vi svar på. Men det kan jeg ikke røbe. Man må selv bevæge sig ud i denne dunkle treenighed mellem en far, en søn og en hund. Grave sig langsomt igennem teksten med skovl og stavlygte. Og ikke være mørkeræd.

kultur@k.dk