Det er uforståeligt, at mor går i kirke. Der skal hverken være bryllup eller dåb, der er ingen koncert, og det er heller ikke juleaften. Alligevel er det kirken, mor går hen til den søndag formiddag i november, hvor hendes datter, som hun ikke har set i 30 år, følger efter hende.
Johanna, som datteren hedder, er den jeg-fortællende hovedperson i Vigdis Hjorths nye roman ”Er mor død”. Efter 30 års selvvalgt eksil i USA vender Johanna, der er en internationalt kendt billedkunstner, hjem til Norge for at bosætte sig midlertidigt i sin barndomsby i forbindelse med en udstilling. Som noget af det første gør hun noget, som føles forbudt: Hun ringer til sin mor.
Moderen tager ikke telefonen. Heller ikke de mange efterfølgende gange, Johanna ringer, og så begynder en proces, som man på moderne dansk vil kalde stalking. I et fremadskridende intensiverende forløb romanen igennem forfølger den 60-årige Johanna simpelthen sin gamle mor.
Sådan er det også den dag, hvor mor går til en helt almindelig søndagsgudstjeneste, og Johanna spørger i romanen sig selv: ”Jeg havde aldrig tænkt på min mor som et alvorligt menneske. Var min mor blevet et alvorligt menneske i mit fravær? Min mor havde lidt så meget på grund af mig, at hun havde brug for troen som trøst? Nej, hvis hun var blevet et dybt alvorligt menneske, ville hun have taget telefonen, når jeg ringede. Alt andet var umuligt. Min mor kunne ikke både have en stor alvor og samtidig ikke ville have kontakt med mig! Det var umuligt. Mor?... var hun blevet omvendt til noget så omkalfatrende og alvorligt som en kristen tro og ville alligevel ikke se mig? Det var en hård straf.” Underforstået: Kan man det? Altså være kristen og så alligevel ikke ville se sit barn?
Vigdis Hjorth har lige rejst sig fra en samtale med litteraturanmelder Klaus Rothstein på en lille scene på Lyngby Stadsbibliotek og sidder nu i et tilstødende lokale klar til at tale videre om sin nye roman, der udkom på dansk i sidste uge.
Hun er helt klædt i sort, har det skulderlange, mørke hår sat lidt skødesløst sammen bag det ene øre. Hun griber ud efter sin mobiltelefon. Angiveligt for at tjekke tiden, og inden vi rigtigt kan gå i gang, skal hun lige være sikker på, at interviewet ikke kommer til at strække sig over resten af eftermiddagen. Hun har en vigtig aftale. Hendes datter og to børnebørn bor i København, og det er blevet arrangeret sådan, at mormor fra Norge kan være sammen med sine børnebørn i nogle timer, selvom det egentlig er ”fars uge”. Forældrene er skilt, forstår man, og for Vigdis Hjorth er det vigtigt at prioritere tiden rigtigt. Som mor og mormor.
Sin egen mor ser hun, som Johanna i romanen, ikke.
”Min mor lever, så vidt jeg ved da,” svarer hun på spørgsmålet: Lever din egen mor? og tilføjer så:
”Det er ikke mit ønske, at vi ikke ses.”
Kendere af Vigdis Hjorth og hendes forfatterskab vil vide, at hendes forrige roman ”Arv og miljø”, hvis omdrejningspunkt også var en familiesplittelse og handlede om en bitter arvesag og hemmeligheder om seksuel mishandling, gav anledning til en heftig debat om det, som nordmændene kalder virkelighedslitteratur, og vi herhjemme betegner som autofiktion. En debat, der kulminerede med, at Vigdis Hjorths lillesøster Helga Hjorth skrev en roman som modsvar.
”Er mor død”, der udkom i Vigdis Hjorths hjemland tidligere på året, har ikke givet anledning til en lignende debat i Norge. Den nye roman behandler dog indirekte emnet om, at kunst altid er noget andet end virkelighed. Mere om det, nu skal vi først tilbage til scenen i kirken.
”Jeg er meget optaget af Søren Kierkegaard, og fremstillingen af moderens besøg i kirken er direkte inspireret af en af hans tekster, hvor han lader en tjenestepige søge ind i en kirke, hvilket får hende til at græde,” siger Vigdis Hjorth.
Det samme sker med Johannas mor: ”Mors smalle skuldre ryster, mors ynkelige skikkelse ryster, og jeg forstår: Hun går i kirke for at græde”, hedder det i romanen.
”Den gråd tolker Johanna vældig narcissistisk. Hun ser gråden som en fordel for sig selv, for den betyder, at mor savner mig. Mor bærer på en sorg, som har med adskillelsen fra mig at gøre,” siger Vigdis Hjorth og rykker lidt frem på stolen, der er anbragt i corona-sikker afstand, før hun fortsætter:
”Johanna forsøger at være et selvransagende menneske. Hun er fra sit hjem vant til en slags konventionel kristendom, som mest handler om at gå i kirke til højtiderne. Nu tænker hun, at hvis mor har forvandlet sig fra at være konventionel kristen til at blive kristen i eksistentiel forstand, så må det indebære, at mor har kontakt til sit følelsesliv og har haft en alvorlig samtale med sig selv om, at hun ikke kan opretholde sit fjendebillede af mig.”
Den konklusion ansporer Johanna til at fortsætte sit forfølgelsesprojekt for at få moderen i tale.
For Vigdis Hjorth er der ikke noget entydigt svar på spørgsmålet i denne artikels overskrift.
”Der er masser af hykleri i kristne miljøer, men der er også vældig kloge og interessante meninger om livet og eksistensen. Det appellerer til mig, når kristne filosoffer som Kierkegaard taler om, at det at leve som menneske er et stort ansvar og en tillids-erklæring fra himlen,” siger den norske forfatter, der ikke selv bekender sig til kristendommen.
Johanna er som nævnt billedkunstner, og hun er blandt andet berømt og anerkendt for to store tredelte billeder med titlerne ”Barn og mor 1” og ”Barn og mor 2”. Billederne blev, mens hun var i USA, udstillet på et prestigefyldt galleri i hendes norske barndomsby.
”Moren står i et hjørne stærkt lukket om sit inderste med sorte imploderende øjne og barnet sammenkrøbet i et andet”, hedder det blandt andet om motivet. Indtil den udstilling har der været sporadisk kontakt mellem Johanna og hendes mor og mellem Johanna og søsteren Ruth, der stadig bor i fødebyen.
Efter udstillingen ophører søsterens korte beskeder og moderens formelle hilsner til jul og fødselsdage. De føler sig krænkede over billederne, hvilket er uforståeligt for Johanna, der betragter værkerne som et forsøg på at indkredse mor-barn-forholdet helt generelt. Først da faderen bliver syg og dør, hører Johanna igen fra familien. Men da er hendes amerikanske mand dødeligt syg, og hun rejser ikke hjem til Norge for at deltage i faderens begravelse.
Men ved romanens begyndelse er hun altså tilbage i barndommens land og mærker behovet for at finde ud af, hvem moderen er nu. Og en forklaring på, hvorfor moderen, i Johannas optik, svigtede sin datter i barndommen og nu også i voksenlivet.
Udgangspunktet er for Vigdis Hjorth, forklarer hun, at ingen nogensinde kan blive færdig med deres mødre eller alternativt det andet menneske, der har været primærperson i barndommen. Og at der ikke findes mødre, der ikke kommer til at skade deres børn i en eller anden forstand.
”Det ligger simpelthen i selve konstellationen: Et barn, der er vokset inde i en mave, bliver fysisk adskilt med et klip af navlesnoren, hvorefter det bliver lagt til brystet og suger næring ud af moderens krop. Barnet har et særligt blik på denne gudinde, som gør hele forskellen på liv og død. Det er et blik, en mor aldrig kan leve op til. Som mødre må vi træde ned fra den gudelignende status og vise børnene, at vi er fejlbarlige,” siger Vigdis Hjorth.
For Johannas vedkommende fornemmer hun, at moderen lever sit liv i en fornægtelse, der har fået hendes ansigt til at stivne i en maske, som hun krampagtigt holder fast i. Johanna har forstået noget om sin mor, blandt andet at hun altid gik med langærmede bluser, fordi hun havde været selvskadende som ung kvinde.
”Nu ønsker hun på næsten voldelig vis at rive masken af sin mor, for hun ser en åbning, da moderen græder i kirken,” siger Vigdis Hjorth
Vigdis Hjorth er ikke en kvinde, der sidder stille. Hendes vævre krop roterer på stolen, og hun gestikulerer ivrigt med hænderne for at understrege sine pointer. Det samme skete, da hun sad på biblioteksscenen i Lyngby foran den lille udvalgte skare af, fortrinsvis, kvinder, der var sluppet igennem corona-nøglehullet. Her fortalte hun blandt andet om tilblivelsen af bogens titel ”Er mor død”, der uden spørgsmålstegn er en slags konstatering med et spørgsmåls grammatik.
”Jeg passede en lille dreng på fire år, og mens vi var sammen, kom han til at tabe sin mors nye iPhone på gulvet, så den blev knust. Hans første tanke gik på moderens vrede, når hun opdagede det. Mens han og jeg sad der og kiggede på den ødelagte telefon, ringede min telefon, og det var en alvorlig samtale, hvor jeg blandt andet sagde ’åh nej’. Da jeg lagde røret, spurgte drengen næsten håbefuldt: ”Er mor død?’. Så var titlen der,” fortalte Vigdis Hjorth grinende.
De færreste døtre ønsker deres mødre døde. Men forholdet mellem dem er ofte besværligt. Det gælder ikke mindst mellem 61-årige Vigdis Hjorths egen generation og deres mødre, der typisk er født i 1920’erne og 1930’erne, mener forfatteren.
”I min generation havde vi langt flere muligheder end vores mødre, der oftest var hjemmegående. Hvis ægteskabet var godt og moderen tilfreds med sit liv, gav det en anden ro i hjemmet end i dag, hvor mange mødre slider med job og karriere. Men det betyder også, at kvinder i min generation typisk ikke respekterer vores mødre som kvinder, vi kan spejle os i. Det kan yderligere belaste forholdet. Det bliver interessant at se, hvordan mor-datter-forholdet vil udvikle sig i de kommende generationer,” siger hun og fortæller så, at den ene af hendes to døtre faktisk skriver på en bog.
Vigdis Hjorth er vant til at blive spurgt om sine familieforhold og løfter da heller ikke et øjenbryn, da hun bliver bedt om at relatere den nye roman til den voldsomme forurettethed, hendes familie gav udtryk for, da ”Arv og miljø” udkom i Norge i 2016. Smilende stiller hun sig selv det spørgsmål, som hun allerede mange gange er blevet stillet: ”Har du udspioneret din mor?” og svarer så i samme åndedrag:
”Jeg kan med hånden på hjertet sige, at jeg ikke har ligget i buske og holdt øje med min mor. Nej, jeg har ikke, som Johanna, forfulgt min mor, slet ikke.”
Men hvad hun har gjort er at skrive en slags kommentar til autofiktionsdebatten ind i ”Er mor død”. I romanen konstaterer Johanna, at virkelighed er indkøb af toiletpapir og busbilletter, tandbørstning og hård mave og kunstnerisk helt uinteressant. ”Værkets forhold til sandheden er afgørende, værkets sandhedsværdi ligger ikke i dets forhold til den såkaldte virkelighed, men i den virkning, det har på beskueren”, hedder det.
”Jeg fastslår, at familierelationer selvfølgelig kan tematiseres i kunst uden, at kunstnerens egen familie skal tro, at det er dem. Men selvfølgelig læser man sig som familie selv ind. Johanna maler billeder, som hendes mor og søster læser sig selv ind i. De mener, ligesom i min egen søsters modroman til ’Arv og miljø’: ’Det er os, men vi er ikke sådan, som det skildres’. Det er jo et kolossalt paradoks,” siger Vigdis Hjorth og afslutter så interviewet med at sige:
”Lad mig sige det sådan: Jeg er ikke overrasket, hvis læserne tænker, at Johannas kommentarer om virkelighed og sandhed også er min kommentar.”