Peter Lund Madsens nye bog har tre hovedtemaer. Den menneskelige hjerne er en meget succesfuld videreudvikling af dyrenes hjerne. Men den styrke, der har gjort den succesfuld, er også dens svaghed, for den er sårbar. Og endelig lader indsigt i hjernens historie og styrke os forstå psykisk syge.
Engang overlevede de stærkeste dyr i naturen. Men ”efter menneskehjernen er det de gener, der tilhører det mest levedygtige fællesskab, der overlever”.
Menneskehjernens styrker er nemlig, at den gør mennesket kreativt, så det kan tænke nyt, den giver os avancerede sociale færdigheder, så vi kan skabe samfund, den lader os forstå tid, så vi kan indse konsekvenserne af vores handlinger og tage ansvar, og den har givet os et rigtigt sprog.
Hertil kommer, at hjernen kan bruge følelserne til at tillægge ting værdi, og at den hele tiden kan skabe et situationsbillede for os ud fra vores erfaringer. Hjernen bruger så sine sanseindtryk til at korrigere billedet løbende, så vi normalt er på højde med situationen.
Evnen til at skabe sociale fællesskaber er særlig kompleks og krævende.
Den virker gennem medfølelse med andre, gennem, at vi kan forestille os, hvad andre tænker (mentalisering), og gennem vores intuitive evne til at kommunikere med andre, også helt fremmede mennesker. Fordi vi kan forestille os, hvad andre tænker, har vi en moral og en samvittighed.
Sådan er det, når et menneske har det godt med sig selv og fungerer fint sammen med andre. De fleste har det heldigvis sådan størstedelen af livet, og det er derfor, vi som art har taget al magt på Jorden.
Men fordi hjernen løser så mange indviklede opgaver, kan det også gå galt for den. Hvis vi ikke kan sanse omverdenen korrekt, kan vi få hallucinationer og vrangforestillinger og bliver måske skizofrene.
Hvis man ikke kan vælge korrekt mellem de mange sanseindtryk, fokuserer vi måske på detaljer, andre anser for ligegyldige, og så bliver man i svære tilfælde autist.
Adhd-patienter kan ikke skelne og vælge mellem alle sansernes input. Svigter vores hukommelse, lammes vi af alzheimer.
Psykopater er dygtige til at kommunikere og regne ud, hvad andre tænker, men de misbruger denne evne og denne indsigt til at manipulere andre, fordi de er uden medfølelse.
Det er desværre ikke kun psykopater, der opfører sig ondt. Djævelen er nemlig smart.
Han plejer ikke at komme i egen person og friste Jesus i ørkenen eller indgå en aftale med Faust. Næh, han skjuler sig og udnytter vores sociale anlæg.
Når vi samler os i et fællesskab, er vi hurtige til at skabe et ”os” og et ”dem”. ”Dem” kan nemt blive de farlige, og det er en god sag at bekæmpe dem.
Nazisterne forfulgte ikke jøderne for at være onde. De ville redde Tyskland fra landets fjender og begik så monstrøse ugerninger. Indsigt i vores følelser, som tit snyder os, og vores måde at tænke på kan ifølge Lund Madsen hjælpe os til at være mere menneskelige.
Vi skal lade hjernens bedste og mest fornuftige sider få overtaget.
Glimt af udviklingshistorien mod den fuldt udviklede hjerne giver også indsigt i moderne risici og sygdomme. I fortiden lurede farerne ude i nattemørket, på klippeafsatser og dybt vand, når fjenden kom, eller vilde dyr angreb. Og vi er stadig bange for mørke og fremmede mennesker. Derimod er vi for trygge ved moderne farer.
Vi kører stærkt i biler og cykler gerne på højre side af en tung lastbil, der måske snart svinger til højre; kørte eller cyklede vi langs en stejl klippeafsats, ville vi være mere forsigtige. Det er upraktisk, og det er også upraktisk for de mennesker, som får overdrevne oplevelser af livets ur-farer i form af den diffuse og moderne angst.
Peter Lund Madsen, der selv er psykiater, er en velskrivende og sympatisk talsmand for en både realistisk og forstående holdning til psykisk syge.
Bogen rummer mange korte sygehistorier fra psykiatrien, og det er tydeligt, at han elsker at tale med sine patienter og hjælpe dem. Man må håbe, at hans bog giver flere lyst til at blive psykiater, for det er det speciale med størst lægemangel.
Lund Madsen skriver uden tøven, at tvang og medicin kan være nødvendige, og at elektrochok er en god behandling:
”Der vil være situationer, hvor jeg med sikker overbevisning ville takke ja til denne form for behandling, både til mig og medlemmer af min nærmeste familie.”
Hér tager Lund Madsen også stilling i diskussionen mellem de to poler i psykiatrien, der taler for enten ren hjernevidenskab på naturvidenskabelig basis eller ren samtaleterapi.
Lund Madsen mener, at de fleste psykiske sygdomme er så komplekse, at begge dele skal til for at give en effektiv behandling.
Det er specielt en trøst for pårørende, at Peter Lund Madsen ikke tror på, at traumer fra barndommen i sig selv udløser psykiske problemer, for eksempel angst eller skizofreni.
Hjernen er slet ikke så rationel, som velmenende og fornuftige psykologer nogle gange tror, og derfor kan man ikke grave sig ned til enkelte udløsende faktorer for psykiske lidelser i barndommen. Men en vanskelig barndom og en arvelig disposition vil i mange tilfælde, men aldrig automatisk, gøre os sårbare.
Ved at læse Lund Madsens forklaringer på hjernens funktioner og dens historie bliver psykiske sygdomme mere forståelige for læseren, så vi opgiver den sort-hvide skelnen mellem rask og syg:
”Det drejer sig ikke om at være normal. Det drejer sig om at have en dagligdag, der fungerer.”