Kan incest tilgives?

Jonna Theede skriver om sit møde med pinsekirken efter en ubarmhjertig barndom

Buddhismen har helt klart haft indflydelse på kristendommen, skriver Jørn Borup.
Buddhismen har helt klart haft indflydelse på kristendommen, skriver Jørn Borup.

En ganske lille pige bliver seksuelt misbrugt af sin far. Hun vokser op uden at have nogen klar erindring om overgrebene i et hjem præget af ekstrem følelseskulde fra moderens side og en total og evigt nedgørende, kritisk dominans fra faderens side. Alt dette medfører ganske naturligt, at hun får store psykiske problemer såvel i ungdommen som i voksenalderen.

Men den lille pige, som nu er en ung kvinde, bliver gift med en rar mand og får to drenge med ham. Alt er således godt i hvert fald på overfladen, men nedenunder findes en virkelighed, som denne kvinde kun kan tackle ved hjælp af store mængder beroligende medicin.

Denne tilsyneladende normale og velfungerende tilværelse ændrer sig imidlertid fuldstændig, da en kvindelig læge ikke mere vil udskrive de store mængder beroligende midler uden først at prøve at finde ud af, hvorfor de er nødvendige. Med andre ord: Hvad er egentlig årsagen til kvindens store angstproblemer?

Der indledes et samtaleforløb, hvor lægen i samråd med et terapiteam finder ud af, at der er tale om et meget tidligt og derefter ganske fortrængt tilfælde af incest. Som en del af terapiforløbet opfordrer lægen kvinden til at skrive et brev til sin far, hvori hun lader sin vrede få frit løb. Det er ikke lægens hensigt, at brevet skal sendes til faderen, det skal alene skrives, for at kvinden kan få afløb for sine egne følelser, men kvinden trodser lægens råd og sender brevet til faderen.

Han lader det meget personlige brev gå på omgang i familien, hvorefter han ringer datteren op og overfuser hende med anvendelse af sprogets værste gloser. Dette medfører, at kvinden mister al kontakt med sine forældre og sin ene bror. Den anden bror forholder sig neutralt.

Ved et tilfælde et fald med cyklen kommer kvinden i kontakt med pinsekirken. Først som kærlig omsorg i forbindelse med cykeluheldet, senere som medlem af kirkens gospelkor. Kvinden og med hende hendes altid loyale mand bliver meget tiltrukket af den hjertelige, åbne og meget uhøjtidelige imødekommenhed, som de oplever i pinsekirken. De føler på ingen måde, at der bliver lagt pres på dem, men lidt efter lidt bliver de en stadig mere integreret del af menighedslivet.

Kvinden føler, at hun her bliver mødt på en måde, der giver hende den største glæde og tryghed, så hendes søgende, forvirrede og forslåede sjæl finder ro. Den 7. juni 1998 siger hun ja, giver sit liv til Jesus og bliver en personlig kristen. Godt to måneder senere bliver kvinden og hendes mand døbt ind i pinsekirken.

LÆS OGSÅ: Zornigs zone

Samtidig begynder kvinden et terapiforløb hos en af pinsekirkens egne terapeuter. Her oplever hun et nyt gennembrud i en terapi, der ikke som hovedformål har selvudvikling og selverkendelse, men det at se sit liv som noget, der i et og alt er lagt i Guds hænder. Kvinden oplever, at Jesus og Gud taler direkte til hende. Og i terapiforløbet bliver hun guidet til et ønske om at tilgive sin far og genoptage kontakten med sin familie. Det afgørende, alt-tilgivende brev bliver skrevet, og kontakten bliver genoprettet. Kvinden føler sig lettet og taknemmelig.

Et par år efter dør moderen af en blodprop. Dødsfaldet giver kun anledning til gode oplevelser med den samlede familie. Faderen er meget ulykkelig. Den ene bror bliver senere meget vred, da det i skifteretten går op for ham, at den altid nærmest sygeligt sparsommelige far efter et liv som buschauffør er god for flere millioner kroner. Kort tid efter får faderen konstateret kræft. Kvinden sidder ved hans dødsleje, men da kommer alle erindringerne væltende, og hun oplever, at hun ikke har tilgivet og heller ikke nu kan tilgive ham.

Bogen besvarer altså sin egen titel, Kan incest tilgives?, således: i teorien ja, men i praksis nej. Tilgivelse er under ingen omstændigheder noget, man kan forlange af den, der har været udsat for et overgreb, uanset i hvilket navn man udtaler sig. Der findes synd i verden, som man må lade Vorherre være ene om at tilgive.

Jonna Theede har skrevet en personlig bekendelsesbog. Der er ikke tale om fiktion. Jonna Theede er ikke forfatter. Bogen har på ingen måde sin berettigelse på grund af sine litterære kvaliteter, men udelukkende på grund af det levede liv, den så ubarmhjertigt dokumenterer.

kultur@k.dk