Kan kærligheden udholde alt?

Absurd teater i Aalborg om en ged i et ægteskab. Fire ud af seks stjerner

Absurd teater i Aalborg om en ged i et ægteskab. Fire ud af seks stjerner.
Absurd teater i Aalborg om en ged i et ægteskab. Fire ud af seks stjerner. Foto: Robert Malota.

Kan kærligheden virkelig udholde alt? Kan den for eksempel udholde en ged?

Det er det store spørgsmål i Geden eller hvem er Sylvia? af den amerikanske dramatiker Edward Albee, en af de førende repræsentanter for det absurde . Nærværende stykke, der havde urpremiere i New York i 2002, spilles i Lars Knutzons instruktion på Aalborg Teaters Lille Scene. Og det er højst absurd.

LÆS OGSÅ: Oprøreren, der blev etableret

Vi møder ægteparret Stevie og Martin, der vist selv mener, at de lever det perfekte liv. De elsker hinanden siger de. Og er lykkelige siger de. Hvad skal de dog med affærer, når deres samliv er, som det er: den skinbarlige opfyldelse? Frisindede er de skam også. Skulle de karakterisere sig selv i så henseende, ville de næppe kunne undgå genbrug af ordet perfekt. Udfordringer er til for at blive imødekommet. Frisindet holder sig smilende parat. Men selvfølgelig skal udfordringerne helst være kvalificerede til at blive mødt med frisind. Geden er ikke kvalificeret.

Martin, arkitekt med en strålende karriere, skal i anledning af sin 50-års-fødselsdag medvirke i en tv-programserie om Folk, der gør en forskel. Han stiller op til interview med en ven fra barndommen og ungdommen, Ross, men virker useriøs og glider drillende af på spørgsmålene. Ren sabotage hvorfor optagelsen må opgives.

Den egentlig skyldige er imidlertid geden. Hvad er der med den ged? Ganske meget: Faktisk har Martin det ellers så utænkelige, en affære, med den. At den hedder Sylvia pynter ikke nævneværdigt på sagen.

Forestillingen begynder i det lette som glat og uforpligtende komedie: Martin bekymrer sig på skrømt over, at han husker dårligt. Men da gedens eksistens og rolle! afsløres, falder alting fra hinanden.

Stuen raseres helt bogstaveligt: en afmægtig Stevie river ned, hvad hun og Martin har stillet smukt op til behagelig beskuelse. Sandheden er endt som det smadrede porcelæn på gulvet. Vi er vidner til en ægteskabelig destruktion, der giver mindelser om Albees gennembrudstykke fra 1961, Hvem er bange for Virginia Woolf?, uden at Geden eller hvem er Sylvia? dog når op i næheden af dets niveau.

Stevie siger og man tror hende gerne at Martin med sin alternative form for utroskab har tilintetgjort hende. Hun antyder, at hun vil udsætte ham selv for noget tilsvarende. Og man indstiller sig på, at historien vil ende med mord. Så desperat er Stevie, at alt kan tænkes. Netop dette desperate levendegøres fint af Hanne Windfeld, der i rollen som kvinden demonstrerer betydelig indlevelse og følelsestyrke.

Da Stevie i sidste scene dukker op iklædt blodig frakke og slæbende på liget af geden, som hun åbenbart selv har dræbt, må det uden videre opfattes som et realistisk udtryk for hendes sindstilstand. Igen takket være ikke mindst Hanne Windfeld.

Martin i Holger Østergaard Kristensens skikkelse virker, som om han ikke kan indse, at det skulle være unaturligt i at have et seksuelt forhold til en ged. Han kan tale så indtagende, ja, forelsket om dyret, at det ville have glædet en skal vi sige rigtig Sylvia?

Hans forsinkede erkendelse af, hvor ødelæggende han har gebærdet sig, øger, forekommer det, omfanget af de ødelæggelser, han udløser. Kristensen giver et dækkende portræt af en distant mand, der længe hellere dækker sig ind end giver sig til kende. Han er svær at blive klog på. Men det er måske også meningen.

De to øvrige roller er mere beskedne, i hvert fald af omfang. Ross, der som Gregers Werle i Henrik Ibsens Vildanden kræver sandhedens ret ligeglad med omkostningerne fremstilles noget bombastisk af Allan Helge Jensen, mens Caspar Juel Berg som husets homoseksuelle søn, Billy, til tider nærmest optræder mere bøsset end en bøsse.

Efter forestillingen og gedens død står spørgsmålet stadig tilbage: Kan kærligheden udholde alt?