Kan Kristus være en abe? Ja, det kan han!

Den sidste film i rækken af ”Abernes planet”-film er den bedste, og så hugger den herligt med arme og ben fra både Bibelen, litteraturen og filmhistorien

Den sidste film i rækken af "Abernes Planet"-filmene er den bedste, skriver Kristeligt Dagblads anmelder og giver filmen hele 5 stjerner.
Den sidste film i rækken af "Abernes Planet"-filmene er den bedste, skriver Kristeligt Dagblads anmelder og giver filmen hele 5 stjerner. Foto: Twentieth Century Fox.

”Det er ren mytologi det her”, kan man i disse dage høre Jørgen Leth sige om spektakulære bjergetaper i Tour de France.

Mytologi er historier, der ser ud som et, men også handler om noget andet. Myten har flere betydningslag i sig.

Det samme kan man sige om filmen ”Abernes planet – opgøret”. Det er ren mytologi, og det er virtuost godt. Filmen trækker hæmningsløst på den bibelske mytologi: Her er Exodus-myten fra Anden Mosebog med udvandringen fra slaveriet, her er selve Moses-historien med træk fra Det Nye Testamente og hele Kristus-begivenheden.

Desuden stjæler den fra en af litteraturens mest apokalyptiske og mytologiske værker, Joseph Conrads ”Mørkets hjerte” fra 1902, og fra filmhistorien napper den fra en af de helt store film, nemlig Francis Ford Coppolas ”Apocalypse Now” fra 1979, eller ”Dommedag nu”, som den hedder på dansk.

Abe-filmens onde menneske, Obersten, er nærmest Marlon Brando fra ”Apocalypse Now” genopstået!

Hele denne stjælen med arme og ben gøres med stor dygtighed og vitalitet, og brugte Bach ikke også materiale fra andre? Gøres det med talent, så er det kun en fornøjelse. Filmen er ganske enkelt god!

Det er den sidste af en lang serie film fra Abernes planet. Det hele tog sin begyndelse i 1968 med ”Abernes planet”, der var en regulær filmisk overraskelse for os, der også var biografgængere for 50 år siden. Jeg husker den vilde oplevelse, det var at følge en rumrejse, hvor alt gik skævt, og hvor gyset kom i de sidste billeder. Charlton Heston spillede en astronaut, der nødlandede på en fjern planet, hvor primitive mennesker levede som slaver for højtudviklede aber.

Planeten viste sig at være Moder Jord. Synet af Frihedsgudinden i New York halvt begravet sendte rystelser helt ind i sjælen. Aberne havde overtaget magten. Dengang var sympatien helt på de få ædle mennesker, der var tilbage.

Serien om ”Abernes planet” blev ringere og ringere i begyndelsen af 1970’erne, og døde en længe ventet død i 1973 efter fire film. Alt var vredet ud af den pølsepind, troede man indtil i 2011, men overraskelsernes tid er jo ikke forbi, og opstandelse er heller ikke et ukendt begreb inden for filmverdenen. ”Abernes planet – oprindelsen” fra 2011 satte igen gang i ”Abernes planet”-filmene. Ligesom ”Starwars”-mytologien greb den nye film tilbage i tiden og forklarede begyndelsen.

Den nye serie løftede sig og blev igen interessant, som den første film var det i 1968, men nu var perspektivet totalt ændret. Sympatien lå ikke mere på de få ædle menneskers side, men på de ædle abers med Caesar i spidsen. Menneskers totale tåbelighed og foragt for skaberværket var udtalt. I årene fra 1968 til 2011 var der sket en ændring i vores perspektiv på mennesket og naturen. Vi er blevet skurkene, der både er grådige og dumme, og de oprindelige, blandt andet aberne, er de gode. Sjovt, at aberne er blevet de sande mennesker!

Aben Caesar skal lede sin flok ud af tyranniet under den apokalypse-søgende onde (u)menneskelige Oberst. Mennesket er sandelig blevet en ond mislykket skabning, og man tager sig i til sidst at heppe på aberne og fryde sig, når menneskene taber. Undervejs gennemspiller Caesar, hvis navns betydning ikke ligger langt fra det gammeltestamentlige Messias-begreb, en forvandling i retningen mod Det Nye Testamentes Kristus.

Mennesker og aber har alle brug for en frelser, men kan Kristus tage form som en abe? Ja, det kan han med stor overbevisning i denne film.