”Vi, hans nære tilhængere, bøier nu våre hoder ved hans Død.”
Sådan skrev den 85-årige norske forfatter og nobelpristager Knut Hamsun i en nekrolog, der blev bragt i Aftenposten den 7. maj 1945, dagen før den norske befrielse. Hvem afdøde var? Adolf Hitler.
Hamsun havde gennem mange år offentligt ytret sin tilslutning til nazismen og i juni 1943 endda besøgt den tyske fører, og med den posthume hyldest fremturede han på ubegribelig vis. I slutningen af maj 1945 måtte Hamsun med sin hustru lade sig internere, og en retspsykiater erklærede året efter, at forfatteren havde ”varigt svækkede sjæleevner”. Under det norske retsopgør blev han idømt bødestraf for sit medlemskab af Nasjonal Samling, men var ikke mere svækket, end at han ankede dommen til den norske højesteret og fik reduceret bøden. I 1949 udsendte han sin sidste bog, ”På gjengrodde stier”, hvor han gennem dagbogsnotater beskrev årene i unåde efter krigen. Tre år senere døde han i sit hjem.
Hvad stiller man så op med forfatterskabet, der i 1890 brød ud i lys lue med den evigt unge roman ”Sult” om en forarmet digters sjæleliv, fortsatte undersøgelsen af vildsomme følelser frem mod århundredskiftet og siden bevægede sig i retning af både det satiriske og det hjemstavnsforbundne, inden Knut Hamsun i 1920 blev belønnet med Nobelprisen i litteratur – og ikke blev ringere i årene efter?
Den diskussion begyndte i Norge allerede i mellemkrigstiden, hvor Hamsun støttede både Hitler og lederen af Nasjonal Samling, Vidkun Quisling. Kommunisten Nordahl Grieg – ham med ”Kringsat af fjender” – sagde i 1936, at ”det dybeste i hans digtning er ubesmittet”, og i en nekrolog i 1952 beskrev den kulturradikale forfatter Sigurd Hoel Hamsuns politiske engagement som ”en lille skønhedsplet, en stor digters lune”.
Siden er arkiver blevet åbnet, breve er kommet for en dag, og doktorafhandlinger har analyseret, hvad Hamsun mente, sagde og skrev. Startstenen for det, der engang blev bagatelliseret som alderdommens vildfarelser, er blevet rykket stadig længere tilbage, og for ganske nylig fik den evigt simrende diskussion ny ilt, da litteraturprofessor Ståle Dingstad udsendte bogen ”Knut Hamsun og det norske holocaust”.
Her analyserer han sig frem til, at en slags protofascisme fra begyndelsen prægede forfatterskabet og gjorde Hamsun til ”præmisleverandør for folkemordet på uskyldige mennesker”.
”Ser vi nærmere på forfatterskabet, må vi erkende, at Hamsun aldrig var nogen god demokrat, men tværtimod forfægtede diktaturet, undergravede retsstatens principper, latterliggjorde parlamentarismens plads i vores samfundssystem, hadede arbejderbevægelsen, foragtede kvindefrigørelsen, fremmede racisme og antisemitisme. Al den æstetik, stil og humor, han evnede at pynte ideologien med, kan ikke skjule det faktum, at forfatterskabet hører hjemme på den yderste højrefløj,” skrev Dingstad i et essay i Morgenbladet og kaldte Hamsuns bøger ”et redskab i det ondes tjeneste”.
Direktøren for Hamsunsenteret, Arne André Solvang, lød temmelig pikeret, da Morgenbladet interviewede ham. Ikke kun fordi Dingstad foreslog det statsfinansierede museum fra 2009 nedlagt, men også over Dingstads ”ekstreme synspunkt”, der ”implicerer en nedvurdering af alle Hamsun-forskere og -læsere i hele verden, som ikke er kommet frem til, at hans litteratur er ’ond’. Har han (Dingstad, red.) opdaget noget, ingen andre har set? Eller indebærer hans synspunkt, at alle de andre forskere er klakører for Hamsuns ideologi?”
Andre kritiske stemmer meldte sig. I avisen Klassekampen erklærede Henning Howlid Wærp, professor i nordisk ved Norges arktiske universitet, sig grundlæggende uenig i, at Hamsuns ideologiske synspunkter kaprede litteraturen: ”Romanerne er ikke nazistiske. Jeg mener, at stor kunst overskrider ophavsmandens ideologiske synspunkter. Han er og forbliver en stor forfatter.”
I Aftenposten var kritikeren Ingunn Økland mere åben for Dingstads læsning af forfatterskabet, men følte sig som et gidsel i hans jagt på moralsk renhed: ”Hvad skal man stille op med alle de frydefulde følelser, denne forfatter har så let ved at vække? Undertrykke dem? Revse sig selv? (…) Knut Hamsun må vi kunne læse med en blanding af henførelse og afsky. Måske giver dette blandingsforhold også en mere tankevækkende oplevelse end den rene fordømmelse.”
Og over for Morgenbladet pegede Hamsun-forskeren Frode Lerum Boasson på de principielle perspektiver: ”Hvordan skal vi vurdere det etisk forkastelige i kunst og litteratur? Hamsun er et ekstremt eksempel i en mere principiel og større debat, som er vigtig. Jeg er helt enig med Dingstad i, at Hamsun var nazist. Men hvordan skal vi vurdere nazismen og moralen i bøgerne? Hvorfor kan kunsten ikke få lov til at være god og moralsk problematisk på én og samme gang? Hvis ikke: Hvilken kunst står vi egentlig tilbage med?”
Dét spørgsmål har de senere år været rejst i diskussionen af et andet ”ekstremt eksempel”, den østrigske nobelpristager Peter Handke. Han har igen og igen afvist, at der fandt etniske udrensninger sted under den jugoslaviske borgerkrig i 1990’erne og talte tilmed ved begravelsen af den serbiske leder Slobodan Milosevic, der ved sin død var tiltalt for forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og folkedrab. Det er svært ikke at se forbindelserne mellem Hamsun og Handke: Opbakning til despoten, da han levede, ømme mindeord efter hans død.
Da Handke i 2014 tog til Oslo for at modtage Ibsen-prisen, verdens største teaterpris, blev han mødt af vrede demonstranter, og da forfatteren blev tildelt Nobelprisen i litteratur, var der endnu flere protester.
”Som en, der passioneret tror på litteraturens evige skønhed og kraft til at berige den menneskelige erfaring, og som et offer for etnisk udrensning og folkemord er jeg forfærdet over beslutningen om at give Nobelprisen i litteratur til en folkemordsbenægter. Hvilken uværdig og skamfuld handling at være vidne til her i 2019!”, skrev Gent Cakaj, Albaniens udenrigsminister, på Twitter.
Også forfattere mødte prisen med forargelse, og PEN Americas formand, forfatteren Jennifer Egan, skrev i en pressemeddelelse:
”Vi er lamslåede over valget af en forfatter, der har brugt sin offentlige stemme til at underminere historiske sandheder og komme folkemordsforbrydere til undsætning (...) Vi afviser beslutningen om, at en forfatter, der vedholdende har betvivlet veldokumenterede krigsforbrydelser, fortjener at blive hædret for sin ’sproglige opfindsomhed’.”
Ståle Dingstad er klar til at afskrive Hamsun som ”præmisleverandør for et folkemord”. Jennifer Egan tager skarp afstand fra Peter Handkes forfatterskab, fordi han er kommet folkemordsforbrydere til undsætning. Men hvor går grænsen? Hvilke moralske brist eller politiske svigt må en forfatter rumme?
Hvad stiller man op med den tyske nobelpristager Thomas Mann, der efterlod flere af sine seks børn så traumatiserede af en militaristisk opdragelse, at de skrev tykke bøger om det? Med feministikonet Simone de Beauvoir, der plæderede for at frigive tre mænd, der havde forgrebet sig på mindreårige ud fra en tanke, om at pigerne skulle have lov at udleve deres seksualitet? Eller – på hjemlig grund – med Yahya Hassan, der røg i fængsel for blandt andet at have skudt en 17-årig i foden?
Mere generelt: Hvad er for meget til, at man vil læse et forfatterskab? Hvad er for lidt til, at man vil lade være? Betyder det noget, om forfatteren er levende, og om hans eller hendes brister gennemsyrer værket eller ej? Er det moralsk enklere at læse Thomas Manns romaner, fordi bøgerne er fri fantasi, og både han og hans børn er døde? Eller tættere på: Blev det moralsk enklere at læse Yahya Hassans digte om grænseoverskridende og kriminelle handlinger efter hans død for præcis et år siden?
Med Hamsun som ”ekstremt eksempel” har nordmændene diskuteret spørgsmålene i over 80 år. Og som den aktuelle debat tydeliggør, er der ingen facitliste at læne sig op ad. I sidste ende ligger det moralske ansvar ikke hos forfatteren. Det ligger hos læseren.