Kan man lide Merete Pryds Helles bestsellere, er der ingen vej uden om Iben Mondrup

Iben Mondrups fantastiske ”Vi er brødre” er en smuk og ubarmhjertig familiekrønike om at vokse op – og vokse ud af krigens skygge

Holder man af de stilsikre menneskeskildringer hos Kristina Stoltz og Merete Pryds Helle, burde man kaste sig over Iben Mondrups velskrevne romaner. Man kan snildt starte med ”Vi er brødre”, der er en af forfatterens bedste bøger, skriver Kristeligt Dagblads anmelder.
Holder man af de stilsikre menneskeskildringer hos Kristina Stoltz og Merete Pryds Helle, burde man kaste sig over Iben Mondrups velskrevne romaner. Man kan snildt starte med ”Vi er brødre”, der er en af forfatterens bedste bøger, skriver Kristeligt Dagblads anmelder. Foto: Leif Tuxen.

Forfatteren Iben Mondrup kan noget helt særligt med specielt sine børnefortællere. Som ingen andre kan hun indfange det dirrende sted mellem forsagthed, skam og vrede, der kan ligge og ulme i det store barns sind. Hendes nye roman ”Vi er brødre” er ingen undtagelse.

Portrættet af en familie, hvor faderen Harald er modstandsmand under Anden Verdenskrig og siden må gå under jorden og gøre noget, som ingen taler om efterfølgende, er præcist så stille vævet, som man må forvente. Her er den store historie krigens aftryk på den lille, familiens, og alle fire familiemedlemmer bliver præget af den frygt, der gennemsyrer et samfund under belejring.

Samtidig er deres problemer universelle, og som sådan er ”Vi er brødre” lige så meget en klassisk coming of age-roman.

Moderen Elisabeth udvikler under krigen dårlige nerver og læner sig op ad sin søster Ingeborg og sine sønner, den fremadstormende Poul, der som 15-årig drager til søs, og den forsigtige og drømmende Jens.

Læseren følger de to sønner i hver deres lange afsnit, og til sidst forenes de to stemmer i et langt fællesstykke.Den tekniske udfordring, der ligger i at skifte synsvinkel undervejs, mestrer Iben Mondrup – som hun gjorde i Grønlands-romanen ”Godhavn” fra 2014, hvor de tre børn i en familie skiftedes med at agere synsvinkel.

Jens og Poul har hver deres stærke stemme, og allerede tidligt i romanen er Poul vidne til noget helt forfærdeligt, der ikke skal røbes her, og det kommer til at præge den i forvejen ret kampklare dreng. Ikke mindst fordi han i al hemmelighed – og aldeles uberettiget – påtager sig skylden for ulykken og røber sin skam til lillebror Jens.

Jens forstår imidlertid hemmeligheden helt bogstaveligt og tror herfra, at Poul har ansvaret for sin vens frygtelige ulykke. Sådan siver skammen videre og sætter sine sorte aftryk ned gennem familien, og det er i høj grad de ting, der kun antydes – når børnene eksempelvis overhører forældrenes samtaler og bekymringer – der er med til at skabe den usagte historie. Jens er på den anden side alt det, som den driftige Poul ikke er. Han er tænksom, indadvendt og boglig, men på ingen måder uden begær. Han sender lange øjne efter Pouls kæreste, den timeglasformede frisørelev Sonja, og forsvinder ind i saftige drømme om hende om natten. Han hungrer efter sin brors opmærksomhed, og med dem begge to er det centralt, at man som læser sidder med hjertet oppe i halsen: Bare der ikke sker dem noget. Har man fulgt med i Iben Mondrups forfatterskab, vil man i høj grad kunne spore en forandring. Fra de tidlige ”Ved slusen” (2009), ”1 2 3 Justine” (2011) og ”Store Malene” (2013), hvor en fascination af de groteske detaljer synes at herske, over mod ”Karensminde” (2016) og ”Vi er brødre”, der i højere grad ligner familiekrøniker. Godt er det under alle omstændigheder, og gennemgående for alle bøger er forfatterens graven sig ned gennem menneskesindets sorteste muld. Holder man af de stilsikre menneskeskildringer hos Kristina Stoltz og Merete Pryds Helle, burde man kaste sig over Iben Mondrups velskrevne romaner. Man kan snildt starte med ”Vi er brødre”, der er en af forfatterens bedste bøger.