På Yale University i USA er der et stort granitbord, som bliver kaldt kvindernes bord Womens Table. På pladen er der en spiral af tal, som viser, hvor mange kvinder der gennem tiden har gået på universitetet. Rækken begynder med en masse nuller, da kvinder først bliver optaget fra 1873. 1967 er også ifølge min turguide et vigtigt årstal for først på det tidspunkt bliver kvinder optaget på lige vilkår med mænd.
Talrækken slutter i 1993, hvor antallet af kvindelige og mandlige studerende angiveligt skulle være nogenlunde ens, og så skulle der så at sige ikke længere være nogen grund til at notere, hvor mange kvinder der går på Yale.
LÆS OGSÅ: Et æg klækket i frit fald fra reden
Ligestillingen, ja måske endda kvindernes overtal, er dog vist noget af en skrøne. Og kampen for at få kvinderne med ved bordet er slet ikke forbi endnu. Faktisk handler mange af de studier, man gør i historie, kultur, kunst og litteratur, stadig om kønnet som en udfordring og en anstødssten. På en kæmpe konference om skandinaviske og baltiske forhold i historisk og aktuel belysning, som netop er blevet afholdt på Yale, var der da også mange af oplæggene, som handlede om køn.
Mit eget oplæg kom også til at handle om det, da jeg skulle fortælle om, hvorfor en godt sælgende forfatter som Jens Christian Grøndahl ikke rigtig tæller for noget i akademiske kredse. Det har netop noget med køn at gøre. Dels handler hans romaner ofte om midaldrende kvinder i eksistentiel krise, dels bliver han i høj grad læst og værdsat af netop midaldrende kvinder. Sådan nogle kvinder, som også læser om forfatteren i dameblade, og som kan identificere sig med det, han skriver. Den slags går ikke, hvis man vil regnes for en seriøs mandlig forfatter.
Hvordan det står til, kan man læse om i den yngre danske forfatter Mathilde Walther Clarks satiriske roman Gips fra 2012. Heri omtaler en yngre kvindelig litterat og digterspire Grøndahl som () ham forfatteren, der skriver om kvinder i fyrrerne, og som indimellem optræder på tv på en saglig og alvorlig måde. Jeg har aldrig læst noget af ham. På litteraturvidenskab lå det luften, at vi skulle grine lidt af Jens Christian Grøndahl.
Diskussionen om køn og litteratur går ikke bare på Yale, men er atter engang blusset op herhjemme. Den midaldrende litteraturkritiker Lars Bukdahl og den yngre forfatter Kristina Nya Glaffey diskuterer, hvorvidt Bukdahl som heteroseksuel mand er i stand til at læse og forstå en homoseksuel kvindes værker. Er man bundet til sine kropslige erfaringer og i princippet ude af stand til at sætte sig ud over dem? Er det umuligt at tale om en kunst, der hæver sig over kønnet og taler universelt om mennesket eller som simpelthen bare fjoller komisk hen over kønnet uden tanke for det? Når Bukdahl tror, han anmelder uden om sit køn, er han så dummere, end kønspolitiet tillader? Ja, mener Glaffey. Nej, mener Bukdahl.
Jeg vil i princippet mene, at man godt kan hæve sig over sine egne erfaringer og netop bruge litteratur til at springe over i en anden bevidsthed. I litteraturen deler vi erfaringer om køn, klasse og race og får rykket den horisont, som eller kan være nærmest umulig at overskride. Kunst er bevidsthedsudvidende. Vi er ikke spærret inde i os selv og er ikke alene henvist til kødets lyst og sjælens ubodelige ensomhed. Der kan vi også være. Det er en oplevelse og erfaring, man kan have, men som man så paradoksalt ikke er alene med.
Og så må jeg alligevel give Glaffey ret noget ad vejen. For dels spiller kønnet os konstant et puds, og gerne når vi ikke ved af det. Der findes mandlige normer for, hvad der er god litteratur, og vi dømmer ofte ud fra disse normer uden at gøre os klart, at vi gør det. Vi tror, vores domme er universelle, men de er stærkt farvet af fordomme om køn og styret af kønsstereotype forestillinger. For eksempel at midaldrende kvinder ikke er særlig interessante, og at deres måde at læse på er naiv og sentimental og dermed mindreværdig.
Kvindernes bord på Yale er et symbol på, at forholdet mellem mænd og kvinder endnu er problematisk, og at vi slet ikke er færdige med at at snakke om køn, værdier og kropslige erfaringer. Hvad man kan håbe på, er, at mænd og kvinder, heteroseksuelle og homoseksuelle i det mindste kan sidde ved samme bord og tale sammen. Men som denne tids debat i Danmark viser for eksempel i DR 2s Deadline , så er det dog lettere sagt end gjort. Der er længere mellem Glaffey og Bukdahl end mellem USA og Danmark.
I denne klumme skriver Lars Handesten og Henrik Wivel på skift hver lørdag om forbindelserne mellem bøger og eksistens både historisk og aktuelt.