Prøv avisen
Bøger fra udlandet

Kan Shakespeare gøre os klogere på parforhold og terror?

Når Shakespeare betegner verden som en scene, angiver han jo samtidig, at han satser på at få hele verden som sit publikum. Litteraturkritikeren Inger Merete Hobbelstad gennemgår i sit store værk ”Å leve med Shakespeare” (at leve med Shakespeare) 10 vigtige dramaer af Shakespeare og viser, hvordan stykkerne har bud til ethvert menneske i vor tid. Foto: BigAlBaloo/Colourbox

Norsk litteraturkritiker når vidt omkring i sit værk om Shakespeare, men læser måske også lidt for meget ind i ham

Søren Kierkegaard kaldte ham simpelthen ”digternes digter” – altså den største af alle digtere. Og Shakespeare har selv leveret en begrundelse for synspunktet i den berømte monolog af Jacques i ”Som man behager”:

”Verden er en scene, hvor mænd og kvinder spiller deres roller. De træder ind, de træder atter ud”.

For når Shakespeare betegner verden som en scene, angiver han jo samtidig, at han satser på at få hele verden som sit publikum. Litteraturkritikeren Inger Merete Hobbelstad gennemgår i sit store værk ”Å leve med Shakespeare” (at leve med Shakespeare) 10 vigtige dramaer af Shakespeare og viser, hvordan stykkerne har bud til ethvert menneske i vor tid.

”Som man behager” er et eksempel herpå. Er stykket et fornøjeligt lystspil med frivole undertoner? Eller er det snarere en filosofisk komedie fyldt med raffinerede refleksioner? Hvis det sidste er tilfældet, så er den kløgtige Rosalinde et kvindeligt modstykke til Prins Hamlet.

Hobbelstad er ikke i tvivl om, at det forholder sig sådan, og at Rosalinde derfor er et menneske, der skal lære at vælge sig selv. Det kan man jo også lige så godt. De andre er jo taget!

Til gengæld er Hobbelstads gennemgang af ”Kong Lear” ikke helt overbevisende. Som man måske husker, handler stykket om en gammel konge, der frivilligt har skænket sit rige til to nederdrægtige døtre. Alligevel er Lear overbevist om, at han kan bevare kongeværdigheden. Hofnarren kalder hånende kongen for en nar, hvad der får Lear til at rase. Men kongen får uindpakket besked: ”Alle dine andre titler har du givet fra dig – den er du født med!”

Sådan handler ”Kong Lear” om at blive gammel og om at afgive de fine titler, der engang kaldte på respekt. Det er naragtigt at tro, at man kan spejle sig i fordums storhed. Da Goethe var 78 år, skrev han i et digt: ”En gammel mand er altid en kong Lear”. Skal man være gammel for at få det fulde udbytte af ”Kong Lear”? Og skal man være ung for at værdsætte ”Romeo og Julie”? Det er i al fald tydeligt, at den 36-årige Inger Merete Hobbelstad har et langt bedre tag om ”Romeo og Julie” end ”Kong Lear”, som hun mestendels belyser via islamistisk terror og Albert Camus.

Hobbelstad læser sin egen ulykkelige kærlighedshistorie ind i ”Romeo og Julie”. Men nok så vigtigt går hun i clinch med hele den romantiske forestillingsverden, som har afstedkommet en overbelastning af parforholdet og derfor har andel i det rekordhøje antal skilsmisser:

”I Shakespeares skuespil er Romeo og Julies kærlighed forbudt, fire hundrede år senere er den måske den eneste tilladte. Den intense følelse som beviseligt har en udløbsdato, overlader man ansvaret for at bære flere tiårs samliv på sine smalle skuldre.”

Undervejs bliver vi klogere på alt, der har med Shakespeares liv at gøre. Meget er usikkert og omstridt, men ubestridt er det ifølge Hobbelstad, at Shakespeares dramaer på uovertruffen vis belyser den verden, vi lever i.

Hver onsdag skriver vi om nye bøger fra udlandet, der handler om tro og værdidebat.