Ole Henrik Laub indleder sin fortælling ”Kvinde i sne. Mand i knæ” med at citere et brudstykke af skabelsesberetningen fra Første Mosebog. Og han afslutter den ved at bringe en bøn fra en af personerne til den almægtige – en bøn for blandt andre to af de øvrige, helt centrale og ganske unge personer, Zenia og Benedikt, der begge i høj grad har brug for hjælp.
Deres liv er som en blafrende sommerfugleflugt. Og kan sommerfugle overleve i snevejr, er spørgsmålet, der stilles.
Bogen holder sig i luften med noget af disse væseners lethed. Den fremtræder som en ubesværet glidende komposition, der inddrager beboere i en jysk by – og flere end Laub giver sig plads til at udfolde. I nogen grad må vi nøjes med antydninger. Det gælder Hermod Glæsborg, pensioneret efter et vanskeligt liv som lærer. Og det gælder pastor Mikkelsen, der klarer sig på mange års rutine, men bekymrer sig for kirken. Hvilken fremtid har den? Har den overhovedet en fremtid? Eller vil den ende som en tom skal? Endvidere møder vi formanden for menighedsrådet, der har søgt dette hverv for at opnå ære og agtelse. Han passer det nidkært og er vist på nippet til at mene, at en tak fra Vorherre – som han ikke tror på – havde været passende.
Bogen holdes sammen af historien om Zenia og Benedikt. Førstnævnte er optaget af at tegne og bærer en bredskygget stråhat – for at se kunstnerisk ud. Det siges om hende, at hun har svært ved at finde ud af livet – og tillige at hun har et vanskeligt sind. Udsagn, der bekræftes af handlingsgangen. Og imens drømmer hun om en sommerfugledal af fred.
Også Benedikt, der er vokset op under vanskelige forhold, er en drømmer – og en enspænder uden meget initiativ. Men når han sidder ved bredden af fjorden, lukket inde i sig selv, lader han sig i tanker og fantasi føre vidt omkring.
De to unge mødes i Rom – og i en kirke dernede spørger Zenia, om de skal giftes. Han har ret i, at ”det kommer... lidt pludseligt”. Gift bliver de ikke desto mindre. Det kan vist kun gå galt, tænker man – og det gør det da også. Men i den kønne slutning efterlades et håb – efter at Zenia en tid har været forsvundet. Hun blev fundet en sen aften, sovende på en stol i sneen. Væggene i værelset, hvor hun havde opholdt sig, var overtegnet med sommerfugle – og ord om sommerfugledalens fred. Benedikt kommer hende i møde ved at skære en sommerfugl i træ til hende. Og lover fortsat støtte.
Kan sommerfugle overleve i snevejr? Måske.